Stormøde på B.T.: Michael Dyrby tager ferie efter TV 2-dokumentar

Michael Dyrby bekræfter selv, at han holder ferie i nogle dage. (Opdateret 13:06)

Onsdag formiddag har der været stormøde på B.T. i Pilestræde i København, hvor koncernchef Anders Krab-Johansen fra Berlingske Media i lidt under en time har talt med medarbejderne på avisen.

Det oplyser flere kilder til Ekstra Bladet, og siden har Journalisten også fået forløbet bekræftet af kilder med kendskab til mødet. Over for Journalisten bekræfter B.T.-chefredaktør Jonas Kuld Rathje, at mødet har fundet sted.

På mødet, som både foregik fysisk og via stream til hjemmearbejdspladserne, fortalte Anders Krab-Johansen, at B.T.-chefredaktør Michael Dyrby er blevet opfordret til at holde ferie, fordi Michael Dyrby ifølge Anders Krab-Johansen er ”ked af det” i kølvandet af dokumentaren om krænkelser på TV 2.

I en sms til Ritzau bekræfter Michael Dyrby, at han bliver hjemme fra arbejde nogle dage:

”Anders Krab og jeg er blevet enige om, at jeg tager nogle dage fri,” skriver Dyrby i sms’en, hvor han også afviser, at han er blevet hjemsendt.

Samme toner lyder fra Jonas Kuld Rathje, som er chefredaktør på B.T.:

”Michael Dyrby er ikke hjemsendt, men jeg kan godt bekræfte, at han ikke er her. På mødet fremgik det, at Anders Krab-Johansen havde opfordret ham til at tage nogle dage fri,” siger han til Journalisten.

Skyts rettet mod Dyrby

Michael Dyrby nævnes ikke ved navn i dokumentaren, men er kommet i skudlinjen, fordi han har en fortid som chef på netop TV 2. I dokumentaren står 11 kvinder frem med navn og fortæller om krænkelser, grænseoverskridende adfærd og usund kultur på TV 2.

En af kvinderne er Anna Thygesen, som efter dokumentaren har fortalt til Ekstra Bladet, at det var Michael Dyrby, der i en bus på vej hjem fra en fest i 2007 optrådte sig sexistisk over for hende.

”Du bliver aldrig til noget her på TV 2. Du er for gammel. Du er for rapkæftet. Og fordi jeg ikke vil kneppe dig,” skulle Michael Dyrby ifølge Anna Thygesen have sagt til hende i bussen.

Michael Dyrby har afvist Anna Thygesens anklager, men over for B.T. erkender han, at han bærer en del af ansvaret for den usunde kultur på TV 2.

Krab har tillid til Dyrby

Jonas Kuld Rathje fortæller Journalisten, at feriemeldingen fra Michael Dyrby ikke får indflydelse på chefgangene på B.T.:

”Jeg er ikke ansvarshavende på B.T., så det er ikke anderledes, end hvis Michael Dyrby er på ferie som normalt. Men lige præcis det, der handler om denne sag, går så igennem mig,” siger han.

Han kan heller ikke svare på, om forløbet får konsekvenser for Michael Dyrbys stilling på avisen:

”Det må du spørge Anders Krab-Johansen om. Det var ikke et tema på mødet,” siger han.

Tirsdag sagde Anders Krab-Johansen, at Michael Dyrby sagtens kan fortsætte som chefredaktør for B.T.:

”Ja, jeg har tillid til Michael Dyrby.”

”Når det gælder Michael Dyrby, kan og vil jeg kun vurdere ham på hans arbejde som ansvarshavende chefredaktør for B.T. de seneste fire år. Her har han bidraget til at skabe en åben og sund kultur,” lød det fra koncernchefen i et skriftligt svar.

Journalisten forsøger at få et interview med koncernchef Anders Krab-Johansen og chefredaktør Michael Dyrby.

Opdateret 12:33: Kommentar fra B.T.-chefredaktør Jonas Kuld Rathje tilføjet.

Opdateret 13:06: Michael Dyrbys sms-kommentar til Ritzau tilføjet.

0 Kommentarer