It-sikkerhed

Stort mediehus har været udsat for omfattende hackerangreb

Efter flere ansatte gik i en fælde med phishing-mails, ønsker ledelsen hos Jysk Fynske Medier, at sagen får "personaleretlige konsekvenser," lyder det i intern besked

Danmarks næststørste private mediekoncern Jysk Fynske Medier var onsdag udsat for et omfattende hackerangreb. Det fremgår af en intern besked til ansatte i koncernen, som Journalisten har set. Her omtales onsdag som ”en af de mørkeste dage i virksomhedens historie”.

Angrebet startede i juni, hvor en ansat i koncernen åbnede en phishing-mail, klikkede på et link og afgav login-oplysninger.

Onsdag denne uge udsendte personerne bag phishingmailen endnu en phishingmail, denne gang til 800 ansatte og også flere eksterne kontakter.

Flere klikkede på linket i mailen og afleverede deres loginoplysninger. Det fremgår dog også af den interne besked, at andre ansatte reagerede på phishing-mailen, og at angrebet hurtigt blev lukket ned.

Medarbejderne i Jysk Fynske Medier bliver løbende trænet i at være på vagt over for den type angreb.

”Uansvarlig adfærd”

Den interne besked om hackerangrebet har viceadministrerende direktør og COO Bjarne W. Munck som afsender. Her står, at træningen i hackerangreb tilsyneladende ”ikke har virket tilstrækkeligt”.

”Det betyder, at vi er nødt til at tage nye og skrappere forholdsregler i brug, herunder personaleretlige konsekvenser, da vi ikke tåler, at medarbejderes sætter virksomhedens ve og vel over styr ved uansvarlig adfærd,” lyder det i beskeden.

Journalisten har siden torsdag forsøgt at få en kommentar fra direktør Jesper Rosener, og herunder at få nærmere opklaret, hvilke ”personaleretlige konsekvenser”, der er tale om. Han er ikke vendt tilbage.

Bjarne W. Munck afviser at kommentere.

”Jeg har ingen kommentarer til det. Vi har styr på det internt, og alt kører som det skal hos os, så ingen yderligere kommentarer,” siger Bjarne W Munck.

Angreb er meget udbredte

Phishing er, når kriminelle forsøger at franarre for eksempel personfølsomme oplysninger eller adgangskoder. Afsenderne får typisk deres phishing mails til at se legitime ud, ved at de ligner mails fra en myndighed eller en person, modtageren kender og har tillid til.

Ifølge en rapport fra Center for Cybersikkerhed er angreb, som indledes med phishing-mail, "meget udbredte", og de kan føre til tab af penge, data eller alvorlig skade på it-netværket.

I 2022 blev Næstved Kommune snydt for 277.000 kroner på grund af en mail, som gav sig ud for at komme fra en elektriker, skriver Center for Cybersikkerhed i sin trusselsvurdering fra 2023.

0 Kommentarer