Den nordiske tænketank, der sidste år blev nedsat gennem Nordisk Ministerråd for Kultur med Tobias Bornakke som formand, er nu klar med 11 anbefalinger til at løse nogle af de største problemstillinger, som tech-giganter skaber for demokratiet.
Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
”Vi har alle indset, at øget politisk kontrol med tech-giganterne er en nødvendighed for, at demokratiske samfund kan trives i det stadig mere digitale 21. århundrede. Det store spørgsmål er ikke længere, om vi har brug for mere demokratisk kontrol med tech-giganterne,” siger Tobias Bornakke i pressemeddelelsen og tilføjer:
”Spørgsmålet er hvordan og hvor hurtigt. I denne henseende bør de nordiske lande gå i spidsen og vise vejen frem.”
Tænketanken anbefaler blandt andet at stille krav om aldersverificering og særlige forældrefunktioner på platforme som Facebook, Instagram og TikTok.
Det bliver også anbefalet, at nordiske public service-medier får et stærkt digitalt mandat til online-tilstedeværelse, skabelse af indhold og udvikling af platforme til den demokratiske debat på nettet.
Det anbefales blandt andet også, at de nordiske lande øger støtten til faktatjek-organisationer, der er eksperter i at imødegå mis- og desinformation.