Boykot

Torsdag var ikke en enlig svale: Støjberg har afvist Politiken i årevis

”Det er slående og ikke noget, vi har prøvet før,” siger chefredaktør

Da Inger Støjberg torsdag i sidste uge præsenterede sit nystiftede parti, Danmarksdemokraterne, skete det på Hvidsten Kro, hvor flere medier var blevet inviteret.

I stedet for et traditionelt pressemøde havde partistifteren valgt at gennemføre enkeltinterviews med de fremmødte journalister, der hver fik et givent antal minutter med partiformanden.

Blandt de fremmødte var Politikens Morten Skærbæk, der dog måtte forlade Hvidsten Kro med uforrettet sag og uden sit eget interview med Inger Støjberg, der afviste at stille op til interview med Politiken.

Ritzau tilbød Politiken-journalisten, at han kunne stille spørgsmål sammen med dem, men heller ikke den konstellation ville Inger Støjberg gå med til. Som løsning måtte Politiken bringe det interview, som TV 2 News lavede med partistifteren ved presseseancen.

Der er ikke tale om en enlig svale, når Inger Støjberg afviser at tale med Politiken-journalister på tomandshånd.

”Vi oplever konsekvent, at hun ikke ønsker at stille op til interview alene med os. Sådan har det været i en årrække, siden vi først afdækkede problemerne i instrukssagen i 2017,” siger Amalie Kestler, chefredaktør på Politiken.

Ringe erfaringer med boykot

Amalie Kestler fortæller, at Politiken har haft held til at stille Inger Støjberg spørgsmål i andre sammenhænge som til doorstep-pressemøder, hvor Politikens journalister har været del af en gruppe af andre journalister.

”Så vi har kunnet komme omkring det på den måde. Men det er slående og ikke noget, vi har prøvet før, at en grundlægger af et nyt politisk parti afviser at tale med et bestemt medie og på den måde vælger og vrager mellem medierne,” siger hun og tilføjer:

”I et demokrati som det, vi har her i Danmark, er boykot af medier jo ikke noget, vi har så mange erfaringer med. Men Støjberg må jo selv redegøre for sin pressestrategi. Den skal jeg undlade at udlægge for hende.”

Det har indtil videre ikke været muligt for Journalisten at få et interview med eller en kommentar fra Inger Støjberg.

Umuligt at sætte tal på

Fra Dansk Journalistforbund ser man på sagen med bekymring.

”Vi kan kun gætte på, hvad Inger Støjbergs begrundelse er. Men hvis der skulle ligge nogen som helst begrundelse om, at det handler om, at Politiken har dækket noget meget kritisk, er det dybt problematisk.”

”Det bliver en slags politisk straf for at kaste kritisk lys på politiske beslutninger,” siger Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund.

Amalie Kestler kan ikke sige, hvor mange gange Politiken har oplevet at få afslag fra Inger Støjberg, der har en fortid som næstformand for Venstre og udlændinge- og integrationsminister.

”Men det er igennem flere år og umuligt at sætte tal på. For det er mange gange.”

”Vi har forsøgt at få hende til at forholde sig til vores journalistik, og indimellem har vi måske fået et skriftligt svar, så det er ganske længe siden, vi har lavet et en-til-en-interview med Inger Støjberg. Hvis hun får lyst til det, så er hun selvfølgelig meget velkommen.”

Inger Støjberg er velkommen til at ringe

Det var i rollen som udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg brød ministeransvarlighedsloven. I december sidste år blev hun ved Rigsretten idømt 60 dages ubetinget fængsel i sagen om den ulovlige instruks om at adskille asylpar. Politiken var sammen med Information et af de førende medier i afdækningen af den sag.

”Jeg skal ikke kunne sige, om det er en konsekvens af, at vi har lavet kritisk journalistik, at vi bliver boykottet,” siger Amalie Kestler og tilføjer:

”Men en af vores opgaver er at stille magthavere til regnskab for deres måde at udøve magt på, og det har vi gjort i vores dækning af instrukssagen, så det vil vi selvfølgelig fortsætte med. En af vores fineste opgaver er jo at bringe ulovlig magtudøvelse ud i lyset, og det er det, vi har gjort i den sag.”

Fremstrakt hånd til partilederen

Fra Tine Johansen lyder det, at det er en del af demokratiet og hvervet som partileder at stille op:

”Jeg mener faktisk, at man som partileder har pligt til at svare på de kritiske spørgsmål, der bliver stillet. Vi har medier, der dækker forskelligt, og der kan man ikke håndplukke de medier, som man synes, man shiner bedst i,” siger hun.

Politiken står fortsat med en fremstrakt hånd til Inger Støjberg, der på ét døgn havde skaffet 40.321 vælgererklæringer, hvis gyldighed dog først skal bekræftes.

”Vi vil gerne interviewe Inger Støjberg om hendes nye parti, så vi kan oplyse vores læsere om projektet og stille både nysgerrige og kritiske spørgsmål til hende som alle andre medier. Indtil videre er vi ikke lykkedes med det, men vi fortsætter selvfølgelig vores arbejde.”

”Hun er altid velkommen til at ringe til vores journalister, og så vil de i hvert fald gerne lave et nysgerrigt og kritisk interview med hende,” siger Amalie Kestler.

Rettet klokken 19.19: Det fremgik tidligere, at Inger Støjberg blev idømt 60 dages betinget fængselsdom. Der var tale om en ubetinget dom.

0 Kommentarer