Hvordan vil lytterne opleve forskellen fra ’Mennesker og medier’ til ’Tabloid’?

”Det er et andet program og en anden vært. Mit fokus bliver i højere grad at beskæftige mig med journalistikken end med mediebranchen som sådan. Jeg kommer til at være mere optaget af de konkrete historier, måden de bliver fortalt på, hvem der fortæller dem, og hvem der ikke gør, end af spørgsmål om, hvordan vi udvikler lokaljournalistikken, eller hvad vi gør i forhold til techgiganter.”

Hvordan vil du beskrive dine journalistiske værdier?

”Ordentlighed – at man opfører sig ordentligt over for kilderne, i måden man bearbejder stoffet og i forhold til at kunne sit stof. Jeg er nok i meget høj grad præget af at have beskæftiget mig med retsstof. Der er nogle spilleregler, som mange måske opfatter som gammeldags, men som man overholder. Man kan ikke gætte, formode og ”erfare” på samme måde som i sport og politik, for vi er ude i noget, der handler om liv og død. Som kriminalreporter har du sjældent en god historie, uden at der sidder nogle ulykkelige mennesker – ofre, gerningsmænd, pårørende. Den der magtbalance mellem dem, der fortæller historien, og dem, der lever den, skal nogle gange lige kalibreres.”

”Hun er iskold og ikke bange for at gå i flæsket på dem, der ­bestemmer. Også hendes egen chef,” siger Nikolai Thyssen i presse­meddelelsen om din værtsrolle. Hvordan bliver man ”iskold”?

”Det må du spørge Nikolai Thyssen om. Jeg opfatter mig ikke som iskold, medmindre jeg er ude i frostvejr med for lidt tøj på. Men … at jeg ikke er bange for at gå i flæsket på den, der bestemmer, og min egen chef, tror jeg bunder i min opdragelse på Ekstra Bladet. I den allerførste uge sagde Bent Falbert til os praktikanter: ’Hvis du ikke tør sige din egen chef imod, hvordan forestiller du dig så, at du nogensinde vil stille et kritisk spørgsmål til en statsminister?’ Det er den hovedregel, jeg har levet efter siden.”

Du har mange spændende ting på cv’et – hvornår har du været mest lykkelig i dit arbejdsliv?

”Jeg var meget, meget glad for at være reporter på Ekstra Bladet, da jeg var ung. Det var en arbejdsplads med et tårnhøjt ambitionsniveau og en konstant bevidsthed om, at når man taler med store bogstaver, så stiller det høje krav til det, man laver. Jeg synes, det har været sjovt at lave fjernsyn. Jeg brugte nogle år på at skrive bøger – en helt anden form for journalistisk arbejde, der kan noget andet. ’P1 Debat’ var i mange år mit drømmejob, så det var jeg meget glad for at få. Og så havde jeg nogle pragtfulde år på 24syv. Men mest lykkelig … det kan jeg sgu ikke pege på.”

Mange kender dig for din lidt særlige stemme – hvad har den betydet for din karriere?

”Da jeg gik på DJH, havde vi et radiokursus, hvor vi fik besøg af to talepædagoger fra DR. De sagde: ’Ja, du har jo en meget speciel stemme, som nok ikke vil kunne gå i DR. Måske i et program som ’Erotica’, som Alex Nyborg Madsen havde. Men radioavis, TV Avisen, P1 – aldrig.’ Derfor havde jeg en lille stilfærdig fest med mig selv, da jeg nogle år efter var ansat på TV Avisen og lavede et fire minutter langt væg til væg-speaket indslag om torskekvoter og EU. På det felt tror jeg, Radio24syv har gjort en kæmpe forskel, fordi man inviterede stemmer og dialekter ind, som var særegne. Jeg er gået fra at få at vide, at jeg har en ubrugelig stemme, til at blive komplimenteret og genkendt på stemmen, sågår i 7eleven.”

Hvornår blev du sidst forarget over journalistik?

”Jeg bliver mange ting, men sjældent forarget. Men skal jeg ransage min hukommelse for noget, jeg syntes var sjusket, så tænker jeg på Journalistens note over et nyt program med mig. Det blev til, at nu genopstod ’Mennesker og Medier’ med en ny titel, og jeg var den nye Kurt Strand. Ingen af delene er rigtigt. Det er irriterende. Og jeg synes, det var irriterende, at der var kolleger, der skrev om min seneste skilsmisse uden at ringe til mig. Doven journalistik forarger mig.”

Som københavner-journalist kan ens horisont hurtigt blive optaget af historier fra og med hovedstadens store mediehuse. Hvordan vil du undgå det?

”Jeg har jo været på en radio, der ikke findes længere, fordi nogle syntes, den var for københavnerfikseret. Men det bliver jo min opgave at holde mig orienteret, også om alle de nichebikse, der dukker op her og der – Den Uafhængige, Frihedsbrevet, Podimo, som producerer på helt andre vilkår, synes jeg også er interessante.”

Ingen brancher – måske bortset fra politik – har så meget offentlig selvrefleksion (navlepilleri) som mediebranchen. Hvorfor er det interessant for den brede befolkning?

”Jeg ser opgaven som en slags forbrugerjournalistik om journalistik. Køber man en pakke hakket kød, kan man både læse på pakken og dertil se eller lugte, om det er godt eller ej. Med journalistik kan det være overordentligt svært at gennemskue, hvad det egentlig er, man har med at gøre – især i en tid med massiv nyhedsstrøm både fra professionelle og sociale medier. Derfor vil jeg gerne beskæftige mig med, hvordan vores arbejde egentlig bliver til.”

Hvilke grunde ser du til at være optimistisk på fagets vegne?

”Optimisme er vel mere sådan en livs­indstilling. Men jeg møder da yngre kolleger i alle mulige felter, som er dygtige og engagerede. Og når de professionelle medier i stigende grad bliver afvist – for eksempel af politikere, der hellere vil tale på Facebook end stille op til interview – så giver det bare ekstra drivkraft og motivation til, at vi prøver noget andet … noget bedre. Den motivation, der kommer af modstand, bliver ved med at leve, tror jeg.”