Kommunikationsstuderende Asta Paaske Larsen vidste godt, at hun ville få travlt, når hun kom ud i praktik på pr-bureauet HAVE.

”Under samtalen havde jeg fået at vide, at man blev tilknyttet seks-otte projekter i alt, men det blev langt overskredet. Det var svært at forudsige, hvornår opgaverne kom, og der var mange såkaldte hastere,” fortæller hun.

Som praktikant bestod Asta Paaske Larsens opgaver for eksempel i at sende pitches til medierne, invitere pressen til gallapremierer, arrangere pressevisninger, deltage i pressemøder og betjente SoMe-kanaler.

”Man kunne føle, at man lavede det samme dag ud og dag ind, bare på mange forskellige projekter,” siger Asta Paaske Larsen.

Når det var værst, kunne hun mærke det fysisk.

”Jeg fik hjertebanken, og tårerne pressede sig på, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle nå alle opgaverne, inden dagen var omme,” forklarer hun.

Alt for mange timer

Asta Paaske Larsen er en af de kommunikationsstuderende på RUC, der har oplevet at blive pålagt for mange opgaver under praktikken på 3. semester.

Ifølge Sofus Tao Esthave Pedersen, forperson for Danske Mediestuderende, er det ikke er ualmindeligt, at det sker.

”Nogle praktikanter holder sig inden for de 650 timer, de skal levere i deres praktiktid. Men flere af dem, som vi har talt med, har arbejdet op imod 800-900 timer på deres praktiksteder. Det er ret vildt,” siger Sofus Tao Esthave Pedersen.

Arbejdsmængden betyder, at nogle af efterårets praktikanter måtte inddrage deres juleferie for at skrive deres 30 siders praktikrapport.

”Vi synes, det er et problem, at den anslåede ramme, som RUC har givet til sine studerende, kan overskrides så voldsomt, som det er tilfældet her,” siger Sofus Tao Esthave Pedersen.

Ja-hatten

Selv om der er et loft for, hvor mange timer praktikanterne skal arbejde i deres praktikperiode, kan de have svært ved at sige fra, forklarer Sofus Tao Esthave Pedersen. Det skyldes ifølge ham, at praktikanterne skal tænke på deres fremtidige jobmuligheder. Det mindsker lysten til at fortælle, hvordan man reelt har det.

”Der er sikkert mange, der gerne vil vise, hvad de er værd, og derfor afholder sig fra at sige fra,” forklarer Sofus Tao Esthave Pedersen.

Asta Paaske Larsen, fortæller, at hun talte med sine medpraktikanter på bureauet om arbejdspresset, men i starten tøvede de med at fortælle om deres oplevelser.

”Man vil jo gerne have ja-hatten på og være en teamspiller,” siger Asta Paaske Larsen.

Da de endelig gjorde deres praktikantvært opmærksom på problemet, blev der lyttet.

”Jeg fik at vide, at vi endelig skulle sige fra, og det havde vi altid mulighed for,” siger Asta Paaske Larsen.

Det svar var hun glad for.

”Det skulle have været tydeligere fra starten, hvad vi havde af muligheder, og hvordan vi kunne sige fra, hvis vi stod i en situation, hvor vi druknede i opgaver,” forklarer Asta Paaske Larsen.

Ambassadører for praktikstedet

Rikke Hesselholt, chefrådgiver og medlem af ledelsen i Have, siger, at bureauet tager rollen som praktiksted seriøst.

”Når vi har mange studerende, som vi har, er de ambassadører, som vi sender ud i virkeligheden, og derfor skal de have et godt forløb,” siger hun.

For eksempel er der en introduktion for praktikanterne om kulturen på arbejdspladsen, hvor det bliver understreget, at de skal sige fra, hvis arbejdsmængden bliver for stor.

”Hvis man har for meget at se til, leverer man ikke et godt resultat,” siger Rikke Hesselholt.

Men fordi praktikanterne samlet ser bliver præsenteret for mange informationer, når de introduceres til arbejdspladsen, kan det godt være, det går i glemmebogen, erkender Rikke Hesselholt.

”Man kan hurtigt glemme det, man fik at vide den første dag, så en gentagelse af budskabet er nok en god ting,” siger hun.

Praktikanter skal ikke være bange for at sige fra, hvis de ikke kan overkomme mere, siger hun:

”Vi ser det som en styrke, at man kan sætte grænser og viser os tillid nok til at sige det til os.”

Idéen om, at praktikanterne løbende bliver mindet om, at de skal ytre sig, hvis opgaverne bliver for mange, er god, mener Asta Paaske Larsen.

”Der var så mange informationer i den første periode af praktiktiden, og jeg svedte det ud, fordi jeg skulle præstere så meget. Så jeg tror, der er behov for at fortælle praktikanterne det flere gange,” siger hun.

Studerende skal ikke stå alene

Emma Kate Walsh, formand for KSR, foreningen for de kommunikationsstuderende på RUC, har talt med fem studerende, der siger, at den manglende forventningsafstemning under praktikken stressede dem.

Hun efterlyser bedre rammer, så praktikanterne kan sige fra over for alt for høje arbejdskrav.

”Det skal være et fokus i undervisningen – og der skal være en tættere dialog mellem universitet og praktiksteder, så de studerende ikke oplever at stå alene med det,” foreslår Emma Kate Walsh.

Lektor og praktikkoordinator på RUC Rasmus Rex Pedersen kan godt genkende, at nogle studerende i praktikken får flere opgaver, end de kan klare.

”Det gælder ikke alle studerende, men det er noget, der eksisterer,” siger han.

Rasmus Rex Pedersen forklarer, at RUC før praktikken holder et informationsmøde for de studerende om, hvad det vil sige at være i praktik. Samtidig tilbyder RUC at se de kontrakter, som praktikstederne beder praktikanter om at underskrive.

Og under praktikforløbet er det målsætningen, at en vejleder fra RUC mødes med praktikstedet og den studerende og laver en forventningsafstemning.

”Vi gør noget, men vi kunne gøre mere – det kan man altid. Udfordringen er, at det er frivilligt at komme til infomøderne og tage imod individuel sparring på praktikaftalen. Det er en åben invitation, men vi kan ikke tvinge dem til at være der,” siger Rasmus Rex Pedersen.