Jobnyt

Stig Ørskov stopper i JP/Politikens Hus

Stig Ørskov har fået nyt job. Han bliver på posten, indtil efterfølger er fundet

Stig Ørskov stopper som administrerende direktør i JP/Politikens Hus, oplyser han i en pressemeddelelse.

I begyndelsen af 2026 bliver han adm. direktør for World Association of News Publishers (WAN-IFRA), som er verdensorganisationen for nyhedsudgivere.

”Sjældent, om nogensinde, har kampen for pressens frihed været så afgørende som i disse år. Læg hertil den accelererende teknologiske udvikling, hvor vi sammen skal evne at finde svarene på, hvordan vi skaber fremtidens medier. Her spiller World Association of News Publishers en central rolle, som jeg ser frem til at løfte sammen med organisationens medarbejdere og medlemmer verden over,” udtaler Stig Ørskov i pressemeddelelsen.

”Missionen er klar: Vi skal forsvare pressefriheden og beskytte offentlighedens tillid til journalistik, samtidig med at vi støtter vores medlemmer i at opbygge fremtiden for nyhedsmedier,” uddyber han.

Mange år i huset

Stig Ørskov har været tilknyttet JP/Politikens Hus i 12 år som administrerende direktør og mere end 15 år i koncernens direktion.

I pressemeddelelsen udtaler bestyrelsesformand Raoul Grünthal, at Stig Ørskov har gjort en ”uovertruffen” indsats:

”Stig er en ægte publicist, og han har altid sat journalistikkens og litteraturens uafhængighed og frihed først,” lyder det blandt andet.

I pressemeddelelsen fremgår det yderligere, at Stig Ørskov stopper i huset, når der er fundet en afløser.

Overtager efter franskmand

I WAN-IFRA overtager Stig Ørskov efter Vincent Peyrègne, som efter 13 år i spidsen af foretagendet søger nye udfordringer.

Bestyrelsesformand Ladina Heimgartner, som også er adm. direktør for Ringier Media i Schweiz, udtaler:

”Stig Ørskovs visionære ledelse, dybe forståelse for medieindustrien og engagement i journalistiske værdier gør ham til den ideelle kandidat.”

0 Kommentarer