Hvornår vidste du, at det ikke ville ende godt for Martin Brygmann i dokumentaren ’Sexisme i musikbranchen’?

”Med det samme. Der er ikke nogen i Danmark eller internationalt, der er blevet anklaget i en MeToo-sag, som er kommet uskadt ud på den anden side. Så helt fra begyndelsen vidste vi, at det var alvorligt for ham, hans karriere og familie.”

Hvorfor sagde du ja til at påtage dig opgaven, hvis det er så svært at komme godt ud af det?

”Inden for jura har man ret til en forsvarsadvokat, hvis man bliver stillet for en domstol. Hvis man bliver stillet for en folkedomstol, har man ret til en kommunikationsrådgiver til at forsvare sig. Problemet er, at det er meget begrænset, hvad man som kommunikationsrådgiver kan gøre i MeToo-sager. Når du bliver anklaget for MeToo-krænkelser, mister du din stemme med det samme. Alt, hvad du siger, bliver mødt med mistro. Det betyder, at du som rådgiver ikke kan bruge de almindelige kommunikationsværktøjer, som for eksempel at forklare nuancer og lave bevisførelse i det offentlige rum.”

Hvad gjorde du så for at fremme hans sag?

”Al krisestyring handler først om at få pulsen ned, uanset om det drejer sig om virksomheder, organisationer eller enkeltpersoner. Når du ved, at du bliver anklaget for noget, som kan ændre dit liv og din karriere, kan det udløse en kæmpe uretfærdighedsfølelse – især når man ikke mener, at anklagerne passer. I MeToo-sager skal man selv bevise, hvad man skrev i en 15 år gammel beskedtråd, eller hvor man var på et bestemt tidspunkt. Det er omvendt bevisbyrde. Vi havde et langt forløb med produktionsselskabet og DR, hvor det hurtigt stod tydeligt for os, at de kun var interesseret i at finde eksempler, der kunne drive historien om, at han havde gjort noget galt – et mønster, man jo også har set i andre dokumentarer.”

Hvis Martin Brygmann havde stillet op til interview i dokumentaren, kunne DR så ikke have fået hans side med?

”Det er desværre ikke så simpelt – for hvis man stiller op og fremlægger beviser i offentligheden, risikerer man at blive beskyldt for victim blaming – og så er man endnu dårligere stillet.”

Det lyder, som om du synes, Martin Brygmann er helt uskyldig?

”Nej, det gør jeg ikke. Der er mange mænd, der ikke er uskyldige. Men der er også mange mænd, som har sagt eller gjort noget for 20 år siden, som de simpelthen ikke forstod var så grænseoverskridende og sårende. Og som vi i dag, med rette, ikke accepterer. Martin skrev selv på Facebook efter dokumentaren, at han har været blind for, at hans platte og flirtende humor og adfærd, som er en del af hans person, har været grænseoverskridende for nogen. Det hører ikke til i studiet eller til festen. Det, han laver på scenen, skal ikke tages med ned fra scenen. Det kan han godt se i dag, og han indrømmer, at han har været for langsom til at forstå det.”

Hvad er dit eget syn på MeToo-bevægelsen?

”MeToo er en utroligt tiltrængt og vigtig bevægelse, der redefinerer, hvordan mænd og kvinder skal omgås hinanden. Jeg ser det som resultatet af, at mænd i årtier ikke lyttede til det, kvinderne sagde. Så det er naturligt, at MeToo-bevægelsen opstod som reaktion. Det er også en bevægelse, som er drevet frem af enkeltsager, for at den kan trænge igennem, men hvor debatten desværre hurtigt bliver skinger, og hvor man bliver udskammet, hvis man stiller sig op og prøver at nuancere. I Sverige er de længere fremme, fordi de havde sagen om teaterdirektøren Benny Fredriksson, der blev anklaget for MeToo-krænkelser og begik selvmord. Anklagerne viste sig at være forkerte, og journalisten Åsa Linderborg, der afslørede teaterdirektøren, har efterfølgende undskyldt og taler om, at medierne skal passe bedre på i dækningen. Jeg savner en mere lyttende tilgang i Danmark, så vi alle sammen kan blive klogere på, hvordan vi skal opføre os over for hinanden.”

I ’Sexisme i musikbranchen’ fortæller otte – ofte unge – kvinder om Martin Brygmann, at de har følt sig gået for nær. Hvorfor skal det ikke komme frem?

”Det er ekstremt vigtigt, at det kommer frem, hvis det er rigtigt. Problemet er, at det bliver en tabloid historie om to kendte musikere, og dermed får vi ikke taget debatten om, hvad der i virkeligheden er problemet.”

Det var Brygmanns advokat, der gik i retten for at stoppe dokumentaren. Martin Brygmann skrev på Facebook, at han ikke mener, at han har misbrugt sin magt. Han er kommet med komplimenter og måske flirtende vittigheder. Det blev af mange tolket, som om han ikke syntes, han havde gjort noget forkert?

”Og det viser jo netop problemet med, at samtalen bliver sort/hvid. Han skriver, at han er både flirtende, nogle gange lidt småplat – og nogle ville sige klam – på en måde, som nogle finder hylende morsomt. Men han skriver også, at han har været blind for, at status og berømmelse kan skabe en skævhed i relationer.”

Hvorfor lagde Martin Brygmann sig ikke bare fladt ned ligesom trommeslageren Claes Antonsen, der også var med i ’Sexisme i musikbranchen’?

”Alle dem, der har lagt sig ned – også selv om de ikke følte det retfærdigt – har ikke fået tilgivelse. Hvis man lægger sig fladt ned for at opnå fred for sig selv og sin familie, sker det alligevel aldrig, for tilgivelsen har været ikkeeksisterende.”

Hvordan har det personligt været for dig at arbejde med sagen?

”Jeg er nervøs for. hvordan det bliver opfattet, når jeg udtaler mig som hvid, cis-kønnet mand i 50’erne. Alene det diskvalificerer mig. Men jeg er også en far, en ven og har en kone, som ufrivilligt kan blive trukket ind i det, fordi jeg udtaler mig om mit arbejde.”

Med din baggrund i kommunikation de seneste 20 år hvad har du så lært, som du ikke vidste før?

”At det drejer sig ekstremt meget om psykologi. Personer, der bliver anklaget for MeToo-krænkelser, oplever det værste, man kan opleve som menneske – at blive smidt ud af fællesskabet. Derfor handlede min rådgivning mest om psykologi, fordi kommunikationsværktøjerne i sig selv ikke kunne levere.”

- Foto: Daniel Hjorth