En række undertekstere hos svenske SVT Nyheter vil blive erstattet af et kunstig intelligens-værktøj som led i en spareøvelse.
Det skriver journalisten.se.
Planen er, at programmet Limecraft, der automatisk transkriberer tekst til et indslag, skal implementeres i SVT’s nyhedsafdeling allerede i marts. Inden et indslag kan udgives, skal undertekstningen dog ses igennem og rettes af en journalist.
Ifølge SVT vil man kunne spare otte til 10 stillinger væk ved at gå over til at bruge Limecraft.
Initiativet møder kritik fra journalistgruppen i SVT, da det lægger mere arbejde over på journalisterne.
”Ifølge ledelsen tager det cirka et kvarter at rette op på tekstningen, hvilket måske ikke lyder af meget. Men hvis man lægger det til alt det andet, en reporter skal lave, begynder vi at nærme os en slags smertegrænse. Man skal finde tiden et sted. Skal der laves færre indslag? Skal der lægges mere arbejdstid ind i vagterne? Der er flere problemer, der skal løses,” siger formand for gruppen Rebecka Mårtensson til journalisten.se.