Voldgift

Strid om tv-penge slut efter fem år – DJ er godt tilfreds

DJ-forperson Allan Boye Thulstrup glæder sig over, at voldgiftssag er endt med noget nær status quo for DJ's medlemmer.

En lang voldgiftssag om fordelingen af årligt 20 millioner kroner i Copydan-penge er slut.

To af parterne, Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation (DJ) samt  Film- og TV-arbejderforeningen (FAF), erklærer sig i hver deres pressemeddelelse godt tilfredse med udfaldet i sagen, som var anlagt af Dansk Filmfotograf Forbund (DFF).

Striden har stået om fordelingen af rettighedsmidlerne i puljen Copydan Verdens-tv, som blandt andet er betaling for retransmission af tv.

Anlagt af DFF

DFF havde krævet en markant omfordeling af midlerne, så de gik fra at få 24 til 45 procent. Voldgiften er endt med, at DFF får øget sin andel en smule – til 29 procent.

DJ går fra 38,5 procent til 37 procent, mens FAF går fra 33 til 32 procent, og Dansk Metal fra 4,5 til 2 procent.

DF-forperson Allan Boye Thulstrup er godt tilfreds med, at det ender med næsten status quo.

Penge bliver frigivet

Det skyldes blandt andet, at det med afgørelsen bliver slået fast, at ikke kun fotografer, men også funktioner inden for lyd, lys og redigering har ret til Copydan-midler.

”Men jeg kan selvfølgelig godt ærgre mig over, at det skulle tage næsten fem år og en voldgiftssag, før vi kom hertil,” siger Allan Boye Thulstrup i en pressemeddelelse.

Striden har stået på i fem år, og selve voldgiftssagen i tre år. I den periode er der ikke blevet udbetalt midler fra puljen. Processen med at udbetale de omkring 100 millioner kroner, der har været tilbageholdt, kan nu gå i gang.

 

 

0 Kommentarer