Politiken beskrev i sidste uge, at en række medarbejdere i et brev til ledelsen rejste alvorlig kritik af Folkemødets direktør. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Med bare to måneder til 2024-udgaven af Folkemødet på Bornholm står foreningen bag nu uden pressechef.
Det står klart, efter at tidligere program- og presseansvarlig Louise Bjerregaard i dag har meddelt, at hun ifølge Altinget forlader sin stilling med øjeblikkelig virkning.
Louise Bjerregaard sagde egentlig sin stilling op i februar, men havde lovet at blive hos foreningen, indtil Folkemødet var blevet afholdt i juni.
Men det bliver der altså ikke noget af, for Louise Bjerregaard er færdig med at arbejde under Folkemødets direktør, Peter Christiansen, der har været genstand for hård kritik fra medarbejdernes side.
”Vi påpegede flere helt konkrete problemer. Der er bekymring for, om der er styr på budgetterne? Er der styr på alt omkring tilladelser? Generelt omkring det praktiske og helt lavpraktiske arbejde, der er ved at lave et folkemøde. Det kan være alt fra campingområder til parkeringstilladelser, renovation, er der nok toiletter? Er der mad nok til folk og så videre. Alt det var ikke noget, vi oplevede, at vores direktør interesserede sig for,” forklarer hun til TV 2 Bornholm.
Kritik fra medarbejdere
Meldingen fra Louise Bjerregaard kommer, efter at bestyrelsen og direktøren har haft et par ”proces-dage” hen over weekenden, som bestyrelsesformand Vibe Klarup forklarede det i en sms til Altinget i sidste uge.
Forud for ”proces-dagene” havde direktør Peter Christiansen sat sig selv på pause.
Den timeout kom, efter at Politiken i sidste uge kunne fortælle, at ansatte har rettet en hård kritik mod direktøren, som de mener er uengageret og skaber utryghed om opgaver.
”Vi savner en leder med et direkte engagement i opgaven ’at lave Folkemøde’, hvor der kan mærkes et tydeligt overblik over opgavernes omfang og kompleksitet,” skrev medarbejderne ifølge Politiken i et brev til ledelsen af Folkemødet.
I går aftes fik medarbejderne på Folkemødet så en mail om, at medlem af bestyrelsen Alfred Josefsen og Peter Christiansen her til morgen ville møde ind for at tale om, hvordan det gode samarbejde kan genskabes.
”Så var der ikke så meget mere for mig at gøre andet end at fratræde. Det vil ikke være i Folkemødets interesse, at jeg blev og fortsat udkæmpede en kamp mod ledelsen,” siger Louise Bjerregaard til Bornholms Tidende.
Næstformand har trukket sig
Foreningen næstformand, Olav Hesseldahl, valgte ifølge Altinget i sidste uge at fratræde sin plads for at undgå, at der skulle være kampvalg om de ledige pladser i bestyrelsen.
Vibe Klarup sagde i den forbindelse, at der var fuldstændig opbakning til Peter Christiansen, der blev ansat i februar sidste år, og roste samtidig hans arbejde.
”Vi ved godt, at forandring og ledelse kan give lidt turbulens, men vi synes, han gør det rigtig godt, og han har vores fulde opbakning,” sagde Vibe Klarup ifølge Altinget.
Få dage efter satte Peter Christiansen sig selv på pause. Han har tidligere meddelt til Altinget, at han vil stille op til interview efter nogle afklarende samtaler.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.