Kort efter at Vibeke og hendes familie flyttede ind i deres nye hus, opdagede hun, at flere lokalmedier havde lagt hendes navn og adresse ud. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det skulle have været en ny start på familielivet, da Vibeke, hendes mand og to små børn i starten af oktober flyttede ind i det hus, de havde købt i maj.
Men i weekenden søgte Vibeke på sit eget navn på Google for at sikre sig, at hendes nye adresse ikke blev koblet til hendes navn. Hvad der skulle have været en forsikring om, at alt var godt, endte som det modsatte.
Det viste sig nemlig, at hendes navn og adresse lå frit tilgængeligt for alle.
Det skyldtes, at to lokalmedier havde udgivet en automatisk genereret omtale af hendes og mandens huskøb. Og det var på ingen måde meningen, for Vibeke, der i virkeligheden har et andet navn, er blevet stalket og har i årevis haft adressebeskyttelse.
”Det er en rigtig, rigtig ærgerlig start på et kapitel, hvor jeg tænker, at jeg skal være hele mit liv med mine børn og min familie,” siger hun.
Har rullet gardinerne for
Artiklerne blev udgivet allerede i august, umiddelbart efter at parret havde købt huset. Og det anede Vibeke ikke, for hun er ikke blevet kontaktet af medierne.
”I forbindelse med flytningen ville jeg dobbelttjekke, at jeg ikke kunne søges frem. Der finder jeg de artikler,” siger hun.
Vibeke
Artiklerne har fået den gamle stalking-sag til at blusse op igen for Vibeke. Særligt fordi hun i sommer stødte ind i manden. Og nu tager hun forholdsregler, hun ellers havde lagt på hylden, efter at parret flyttede fra deres gamle lejlighed, som stalkeren kendte adressen på.
”De sidste par dage har jeg været alene hjemme med børnene, og der har jeg været nødt til at rulle for. Sådan havde jeg det ikke først, da vi lige var flyttet ind,” siger hun.
Når man har adressebeskyttelse, skal man hvert år søge kommunen om at få den fornyet.
Vibeke kan ikke afvise, at hun midt i huskøb og at barn nummer to er kommet til verden, kan have haft en måned, hvor den ikke har været gyldig. Men den blev i hvert fald gjort gyldig igen ved adresseskiftet, og det ændrer ikke på hendes holdning:
”Jeg havde aldrig troet, at man kunne få skrevet sådan en artikel om sig. De skulle have undladt mit navn. Hvis de bare havde undladt det, så kunne de have skrevet nok så meget om mit hus, og at det er solgt til den og den kvadratmeterpris,” siger hun.
Skulle bare droppe navnet
Jakob Scharf, direktør for sikkerhedsfirmaet Certa og tidligere chef for PET, mener ikke, at adressebeskyttelse er et ufejlbarligt system, fordi den skal fornys årligt og kan glippe.
”Når man systematisk indsamler oplysninger og videregiver det i artikler om huskøb, så rummer det en risiko. Og så kan man spørge, hvad nyhedsinteressen er i, at vedkommende har købt en ejendom, og hvor vigtige de informationer er i forhold til de risici, der er forbundet med det,” siger Jakob Scharf.
Vibeke
Pressenævnet har de seneste år behandlet seks klager over, at boligkøbere ikke blev kontaktet inden udgivelse. Ingen har udløst kritik – heller ikke mod Fyens Stiftstidende, hvor en omtalt klagede over at være omtalt trods adressebeskyttelse.
Jakob Scharf understreger, at adressebeskyttelse ikke garanterer, at ens adresse ikke kan findes på nettet. Adresser kan for eksempel dukke op i datalæk fra onlinekøb.
”Men det gør det ikke nemmere at skjule den, når medier lægger den ud. Medierne videregiver kun offentligt tilgængelige oplysninger. Omvendt kan mange oplysninger være offentlige på grund af en fejl,” siger han.
Jan Schouby, chefredaktør for Århus Stiftstidende
Vibeke tog med det samme kontakt til de medier, der har bragt omtalen.
De har da også fjernet hendes navn, men hvis man søger på det på Google, dukker den nye adresse stadig op med link til omtalen af huskøbet.
”Alt muligt kunne have været undgået, hvis man ikke havde brugt navne. Jeg flyttede ikke, fordi jeg var nødt til det, men fordi jeg ville have et hus. Andre i en situation som min kan være blevet nødt til at flytte fra noget,” siger hun og tilføjer:
”Jeg kan ikke se, hvorfor det er relevant for folk, hvem der har købt det hus. Hvis du er interesseret i selve huset, kan du undersøge det. Men jeg kan bare ikke se meningen med, at der skal stå navn.”
Det er selvfølgelig synd
Hos Århus Stiftstidende, der er et af de medier, der har udgivet omtalen af Vibekes huskøb, understreger chefredaktør Jan Schouby, at omtalen bygger på offentligt tilgængelige oplysninger, og at kvinden derfor må have glemt at forlænge adressebeskyttelsen.
”Det er selvfølgelig synd for kvinden, det går ud over. Vi gør det ikke for at genere hende. Vi fjerner selvfølgelig hendes navn igen, så snart hun gør os opmærksom på, at hun ønsker det fjernet,” siger han.
Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at nævne navnet?
”Folk vil gerne læse det. Der er ikke noget forkert eller odiøst i det. Det er selvfølgelig træls for hende. Det er med overvejende sandsynlighed hende, der har lavet en fejl,” siger Jan Schouby.
Alternativet skulle være, at man ringer til alle, der bliver omtalt i forbindelse med bolighandler. Og det ser Jan Schouby ikke som en mulighed.
”Det ville være mere omkostningstungt end det, vi tjener på det,” konstaterer han.
Klikker de ikke fint uden navn på?
”Det tror jeg da. Det ved vi faktisk ikke. Men jeg tror, at det klikker bedre, når der er navn på. Hvem bor der, hvor jeg har boet hele min barndom? Det tror jeg gerne, folk vil vide.”
En ting er, at folk klikker på det. Men er det i offentlighedens interesse?
”Jeg vil også gerne vide, hvem der har købt de huse. Det er en helt naturlig ting,” siger Jan Schouby.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Begge hensyn er legitime, og de kan begge tilgodeses inden for de eksisterende regler.
På den ene side har vi mennesker som Rasmus' kone, der har reelle grunde til at skjule, hvor de bor. Adressebeskyttelse eksisterer netop for at beskytte mennesker mod stalking, vold og chikane. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt.
På den anden side har vi en grundlæggende demokratisk interesse i at vide, hvem der ejer fast ejendom i Danmark. Vi vil ikke have hemmelige besiddelser af store værdier i samfundet. Når enkeltpersoner eller selskaber opkøber hundredvis af ejendomme, er det relevant for offentligheden at vide, hvem der sidder på disse værdier og dermed har betydelig indflydelse på boligmarkedet.
Det nuværende system håndterer faktisk denne balance rimelig fornuftigt. Pressenævnet har i kendelser vedrørende NORDJYSKE Medier fra 2021 (sagsnummer 2020-80-0545) slået fast, at medier kan publicere oplysninger om bolighandler baseret på offentligt tilgængelige data fra BBR-registeret og tinglysningen. Nævnet bemærkede, at selv om der er tale om robotjournalistik, fritager det ikke mediet for ansvaret for god presseskik, men understregede også, at gengivelse af korrekte, offentligt tilgængelige oplysninger ikke i sig selv er kritisabelt.
Det afgørende er, at systemet er sat op, så personer med aktiv adressebeskyttelse netop ikke får deres navne offentliggjort automatisk. Hvis beskyttelsen er på plads, filtreres oplysningerne fra. Og det er den enkeltes eget ansvar at holde sin egen beskyttelse opdateret.
Det er netop det, der sker i den løsning, vi i KM24 har sat op for Ritzau, og som er basis for historien i Fyens Stiftstidende.
Det er ikke praktisk muligt for medier at kontakte hver enkelt køber og sælger forud for publicering. Der gennemføres flere hundrede ejendomshandler dagligt. Men når en person henvender sig med en berettiget bekymring, selv om det sådan set er personens eget ansvar ikke at have haft navne- og adressebeskyttelse, bør mediet reagere, hvilket Fyens Stiftstidende også gjorde i denne sag.
I KM24 arbejder vi med at åbne samfundsdata til både journalistisk og kommerciel anvendelse. Vi er overbevist om, at gennemsigtighed generelt giver bedre beslutningsgrundlag. Men vi går ikke ind for, at alle data skal være åbne. Patient- og klientdata skal naturligvis være fortrolige. Vores tilgang er, at oplysninger om virksomheder, ejendomme, domstole og offentlige myndigheder skal være tilgængelige og let anvendelige.
Gennem "Hvem ejer Danmark", som vi har udviklet sammen med Gravercentret, kan journalister se, hvem der ejer mange ejendomme, også selv om vedkommende har navne- og adressebeskyttelse. Men oplysningerne gives til redaktionerne, som så foretager en journalistisk vurdering af, hvad der skal offentliggøres. Præcis som Poul Kjærgaard gjorde det i denne sag.