Kommunikation

”Tæt på umuligt”-strategi virker rodet og besynderlig, siger rådgiver

Socialdemokratiets spidskandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, har skudt sin overborgmesterkampagne i gang ved at skyde forventningerne ned. Det vækker undren hos panelet i ’Budskab’

Med et år til kommunalvalget er dramaet på Københavns Rådhus så småt begyndt at ulme. Mandag kom Socialdemokratiets nøje udvalgte borgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, med en opsigtsvækkende melding.

Til DR sagde hun, at det bliver ”tæt på umuligt” for Socialdemokratiet at beholde magten i København. En formulering, hendes partifælle og fungerende overborgmester, Lars Weiss, også fulgte trop med i Berlingske.

Nanna Bernth, kommunikationschef hos Kulturens Analyseinstitut, kalder det ”en lidt rodet form for kommunikation” og sammenligner det med, hvis anføreren for et sportshold på forhånd dømmer sig selv ude.

”Jeg tror, der var mange, der ville synes, det var lidt besynderligt, hvis vi trak vores allerbedste sportsfolk på banen, der som det første går ud og siger: Ah, det tror jeg sgu ikke, vi kan vinde. Det er ikke noget, der fremmer begejstringen,” siger hun i Journalistens podcast ’Budskab’.

”Når du som det første melder ud, den kan vi sgu ikke vinde den her, så er det svært at holde med – og vi vil gerne holde med nogen, der vinder.”

Tine Lund-Bretlau, strategisk rådgiver hos Det Europæiske Miljøagentur, vurderer, at Socialdemokratiet er ude i en vigtig priming i en situation, hvor Socialdemokratiet ligger svagt i målingerne.

”Hvis ikke hun tog den her up-front, så ville hun skulle tale om det fra nu af til næste år. Nu har hun ligesom erkendt, at de ligger rigtig ringe, og nu skal sejren arbejdes hjem,” siger Tine Lund-Bretlau, strategisk rådgiver hos Det Europæiske Miljøagentur.

Ydmyghed er eneste vej frem

Denne uge gav hovedudfordreren til overborgmesterposten, Enhedslistens Line Barfod, også et opsigtsvækkende interview til Altinget, hvor hun sagde, at det er et selvstændigt mål for Enhedslisten at vippe Socialdemokratiet ud af overborgmesterkontoret.

”Vi mener ikke, at det er sundt, at noget parti sidder på magten så længe,” sagde hun til Altinget.

Og ifølge Tine Lund-Bretlau kan ”tæt på umuligt”-udmeldingerne fra Socialdemokratiet også være et greb til at ændre billedet af Socialdemokratiet.

”De taler jo op imod et narrativ om magtfuldkommenhed, så hun er jo nødt til at vælge en anden strategi ved netop at være mere ydmyg. Det tror jeg faktisk er den eneste vej frem for dem,” siger Tine Lund-Bretlau.

Nanna Bernth er i tvivl om, om det kan fungere.

”Jeg synes virkelig, det er en løjerlig position at sætte sig i. Jeg forstår godt, at man gør det, men på en eller anden måde er der noget duknakket over den her strategi. Derfor bliver det virkelig interessant at se, om de kan cashe in på den her nyvundne ydmyghed,” siger Nanna Bernth.

0 Kommentarer