Foto: TechBBQ/Pressefoto
En fotograf med en stærk portefølje, sit eget professionelle eller semiprofessionelle udstyr, og selvtillid til at arbejde i et travlt og hurtigt bevægende miljø, og som kan være tilgængelig den 26. eller 27. august.
Det er nogle af de kvalifikationer, den store danske tech-organisation TechBBQ er på udkig efter hos en stillfotograf og en videofotograf, der skal kunne dække TechBBQ's årlige internationale konference i denne uge.
Fotograferne skal kunne levere stærkt materiale til TechBBQ's sociale medier, hjemmeside, kampagner og promovering af fremtidige arrangementer, fremgår det af opslagene til de to tjanser.
Aflønningen sker i form af fuld adgang til TechBBQ's konference, adgang til den officielle efterfest, måltider under den 6-7 timer lange vagt og en officiel t-shirt for det hold, der arbejder for TechBBQ.
Og så fremhæver TechBBQ, at fotograferne får en porteføljeopbyggende oplevelse til et stort europæisk startup-event, muligheden for at arbejde sammen med det officielle TechBBQ-indholdsteam og adgang til mere end 10.000 deltagere, herunder 2.000 investorer og 4.000 virksomhedsstiftere under konferencen.
Netop den aflønning falder Lise Møller Schilder, næstforperson for Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation, for brystet.
”Jeg tænker, at de skal tilbyde folk løn i stedet for at tilbyde adgang til 10.000 deltagere og 2.000 investorer.”
Afviser at erstatte professionelt arbejde
Det er særligt størrelsen på TechBBQ's konference, der får næstforpersonen til at reagere. For TechBBQ er landets største event for tech-iværksættere og fik sidste år 6 millioner kroner i støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til at afholde sine konferencer i 2026-2028. Penge, der skal gå til at øge danske iværksætteres internationale synlighed.
”Det er mærkeligt, at man kan lave så stort et event og bruge så mange penge på det og så ikke mene, at man skal betale fotografer - endda erfarne fotografer,” siger Lise Møller Schilder.
Avnit Singh, direktør for TechBBQ
Hos TechBBQ afviser man imidlertid, at man generelt ikke betaler fotografer i kroner og øre.
”Det gør vi også. Vi hyrer og betaler hvert år et professionelt produktionsselskab på markedsvilkår til at varetage den primære produktion, herunder dækning og filminterviews ved vores hovedscener, portrætter af oplægsholderne og den officielle 'aftermovie' med højdepunkter fra arrangementet,” udtaler TechBBQ-direktør Avnit Singh i et skriftligt svar fra TechBBQ's kommunikationsafdeling.
Direktøren uddyber i udtalelsen, at der er 30 fastansatte og 250-300 frivillige, der står for afviklingen af TechBBQ i Bella Center. De frivillige fotografers frivillige arbejde skal supplere de professionelle og økonomisk aflønnede fotografers arbejde.
”Vi erstatter altså ikke lønnet, professionelt arbejde, men supplerer det,” lyder det i svaret.
Fotografopslagene er ifølge direktøren rettet mod dem, der i forvejen har en interesse i at deltage i TechBBQ, og som har lyst til at bidrage med deres fotointeresse frem for at købe en billet.
”Vi prøver derfor ikke at rekruttere professionelle freelancere, der lever af deres fag, til at arbejde gratis. Opslaget henvender sig til studerende, hobbyfotografer eller tech-entusiaster, som gerne vil have adgang til festivalen, og som foretrækker at bytte sig til billetten med deres passion frem for at betale for adgang,” siger Avnit Singh i det skriftlige svar.
Husleje kan ikke betales med netværk
Hos DJ læser man imidlertid opslaget, som om man vil have erfarne fotografer.
”Det er et problem, at der er nogle ude i markedet, der ikke mener, at det her er et job, hvor man skal have betaling i kroner og øre, men mener, at man skal have betaling i mærkelige gaver,” siger Lise Møller Schilder.
Det er et problem, rigtig mange freelancere oplever. DJ har netop gennemført sin freelanceundersøgelse, som bliver præsenteret senere på efteråret. 848 medlemmer har besvaret undersøgelsen, og 95 procent af dem har oplevet, at de bliver bedt om, eller at det forventes, at de skal udføre ubetalt arbejde.
”Man kan ikke betale sin husleje med frokost og netværk. Man kan heller ikke betale sine børns vuggestue og SFO. Sådan fungerer den rigtige økonomi ikke,” siger Lise Møller Schilder.
Og netop når man arbejder med iværksætteri og startups, burde man hos TechBBQ også vide bedre end at aflønne erfarne folk med forplejning og netværk, mener hun.
TechBBQ mener, at de i høj grad er bevidste om det ansvar.
”Når vi indgår aftaler med professionelle leverandører, betaler vi naturligvis markedstakst. Men TechBBQ er en NGO, hvis fundament hvert år bæres af et kæmpestort engagement fra over 250 frivillige i mange forskellige funktioner. Med opslaget på LinkedIn giver vi folk i branchen, der har hørt om TechBBQ, men aldrig har været med, muligheden for at opleve det hele fra tæt hold via en afgrænset frivillig indsats frem for at købe en billet,” udtaler Avnit Singh og tilføjer:
”Nøjagtigt som ved Folkemødet, Roskilde Festival eller andre store, danske kulturbegivenheder er det kutyme, at det faste mandskab understøttes af frivillige, som bytter en vagt for adgang, fællesskab og oplevelser.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.