Sociale medier

Sundhedsmyndighed vil trække stikket til Facebook

Efter nytår planlægger Patienterstatningen at lukke ned for sin Facebook-side, fordi der er usikkerhed om brugernes datasikkerhed. Et dilemma, erkender kommunikationschef

Myndigheden Patienterstatningen planlægger efter lange overvejelser at lukke helt ned for sin Facebook-konto.

”Det planlægger vi at gøre i starten af det nye år,” siger kommunikationschef Caspar Strand i podcasten ’Budskab’.

Beslutningen kommer, efter at der er sået tvivl om, hvorvidt de som myndighed kan være på Facebook og samtidig overholde GDPR-reglerne.

Patienterstatningens overvejelser om Facebook går tilbage til sidste år, hvor det norske datatilsyn rejste tvivl om, hvorvidt myndighederne overhovedet kan bruge Facebook til kommunikation på lovlig vis. Facebook selv har erklæret sig uenig i det norske datatilsyns risikovurdering.

”Vi bliver opmærksom på, at der både i Norge og Tyskland kører en debat om det her, hvor myndighederne i Norge, såvidt vi kan læse, faktisk anbefaler, at man lukker ned, når man er myndighed,” siger Caspar Strand.

Det fik Patienterstatningen til at kontakte det danske datatilsyn for at høre, ’hvad som er op og ned’.

Kræver aftale med Meta

I et svar til Patienterstatningen har Datatilsynet blandt andet skrevet, at:

”Som dataansvarlig skal I kunne påvise, at behandling af personoplysninger sker i overensstemmelse med de databeskyttelsesretlige regler, hvilket f.eks. betyder, at et fælles dataansvar mellem jer og det sociale medie skal reguleres i en aftale.”

I Patienterstatningen læser de svaret sådan, at det kræver en databehandleraftale med Meta, som ejer Facebook, hvis de lovligt skal kunne være på Facebook.

”Og det kan vi ikke få,” siger Caspar Strand i ’Budskab’.

Bliver på LinkedIn

Han erkender, at det er et ’dilemma’ for Patienterstatningen. Dens Facebook-side er en god kanal  til at nå ud til mange borgere med relevante informationer.

”Vi er utroligt glade for Facebook. Vi har mange, som følger os der. Vi har også en god interaktion med dem. Men vi kan jo ikke sidde overhørig, hvis der er nogen, der stiller tvivl om, om det er lovligt,” siger Caspar Strand.

”Der synes jeg, vi som myndighed har et ansvar, der betyder, at vi trækker os ud, indtil vi ved mere, og indtil vi som myndighed kan sige, at det her er helt på plads.”

Patienterstatningen er i dag både på Facebook og LinkedIn, og de forventer at blive på sidstnævnte.

”Der er vores overvejelse, at der er Datatilsynet selv, så vidt vi kan se. Der har vi så sagt, at hvis de er der og vurderer det, så læner vi os op ad det,” siger Caspar Strand.

0 Kommentarer