
Gitte Sønderby råder sine kolleger i branchen til at komme ud i miljøer, hvor de ikke plejer at være. Foto: Kristian Friis Søndergaard
De seneste uger er der nok mange seere, som mere end én gang har tabt underkæben, mens de har fulgt med i dokumentarserien ’Balladen om kolonihaven’ på TV 2.
Serien følger konflikterne i en kolonihaveforening i Aalborg og er blevet en uventet seer- og anmeldersucces. I sidste uge var tv-programmet det næstmest set herhjemme, og det er både blevet kaldt ”et hylemorsomt og tankevækkende danmarksportræt”, ”et dokusoap-mesterværk” og ”et mikrokosmos på den danske generationskløft”.
For folkene bag serien er den massive og positive modtagelse kommet som lidt af en overraskelse. Det fortæller hovedtilrettelægger Gitte Sønderby fra Kompagniet, som har produceret serien for TV 2.
”Det er virkelig overvældende. Vi havde slet ikke troet, at programmerne ville blive sådan en succes,” siger Gitte Sønderby.
Det var hende, som fik idéen til programmet efter at have læst nogle artikler om, hvordan mange bor i kolonihaver om vinteren, bygger for stort osv.
”Vi leder jo altid efter nogle arenaer, hvor mennesker mødes, og meninger brydes. Og på kolonihaveforbundets facebookside kunne jeg hurtigt se, at hold da op, de var oppe og diskutere om mange ting. Selv et tilbud om konfliktløsning blev en konflikt derinde,” fortæller Gitte Sønderby.
Vil de overhovedet være med?
Én af dem fra facebookdebatten, som hun kontaktede, var næstformanden Kim Bønlykke fra haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde i Aalborg.
Han ville gerne tale, og i samtalen kunne Gitte Sønderby straks fornemme, at der var noget at komme efter.
”Han fortalte, at han havde været i bestyrelsen i nogle år, og det var det mest konfliktfyldte, han nogensinde havde oplevet. Han sad også under den gamle formand, men nu havde de lige væltet hende og ville prøve at gå en ny vej og bringe generationerne sammen. Jeg tænkte bare: Fedt, de har et projekt, og der er modstand – det er godt tv. Men spørgsmålet var bare, om de overhovedet gad være med,” siger hun.
Gitte Sønderby havde fra starten gjort det klart for bestyrelsen, at det var historien om generationskonflikten i kolonihaveforeningen, hun var interesseret i. Om hvordan de gamle vil have fællesskab og trimmede plæner, mens de nye i højere grad vil passe sig selv bag høje hække i ’vild med vilje’-haver.
Og til hendes store glæde var bestyrelsen klar på at invitere indenfor, og kort efter startede prøveoptagelserne i haveforeningen.
Droppede kontrakterne
Normalt laver Kompagniet udførlige kontrakter med de medvirkende, når de starter optagelserne til et nyt dokumentarprojekt. Men i kolonihaveforeningen i Aalborg fornemmede Gitte Sønderby og hendes tilrettelægger-kolleger hurtigt, at det måske ikke var vejen frem.
”Ofte arbejder vi med medvirkende kontrakter, men det har vi simpelthen ikke gjort i det her tilfælde. Det var vores vurdering, at især de ældre ville tænke: Hvad fanden var det her for noget? Sådan nogen er jo formuleret lidt i noget kancellisprog,” fortæller Gitte Sønderby.
I stedet har de lavet aftalerne mundtligt undervejs – og det har vist sig at forløbe helt uproblematisk. Ifølge Gitte Sønderby er der hverken undervejs eller i forbindelse med det efterfølgende gennemsyn nogen af de medvirkende, som har trukket sig og ville klippes ud af programmet.
”Jeg ved, at nogen deroppe er megatrætte af de her programmer. Men det er mest dem, der ikke har været direkte involveret i konflikterne. Alle vores hovedkarakterer har fået lov at se programmerne på forhånd, og der er ingen, som har brokket sig over noget som helst. Både den ene og den anden side har været godt tilfredse ved gennemsynet. Jeg tror kun, vi har skiftet et enkelt billede ud,” siger hun.
Når man ser programmerne, kan man undre sig over, at folk er så åbenmundede og taler dårligt om deres naboer for rullende kameraer …
”Ja, det overraskede også mig, at de er så direkte og skændes så åbenlyst. Særligt for os, der lever i et andet miljø, hvor man taler pænt til hinanden, er det overraskende. Hvem siger ja til at skændes åbenlyst på tv? Men det er simpelthen bare en anden verden deroppe. Særligt den ældre generation fejer ikke noget ind under gulvtæppet – de siger bare tingene, som de er.”
Øl og smøger kl. 10
Men Gitte Sønderby og hendes tilrettelægger- og fotografkolleger er heller ikke kommet sovende til den tillid, de medvirkende har vist dem. Det har krævet mange timer i miljøet at komme tæt på beboerne og konflikterne, fortæller hun.
”Vi har været tre tilrettelæggere og en masse fotografer på, vi har virkelig travet gade op og gade ned i den kolonihaveforening. Jeg har da også siddet og røget cigaretter og drukket en dåseøl klokken 10 om morgenen, fordi det nu lige var det, man gjorde der,” fortæller Gitte Sønderby.
Hendes råd til kolleger i branchen, der gerne vil portrættere et miljø lige så nært, er at være ærlig om, hvad man vil, og at investere nok tid i det.
”Men jeg tror også, det handler om at komme lidt væk fra der, hvor vi plejer at være. Derfor var jeg også glad for, at det blev en haveforening i Aalborg og ikke på Vestegnen. Jeg tror, man skal lidt væk fra København og Aarhus for at finde den der ufiltrerede ægthed,” siger Gitte Sønderby.
Netop de medvirkendes ufiltrerede facon overlader ifølge cheftilrettelæggeren et større ansvar hos produktionen for at passe på dem. Det gælder blandt andet i forhold til medfarten på sociale medier.
”Jeg bliver ked af det, når jeg ser, at der er mennesker, som virkelig skriver grimt om dem derude. Det kan jeg godt være i tvivl om, om vi har forberedt vores medvirkende godt nok på. Men heldigvis er der en del af dem, som slet ikke er på sociale medier, og faktisk virker de alle sammen lidt upåvirkede,” siger Gitte Sønderby.
Hun tilføjer, at de medvirkende til gengæld kun har oplevet positiv respons på programmerne, når de har mødt folk ansigt til ansigt.
”Susanne og Keld har for eksempel fået en gratis omgang, da de blev genkendt på et værtshus i København,” griner hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.