Sportsjournalistik

Stjernetræner forlod interview med dansk journalist i raseri. Niels Christian fortryder kun én ting

Det er gået verden rundt, at Liverpool-træner Jürgen Klopp søndag udvandrede fra interview i protest over spørgsmål fra dansk journalist

Det gik langtfra som planlagt, da Viasat-kommentator Niels Christian Frederiksen søndag fik mulighed for at stille et par spørgsmål til Liverpool-træner Jürgen Klopp efter holdets nederlag til Manchester United.

Faktisk har den danske fodboldkommentator aldrig oplevet sådan et interview før. Det fortæller han dagen derpå til Journalisten.

”Det var en meget, meget underlig oplevelse. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og heller aldrig set andre stå i samme situation,” siger Niels Christian Frederiksen.

Som det fremgår af interviewet her, opbygger stjernetræneren nemlig i løbet af få minutter og et par tilsyneladende uskyldige spørgsmål et så stort raseri mod danskeren, at han først kalder hans spørgsmål dumt og skuffende og til sidst udvandrer fra interviewet med ordene:

”Du er åbenlyst ikke i en fantastisk form, og jeg har ikke nerverne til dig. Sådan et spørgsmål … Hvad er der galt med dig? Hvad ville du med det?”

Skørt, at han bliver så vred

Det bizarre optrin er siden gået verden rundt og er blandt andet blevet omtalt i Daily Mail, The Mirror og Evening Standard.

Jeg ville gerne tidligere have spurgt, hvorfor han blev så provokeret over så banalt et spørgsmål.
Niels Christian Frederiksen, Viasat-kommentator

Selv siger Niels Christian Frederiksen, at han på ingen måder havde set det komme. Han har interviewet Jürgen Klopp mange gange før, og han har aldrig oplevet ham reagere som efter søndagens kamp.

”Først var jeg egentlig ret ærgerlig over at se interviewet trække overskrifter, for det var en fantastisk kamp, og det ville jeg hellere have, at det drejede sig om. Men nu synes jeg bare, det er skørt,” siger han.

I interviewet starter Jürgen Klopp med at fortælle, hvordan han så kampen. Han slutter med at sige, at Liverpool mister energi i den forlængede spilletid. Det får Niels Christian Frederiksen til at følge op med et spørgsmål om, hvorfor det blev så svært for dem der – og derfra stikker det af.

”Så siger han, at for en, der har set alle vores kampe, er det et dumt spørgsmål. Så bygger han sig op derfra, og det løber i alle retninger,” siger Niels Christian Frederiksen og tilføjer:

”Jeg er sgu ligeglad med, at han siger, det er et dumt spørgsmål – det kan de godt finde på at sige. Men det er vildt, at han bygger den vrede op og simpelthen forlader interviewet. Han har ovenikøbet selv åbnet den flanke. Jeg er jo egentlig bare den opmærksomme lytter, der rent faktisk lytter og følger op.”

Bærer ikke nag

Niels Christian Frederiksen er glad for, at han helt intuitivt vendte sig om og pegede mikrofonen mod Jürgen Klopp, da han forlod interviewet, så hele optrinnet kom med.

”Gudskelov gør kameramanden det samme, så vi får med, at han råber efter mig,” siger han.

Til gengæld ærgrer han sig set i bakspejlet over en enkelt ting.

”Jeg ville gerne tidligere have spurgt, hvorfor han blev så provokeret over så banalt et spørgsmål. Det spørgsmål ville jeg gerne have stillet ham, mens han stadig var foran kameraet og ikke, mens han var på vej væk,” siger Niels Christian Frederiksen.

Han føler sig dog ret sikker på, at det dybest set slet ikke handler om hans spørgsmål.

”Det, der trigger ham, er, at de har tabt en kamp mod de værste rivaler efter ellers at have været foran to gange,” siger Niels Christian Frederiksen og understreger, at han ikke bærer nag.

”Jeg glæder mig faktisk til at interviewe Klopp igen – jeg har stadig stor respekt for hans arbejde.”

0 Kommentarer