TV 2-dokumentaren 'De Misbrugte Filmbørn' havde i går premiere og afslørede instruktør Lasse Nielsens overgreb på unge drengeskuespillere i 1970’erne.
I dokumentaren står blandt andre journalist Anders Lund Madsen frem og fortæller om instruktørens opførsel. Men det er ikke første gang, han fortæller om sine oplevelser.
Det gjorde han første gang allerede i 1998 i magasinet Virus. Og igen i 2008 i en klumme i Jyllands-Posten. Begge gange uden effekt. Men i går var tonen pludselig en anden.
”Jeg undrede mig i ’98 over, at folk ikke reagerede. Og jeg undrede mig i ’08 over, at folk igen ikke rigtig reagerede. Og så undrede jeg mig i går over, at folk sagde ”wow”! Der er jo ikke sket noget. Tiden er bare gået, og så er det pludselig ikke længere i orden,” siger Anders Lund Madsen.
Han er i dag kendt som journalist, radio- og tv-vært. Men som 13-årig optrådte han som skuespiller i instruktør Lasse Nielsens film ”Du er ikke alene”.
Ikke nogen hemmelighed
I TV 2-dokumentaren om instruktørens metoder møder seerne flere voksne mænd med fortid som børneskuespillere, der fortæller om Lasse Nielsens overgreb tilbage i 70’erne.
De fortæller til både TV 2 og Politiken – der har lavet historierne i et samarbejde – om upassende berøringer, nøgenhed, onani og grænser, de dengang meget unge drenge ikke var klar til at overskride.
Lasse Nielsen har over for Politiken afvist at udtale sig konkret om sagen:
”Jeg har ingen kommentarer, og jeg kan ikke huske særlig meget fra dengang. Hvorfor kommer det efter 50 år?” har han sagt.
Anders Lund Madsen undrer sig over, at hans oplevelser får så meget opmærksomhed nu.
”Jeg har fandenfløjtemig skrevet om det mange gange og sagt det mange gange, når jeg har optrådt. Det har ikke været en hemmelighed,” siger Anders Lund Madsen og tilføjer:
”Indtil nu har det tilsyneladende ikke haft nogen effekt på andre end mig selv.”
Klummen var et modsvar
Han fortæller, at der i første omgang – i 1998 – ikke var nogen, der reagerede. I anden omgang kom der efterfølgende en artikel i Information, hvor man – ifølge hans udlægning – holdt mikrofonen foran Lasse Nielsen, så han kunne sige, det var løgn.
”Og så var det det,” husker Anders Lund Madsen.
Klummen i Jyllands-Posten i 2008 var en lang fortælling om Lasse Nielsens tilbøjeligheder til at røre ved de unge drenge, og indledningen lyder:
”En forsommerdag for 31 år siden. Kongens Lyngby. Solen skinner. Min far er med. Jeg er 13 år og på vej ind i et homohelvede af sex og løgn og film.”
Anders Lund Madsen fortæller, at han skrev klummen, fordi der skulle holdes et 30-års jubilæum i Imperial for filmen 'Du er ikke alene'. Med Lasse Nielsen som æresgæst.
”Det blev det for festligt til, at det ikke skulle have et modsvar,” siger han.
Et uforklarligt skift
Nu, 10 år senere, har der så været premiere på 'De Misbrugte Filmbørn', og Anders Lund Madsen var selv en af gæsterne på Det Kongelige Teater i går, hvor dokumentaren blev vist.
Her blev det tydeligt for ham, at tonen blandt publikum havde ændret sig.
”Jeg sad for 10 år siden i Imperial og havde indtryk af, at dem, der var der, syntes, det var upassende, det jeg havde gjort. Og så kunne jeg sidde i går inde i Det Kongelige Teater, hvor folk sagde, at det var fantastisk, det jeg havde gjort,” siger han.
Han har svært ved at sætte en finger på, hvad det er, der har ændret sig. Han italesætter selv dokumentarens timing med Metoo-bevægelsen, men han fortsætter hurtigt og understreger, at han ikke er klar over, om det er den bevægelse, der er grunden til, at tonen har ændret sig.
”Det er jo ikke skandalen omkring Harvey Weinstein, der pludselig flår sløret fra alles øjne. Jeg tror, det stikker dybere end det, men jeg kan ikke forklare, hvad det er. Og folkene fra Politiken ringede jo allerede for over to år siden,” siger han.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hurra for Anders Lund Madsen! Hatten af for, at han åbnede ballet, dengang ingen andre var klar til at ophæve tabuet.
Der må være et særligt brændende hjørne af helvede til folk som ikke blot begår overgreb mod børn og unge - men tillige traumatiserer dem og påfører dem skyld og skam.
Jeg undrede mig også dengang, Anders Lund Madsen!
Har aldrig hørt om eller mødt en sex krænker, der ikke benægtede skyld.
Er selv blevet mødt med, "Det har du nok selv været ude om". Eller du kan ikke tillade dig at offentliggøre vedkommendes navn. Skylden tørres af på den krænkede.
Godt, at der er nogen, der bliver ved med at råbe de døve op.
Det næste må være, at de mennesker, der misbruger deres magtposition til at begå sexovergreb på børn skal straffes - og stoppes.
LN benægter, som ALM siger.
Enig med Lasse Skou Andersen. Artiklen fra 2008 er seriøs, og den indeholder også temaet om en ændret tidsånd. Producenten siger endda nogle af de samme ting, når han forsvarer sin rolle i filmens tilblivelse, som han 15/3-18 sagde til 24syv. Forbløffende, hvis kun Information tog sagen op i 2008.
Flere