Brøler

Tandlægebladet trækker hele oplaget efter dimittend blev kaldt 'møgsvin' i spalterne

'Vi havde aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, at sådan noget kunne ske', lyder det fra administrerende redaktør, Gitte Almer Nielsen

Det var noget af en overraskelse, der ventede en dimittend fra tandlægestudiet på Københavns Universitet, da personen modtog den nyeste udgave af Tandlægebladet.

Hvert år trykker Tandlægebladet nemlig et foto og en liste med navnene på alle de nye dimittender. Men da vedkommende åbnede bladet og fandt sit navn på listen, kunne dimittenden konstatere, at ordet  'møgsvin' var trykt mellem personens fornavn og efternavn.

Det var absolut ikke meningen.

Derfor trækker Tandlægebladet nu hele oplaget af den nyeste udgave af bladet tilbage og trykker et nyt.

Det skriver Tandlægeforeningen på Linkedin.

Hvert år udleverer Tandlægebladet et foto og en navneliste til en betroet studerende, som kender holdet og kan skrive navnene på dimittenderne og deres placering på billedet.

”Vi må desværre erkende, at den tillid er blevet misbrugt af den person, som har hjulpet os i år, for han havde anbragt et ukvemsord ved et navn. Det opdager vi ikke i vores kvalitetskontrol, og derfor bliver det her ukvemsord så trykt,” siger administrerende redaktør, Gitte Almer Nielsen.

Gitte Almer Nielsen forklarer, at den slags aldrig tidligere er sket i de 16 år, hun har været på bladet.

På Tandlægebladet læser man kun korrektur på magasinets redaktionelle indhold og ikke på dimittendlisterne. Derfor sneg den uheldige fejl sig ind.

Vi bliver nødt til at gå med livrem og seler fremadrettet
- Gitte Almer Nielsen, administrerende redaktør på Tandlægebladet

Fejlen blev hurtigt fanget af flere studerende, der rasende delte deres kritik på LinkedIn.

"Så eksploderer det jo lidt derfra,” siger Gitte Almer Nielsen.

'Voksen mobning'

I opslagene på LinkedIn er de studerende vrede over, at sådan noget kan ske.

”Voksenmobning og misbrug af ens stilling, bør ikke finde sted som færdiguddannet tandlæge,” skriver en.

Isabel Brandt Jensen, administrerende direktør hos Tandlægeforeningen kalder det i en kommentar til et af opslagene en 'rystende sag,' mens næstformand i Djøf Studerende, Jonas Hofland, skriver, at han er 'dybt forarget.'

Vedkommende, der satte ordet 'møgsvin' ind i navnelisten, giver sig selv til kende på LinkedIn, hvor personen skriver, at vedkommende ikke forstår, hvordan det dokument kan være blevet sendt afsted, og at vedkommende er ”helt umådeligt ked af det af, at det er sket.”

Gitte Almer Nielsen fortæller, at vedkommende også har givet redaktionen en uforbeholden undskyldning.

Opdagede det ikke

Hvordan kunne det her ord havne i jeres blad? 

0 Kommentarer