search

Systemet Politiken – eksistensen er under pres

Udefra set virker det som om, dagbladet Politiken befinder sig i en eksistentiel krise, der i sidste ende kan være livstruende.

Udefra set virker det som om, dagbladet Politiken befinder sig i en eksistentiel krise, der i sidste ende kan være livstruende. Men en selvkritisk artikelserie i sommer var måske det første tegn på, at der breder sig en selverkendelse på avisen, så den i tide får sig bragt tilbage til sine rødder – til det oprindelige værdigrundlag – med mindre artikelserien ikke var andet end et smart, selviscenesættende sommerstunt

De seneste tal for Politiken er ret foruroligende – både oplags- og læsertal rasler ned, og udviklingen har over tid været eskalerende. Avisens meget omtalte omlægning ligner ikke nogen stor succes, men hvis sommerens selvkritiske artikelserie under navnet "Systemet Politiken – hvad er der egentlig galt med os?" ikke bare var et påtaget, krukket mediestunt, er der måske håb om, at avisen har indledt en en proces, som bringer avisen tilbage til sit oprindelige værdigrundlag – det, der bygger på frisindet, på det fordomsfri og det tolerante, og der hvor avisen var landets førende intellektuelt stimulerende medie.

Men det haster. Og hvis ikke Politikens stadig hastigere deroute snart bliver bragt til ophør eller bremset voldsomt op, må der være højtplacerede mennesker i JP/Politiken-koncernens direktion og bestyrelse, der overvejer, om avisens ledelse er skruet rigtigt sammen.

Økonomisk har Politiken selv ved væsentlig højere oplagstal aldrig været nogen guldgrube, men hvordan det står til nu, véd vi ikke. Avisen har ikke selv helt samme principper om åbenhed og gennemsigtighed, som man i spalterne kræver af alle andre.

Men vi véd, at Politiken deler 23.000 fællesabonnenter med Frederiksborg Amts Avis, og når man ser på tilsvarende erfaringer fra Berlingske Tidende, kan man næppe regne med, at mere end halvdelen af disse er egentlige og loyale Politiken-abonnenter. Dermed er Politiken reelt faretruende tæt på den vigtige oplagsmilepæl på 100.000 solgte aviser om dagen.

Politiken var således også det dagblad, som i årets første fire måneder havde det numerisk set største oplagsmæssige fald på næsten 10.000 eksemplarer – svarende til 7,5 procent af avisens oplag. Læsertallet viser den samme tendens – kunderne har længe sevet ud af butikken – nu flygter de nærmest.

Det er indiskutabelt, at helbreddet skranter, og man kan måske stille diagnosen "eksistentiel krise". Måske var det i erkendelsen af, at tingene ikke er, som de burde være, som hen over sommeren fik avisen til at iværksatte en en artikelserie om sig selv under temaet "Systemet Politiken" med underteksten "Hvad er det egentlig, der er galt med os?". Det virker både rigtigt og sympatisk at behandle sig selv journalistisk selvkritisk – at give plads til kritikerne.

"Hvad er det egentlig, der er galt med os," er en formulering, der kun kan have til hensigt at få læserne til at tro, at avisen har indledt en større selvransagelsesproces. Man opbygger hos læserne en opfattelse af, at avisen er så åben, fordomsfri og frisindet, at den rummer alt – ja, selv kritik mod sig selv. Det siger sig selv, at dertil knytter sig forventninger om, at Politiken så rent faktisk lytter til den fremsatte kritik og agerer på det, og at artikelserien ikke bare var ren luft, der med tyk ironi og sarkasme indirekte gjorde nar ad de læsere, som tog seriens tema for pålydende.

Måske bliver læserne godt skuffede, for jeg har endnu ikke set nogen en ledende Politiken-medarbejder udtrykke sig på en måde, som understøtter antydninger af selverkendelse i forhold til avisens journalistiske linje. Og så er det måske bare et rent sommer-stunt for, at avisen kan pudse sin glorie som den fordomsfrie, frisindede og levende avis med højt til loftet.

Én af kritikerne var Bertel Haarder, som mente, at Politiken overskrider journalistisk anstændighed. Omlægningen til en mere holdningspræget avis har i hvert fald gjort avisen mere forudsigelig, som en anden af kritikerne – Morten Sabroe – også har sagt. Man véd instinktivt ud fra overskrifterne, hvilken type kilder der er anvendt, og hvilket formål og synspunkter de skal fremme.

Selv den mest objektive og apolitiske journalist vil rent fagligt kunne konstatere, at den journalistiske linje er kraftigt præget af de samme meninger og holdninger. Man bliver ikke længere intellektuelt udfordret og overrasket ved at læse avisen – sangen er i store træk den samme dag ud og dag ind. Heltene og skurkene er sort/hvide som i en billig amerikansk film, og rollerne er fordelt. Det er længe siden, man har fået sig en overraskelse på den konto.

Én af Politikens grundlæggende systemfejl er, at indignationen som journalistisk drivkraft har udvidet sig. Nu er det også en god historie, når folk føler sig krænket, hvilket giver uanede muligheder for historier.

Problemet er blot, at hvor indignationen er en indbygget del af journalistikken, fordi den udspringer af forargelse over en nærmest dokumentérbar overmagts uretfærdighed mod en svagere modpart, så er følelsen af krænkelse rent privat og personlig. Man føler sig krænket på sit subjektive værdisæt, og da enhver kan påberåbe sig at være blevet krænket af det ene eller det andet, er der ingen ende på strømmen af historier, der kan udvindes af mennesker, som føler sig krænkede. Ikke mindst debatsiderne er fyldt med læserbreve, kronikker og meget andet fra folk, som er krænkede over de personer, organisationer, myndigheder etc., der af Politiken og kernelæserne opfattes som modstandere.

Krænkelsen er nært beslægtet med puritanismen, og således skal Politikens forøgede brug af denne private følelse som løftestang for journalistik nok findes i den omsiggribende nypuritanisme, som også drev avisens klapjagt på Jørgen Leth i sin tid. Det morsomme er imidlertid, at puritanismen er fundamentalt i modstrid med Politikens oprindelige værdier, og det opdager Politiken forhåbentlig i sin selverkendelsesproces.

Politikens eksistensberettigelse findes ikke i at være et menighedsblad, et politisk parti eller en sekt, som avisen er blevet påstået at have udviklet sig til, men at være den velfunderede, frisindede, åbne avis, som vi kendte fra tidligere.

Dette indlæg er desuden publiceret som klumme i bladet Markedsføring.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen