Hvad husker du ’Spies og morgenbolledamerne’ for?

Husker du dokumentaren for hovedbudskabet om, at rejsekongen Simon Spies misbrugte sin magt til at udnytte kvinder seksuelt og betalte penge for at brække armen på en af dem?

Eller husker du mest kritikken, som dokumentaren blev mødt med: At der ikke var belæg for at sige, at Simon Spies havde betalt for at få lov til at brække armen på en ung kvinde?

’Spies og morgenbolledamerne’ er blevet kulegravet i to podcastserier og endevendt i en 21 sider lang rapport af 24syvs såkaldte Spies-Kommission. Dermed er den det seneste eksempel på, at tv-dokumentarer bliver tryktestet i et omfang, som tidligere var helt uhørt.

Et andet eksempel er ’Forfulgt af politiet?’, DR-dokumentaren om Farhad og hans familie i Vejle. Den er blevet kritiseret i skarpe vendinger af Politiforbundet, kulturministeren og justitsministeren.

Og de to dokumentarer står ikke alene.

Dokumentarproduktioner bliver – med rette eller urette – gået efter i sømmene i et omfang, så det kan sammenlignes med en regulær krig, hvor begge sider stiller velforberedte op med kommunikationsfolk og advokater.

Tilrettelægger Rikke Dyrberg fortæller, at modstand, kritik og klager mod dokumentarproduktioner fylder mere og mere.

”Jeg har været med i 20 år, og der er kommet markant mere modstand og kritik fra alle sider. Vi bruger meget mere tid på advokater, klager og på at imødegå og håndtere spin. Det fylder rigtig meget,” siger Rikke Dyrberg, der blandt andet har lavet TV 2-dokumentaren ’Herlufsholms hemmeligheder’ for produktionsselskabet Kompagniet.

Modstanden bliver nogle gange rejst, inden dokumentaren er sendt, mens tilrettelæggerne har travlt med at færdiggøre programmet, fortæller hun.

”Jeg har været med i 20 år, og der er kommet markant mere modstand og kritik fra alle sider,” fortæller tv-tilrettelægger Rikke Dyrberg. Foto: Tobias Nicolai

”Man kommer lige ud af et klipperum og er lidt kvæstet efter en hård journalistisk proces – og så vælter det sommetider ind med klager og usandheder, som man skal deale med. Det kan føles meget voldsomt, når man står midt i det og har tusind andre ting at forholde sig til,” siger Rikke Dyrberg.

Senest har hun været i gang med to programmer, hvor der er skruet op for de ufine metoder. Her har den kritiserede part i researchfasen beskyldt Rikke Dyrberg for at være truende og chikanerende.

”I sådan et tilfælde bliver det mere en personlig kritik end en professionel kritik, og hvordan håndterer man den?” spørger Rikke Dyrberg.

Thomas Stokholm var med til at stifte produktionsselskabet Bastard Film, der lavede dokumentarer i nullerne.

Dengang var det især skrivelser fra advokater, som produktionsselskaberne og tv-kanalerne skulle forholde sig til. I dag udspiller krigen sig i fuld offentlighed, og den handler om at overbevise seerne om, hvem de skal tro mest på.

”Når DR og TV 2 sender en kritisk dokumentar, ved de, at der står en hær klar til at pille den fra hinanden. Alle har et kæmpe apparat af advokater og kommunikationsfolk i dag – også tv-kanalerne,” siger Thomas Stokholm.

Samlet op af medierne

En af de produktioner, der sidste år vakte stor debat, var TV 2-dokumentaren ’Saxo Bank bag facaden’, der blev udskudt to gange efter pres fra Saxo Bank.

Kommunikationschef Lasse Lilholt fra Saxo Bank var dengang så aktivistisk i sine angreb på dokumentaren, at han blev sammenlignet med en ”politisk ordfører” i Journalistens kommunikationspodcast ’Budskab’.
Selv siger han om sin rolle:

”Vi spurgte os selv: ”Bliver det her en stor sag i offentligheden?” Og der var svaret ja, så vi besluttede at lave et korrektiv, hvor vi fremlagde vores side af sagen,” fortæller Lasse Lilholt.

Allerede inden premieren på programmet gik Lasse Lilholt ind på en af ekspertkildernes LinkedIn-side og skrev flere kritiske kommentarer.

Et andet korrektiv var en omfattende redegørelse på Saxo Banks hjemmeside om bankens syn på dokumentaren.

Redegørelsen var på i alt 36.000 tegn (den dobbelte længde af denne artikel).

”Jeg tror ikke, der er nogen, der har læst det hele, men kritikken blev samlet op af andre medier, som gik videre med det,” siger Lasse Lilholt.

Generelt kan Lasse Lilholt godt genkende billedet af, at dokumentarfilm møder mere modstand end tidligere.

”Det er berigende og relevant, at virksomheder og organisationer tager bladet fra munden, fordi de ikke vil nøjes med et kort citat i en dokumentar,” siger Lasse Lilholt.

”Det er berigende og relevant, at virksomheder og organisationer tager bladet fra munden, fordi de ikke vil nøjes med et kort citat i en dokumentar,” mener kommunikationschef i Saxo Bank Lasse Lilholt. Foto: Liv M. Kastrup

Mediekritisk klima

Drejebogen er ofte den samme, når dokumentarudsendelser bliver set efter i sømmene, siger Søren Schultz Jørgensen, docent på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Seerne skal lige se tiden an, før de beslutter, hvem de tror mest på.

”Der er ikke længere nogen, der blindt tager det for gode varer, bare fordi noget er blevet sagt i en tv-dokumentar,” siger Søren Schultz Jørgensen.

I mellemtiden udspiller der sig en spinkrig på alle tilgængelige platforme.

”Den kritiserede part vil typisk sige, at dokumentaren ikke fortæller hele sandheden, måske kun halvdelen af sandheden. Der er en dramaturgi, der følger de samme faser hver gang,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Udviklingen er drevet af, at alle og enhver i dag kan komme til orde på sociale medier, og de kritiske røster på SoMe bliver hurtigt løftet ind i de redaktionelle medier.

”På godt og ondt har vi et mediekritisk klima, hvor medierne er mere til diskussion. De bliver ikke set som ufejlbarlige institutioner, som borgerne ikke kan kritisere, og det ser jeg grundlæggende som et sundhedstegn,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Medierne indrømmer for få fejl

Redaktionschef i DR Dokumentar Mikala Krogh forklarer, at DR gør alt, hvad der er muligt, for at undgå fejl og bias i dokumentarproduktioner. For eksempel gennemgår to garvede redaktører og journalister, der ikke har været med til at lave dokumentaren, udsendelsen med kritiske øjne.

Før dokumentaren bliver præsenteret for seerne, bliver dokumentaren vendt med DR’s kommunikationsfolk.

”Når vi har noget debatskabende på vej, taler vi det igennem med DR’s kommunikationsafdeling. Det kan handle om, hvad dokumentaren kan udløse af reaktioner, og hvordan vi håndterer det,” siger Mikala Krogh.

Konkret bliver der lavet en Q&A med de mulige kritikpunkter, dokumentaren kan rejse. Det kan for eksempel være metode, virkemidler eller etiske dilemmaer.

Når debatterne kommer, er det hendes erfaring, at de ofte handler om noget andet end dokumentarens hovedbudskab.

”Vi er jo interesseret i, at det skal handle om substansen og ikke om, at nogen synes, vi har begået en fejl. Men det er tit der, det kører hen, når nogen rejser en kritik,” forklarer Mikala Krogh.

Thomas Stokholm var med til at kulegrave DR’s Spies-dokumentar som medlem af 24syvs såkaldte Spies-Kommission. Kommissionen lavede en rapport med en række anbefalinger, som DR afviste – bortset fra, at der er behov for lidt klarere aftaler med de medvirkende i dokumentarprogrammer.

Thomas Stokholm ville ønske, at tv-kanalerne brugte mere tid på at indrømme egne fejl end på at forsvare sig mod kritik. Som det er nu, er tv-kanalerne med til at forstærke blæsten om dokumentarerne.

”Tænk, hvis de store tv-stationer turde gå forrest og sige: Vi er de store, og vi tør godt sige, at vi har begået en fejl. Men de opfører sig nogle gange som de virksomheder, de normalt selv kritiserer. Det er skadeligt, fordi vi mister troen på vores egne medier,” siger Thomas Stokholm.

Mikala Krogh fra DR Dokumentar siger, at det er forkert, at DR ikke retter fejl.

”Vi har jo netop indrømmet fejlen med trommelyden og skyndte os at fjerne den fra dokumentaren ’Forfulgt af politiet?’ Så det er ikke rigtigt, at vi ikke indrømmer fejl,” siger Mikala Krogh.

- Illustration: Thomas Thorhauge

Dybt påvirket statsminister

TV 2-dokumentaren om kulturen på Herlufsholm, som Rikke Dyrberg var med til at lave i 2022, viser, hvor mange forskellige reaktioner en dokumentarproduktion fremkalder.

Statsminister Mette Frederiksen var ”dybt påvirket” af det, hun havde set. Kronprinseparret kaldte det ”hjerteskærende” at høre om systematisk mobning.

Herlufsholm, dokumentarens kritiserede part, hyrede et eksternt kommunikationsbureau, der kunne rådgive bestyrelsen og ledelsen om, ”hvilke temaer det er relevant at gå i dialog med pressen om”, lød det dengang i en intern meddelelse til elever og forældre.

Men dokumentaren var også genstand for kritik. Blandt andet beskyldte 100 af skolens tidligere elever TV 2 for at være ensidig og ”drive en heksejagt”.

Den kritik blev samlet op af andre medier og fik dermed større spredning.

Rikke Dyrberg siger, at det er forståeligt, at dokumentaren blev behandlet kritisk i medierne:

”Vi tilstræber altid at være præcise og ordentlige, men uanset hvad skal vi selvfølgelig kunne tåle at få vores indhold efterprøvet og debatteret.”

Afdækningen af forholdene på Herlufsholm endte med, at skolens bestyrelse trådte tilbage, prins Christian stoppede på skolen, og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet krævede 27 millioner kroner i statstilskud tilbagebetalt.

For Rikke Dyrberg og medtilrettelægger Bjarke Stender betød programmet, at de vandt hovedprisen ved FUJ Priserne 2022.

Når Rikke Dyrberg i dag kigger tilbage på forløbet, siger hun, at det sværeste dengang var at overskue den omfattende modstand på sociale medier fra især forældre til elever på Herlufsholm og tidligere elever.

Når der blev stillet spørgsmål eller rejst klager, kunne tilrettelæggerne søge rådgivning hos TV 2’s jurister.

”Men der er så mange platforme, og modstanden kom så mange steder fra, at det var umuligt for os at følge med og svare på alle påstande om programmets tilblivelse,” siger Rikke Dyrberg, der i dag arbejder som graverredaktør på Gravercentret i Aarhus.

Også Saxo Banks Lasse Lilholt fortæller, at det kan være svært at bevare overblikket, når man sidder på den anden side af bordet i en strid om en aktuel dokumentarfilm.

Da debatten om Saxo Bank-dokumentaren rasede, havde Lasse Lilholt en følelse af at befinde sig midt i ukendt, tåget landskab.

”Det var et kaos. Sigtbarheden var ret begrænset, og det var umuligt at overskue alt det, der kom. I den situation kan man let komme til at se trusler og fjender alle steder,” siger han.

Saxo Bank traf blandt andet en beslutning om at holde sig fra debatter på internetfora – og så hyrede banken eksterne kommunikationsfolk som rådgivere.

Stor gennemslagskraft

Når dokumentarfilms metoder bliver diskuteret så flittigt, er det, fordi dokumentargenren fortsat har en meget stor gennemslagskraft, forklarer Søren Schultz Jørgensen.

”Det kan nogle gange næsten minde om et propagandaapparat, når tv-kanalerne markedsfører sine egne historier på alle platforme. Det slår ekstremt hårdt på de mennesker, der synes, der er vinklet for skarpt,” siger han.

Men publikum er der. Dokumentarer har nogle gange mere end en-to millioner seere, fordi programmerne er spændende og velfortalte – måske så velfortalte, at den stærke fortælling nogle gange vejer tungere end fremlæggelsen af dokumentation og forbehold, siger Søren Schultz Jørgensen.

”Narrativen vinder nogle gange, fordi man ønsker at trænge igennem i kampen om seernes opmærksomhed,” siger Søren Schultz Jørgensen.

For at gøre de ofte komplicerede sager interessante bruger tv-dokumentarerne greb kendt fra fiktionens verden: Et klart plot drevet frem af en personlig fortæller.

”Det er ikke længere en sag, der langsomt oprulles. Det er personer, vi følger på deres jagt efter sandheden. Der er sket en enorm professionalisering af fortælleformen,” siger Søren Schultz Jørgensen.

TV 2’s dokumentarredaktør, Troels Jørgensen, siger, at det er rigtigt, at dokumentarer i højere grad bliver fortalt gennem personer.

”Virkeligheden forstås og forklares bedst gennem mennesker, men en narrativ skal selvfølgelig ikke overskygge dokumentation og forbehold. Vi skal søge balancen,” siger han.

Troels Jørgensen forklarer, at en dokumentar består af tusindvis af store og små redaktionelle valg.

”Og der vil altid være 10-20 af de valg, man kan diskutere. For eksempel brugen af skjult kamera, eller hvordan man vægter hensynet til en kilde i forhold til vigtigheden af historien,” fortæller han.

Men han ser ikke et skred, hvor dramaturgi går forud for fakta – nærmest tværtimod.

”Jeg har lavet undersøgende tv-journalistik i over 20 år, og jeg oplever, at opmærksomhed på etik og balance fylder mere på redaktionerne end tidligere. Vi taler meget mere om det, og grænserne flytter sig også,” forklarer Troels Jørgensen.

Også DR’s dokumentarchef, Mikala Krogh, siger, at brugen af dramaturgiske elementer fylder mere.

”I gamle dage ville der sikkert være flere skilte og fodnoter. Kravene til dokumentationen er de samme i dag, men vi lægger kun det vigtigste frem,” siger hun.

Konkret betyder det, at DR går lettere hen over nogle af mellemregningerne.

”Man tager nok ikke så meget med, som man ville have gjort i gamle dage. Men det må ikke være på bekostning af, at fakta skal være i orden,” siger Mikala Krogh.

- Illustration: Thomas Thorhauge

Fylder mest i mediekredse

Spørgsmålet er, hvilken skæbne der venter en dokumentar, efter at den er blevet hudflettet, endevendt og kritiseret på kryds og tværs.

Ifølge Søren Schultz Jørgensen kan dommen falde ud på tre forskellige måder: At dokumentaren holder vand, at der viser sig at være problemer med etikken – eller at det ikke er muligt at fælde en dom.

Hvor mange sidder for eksempel tilbage med indtrykket af, at Simon Spies udnyttede unge kvinder seksuelt? Og hvor mange hæfter sig mest ved kritikken af dokumentaren: At der ikke var belæg for at sige, at Simon Spies tilbød betaling for at få lov til at brække armen på en ung kvinde?

Mikala Krogh føler sig ret sikker på, at det, der står tilbage hos de fleste seere, er dokumentarens hovedbudskab.

”Jeg håber, at folk synes, at der var belæg for at fortælle historien om Simon Spies, der understøttet af virksomheden udnyttede unge piger. Jeg håber, at det står tilbage, at den historie fortsat holder efter en lang tur i mediemøllen med en brækket arm,” siger Mikala Krogh.

--

Her var der også blæst om dokumentaren

- Foto: Carsten Overbye/TV 2

Daginstitutioner bag facaden, 2019

Skjulte optagelser viser omfattende omsorgssvigt i to københavnske daginstitutioner. Børnenes forældre kalder det ”umoralsk og uetisk”, at TV 2 ikke har indhentet samtykke til at vise optagelserne. Pressenævnet giver TV 2 medhold i, at det var i orden at bruge skjult kamera.

- Foto: Helle Arensbak

Kandis for livet, 2021

Det møder kritik, at en fan af dansktopbandet Kandis får en flybillet betalt til Spanien, og at scener er iscenesat – til en række filmanmelderes store forbløffelse. DR beklager flybilletterne, og instruktøren forklarer iscenesættelserne med, at der ikke er tale om journalistik, men en dokumentarfilm – med tryk på film.

- Foto: DR

De kødædende bakterier, 2021

Praktiserende Lægers Organisation og Lægeforeningen raser over et telefonopkald til en vagtlæge, der er redigeret, så vagtlægen fremstår uempatisk. Pressenævnet fastslår, at DR’s redigering får opkaldet til at fremstå forvansket i udsendelsen.

- Foto: TV 2

Plejehjemmene bag facaden, 2022

Programmet skaber stor debat om brugen af skjulte optagelser af plejehjemsbeboeren Else Marie Larsen.
TV 2 bliver i 2023 dømt ved Højesteret for at krænke kvindens privatliv.

- Foto: Michael Damgaard Olesen/DR

Forfulgt af politiet?, 2023

Dokumentaren kritiseres af justitsminister Peter Hummelgaard, der mener, at den giver det indtryk, at politiet stod bag drengen Farhads forsvinden. En granskning af filmen viser, at der er indlagt en sparkelyd i dokumentaren. DR afviser, at dokumentaren antyder, at politiet stod bag Farhads forsvinden – men fjerner lyden.

--

Mediekritikken kom i et læserbrev efter 25 dage

Skibsreder Mærsk McKinney Møller.

A.P. Møllers reaktion på klassisk DR-dokumentar viser, hvor lidt dokumentarprogrammer blev kritiseret i 1970’erne

Danmarks Radio viste i 1979 tv-dokumentaren ’Det sidste stik’, der handlede om A.P. Møllers adgang til at bore efter olie i Nordsøen – en aftale, A.P. Møller siden har tjent milliarder på.

Erik Stephensen lavede dokumentaren sammen med sin makker Jørgen Flindt Pedersen, og programmet blev rost til skyerne af anmelderne.

Mærsk Mc-Kinney Møller var derimod meget utilfreds. Han mente, at DR havde klippet dokumentaren alt for skarpt, og den stillede A.P. Møller i et dårligt lys.

Der var med andre ord lagt op til en klassisk beef mellem to fremtrædende journalister og en erhvervsmand, der følte sig trådt over tæerne.

Men forløbet om ’Det sidste stik’ viser også, hvor kæmpestor forskel der var på kritikken af dokumentarprogrammer dengang og i dag.

For eksempel gik der næsten en måned – 25 dage – fra Danmarks Radio viste tv-dokumentaren, til at Berlingske Tidende modtog et læserbrev med Mærsk Mc-Kinney Møllers kradse kritik af programmet.

Skibsrederen skrev, at dokumentaren var ”vildledende” og ensidigt kritisk over for A.P. Møller. Udtalelser var blevet brugt på urimelig og ufuldstændig vis.

Tre dage senere svarede Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensen på kritikken. Det skete i et læserbrev i Berlingske og i et interview med Politiken.

De to journalister afviste kritikken, men erkendte en enkelt unøjagtighed i omfanget af A.P. Møllers boretilladelse – en undskyldning, som A.P. Møller allerede havde modtaget i et brev to uger tidligere.

”Der var en enkelt unøjagtighed – jeg vil ikke engang betegne den som en fejl – men den beklagede vi,” siger Erik Stephensen i dag om forløbet.

Og dermed var den debat slut.