Praktik

Søger du en praktikplads? Så skal du måske være en, man gider at drikke øl med

Det er ikke nødvendigvis den mest erfarne eller fagligt stærke journaliststuderende, der får praktikpladsen. Personlighed, engagement og lysten til at lære kan være vigtigere end faglige kompetencer, viser et RUC-speciale.

”Man kan lære folk det faglige. Det er utroligt svært at lære folk at være et andet menneske, end det de er.”

Sådan lyder det i et anonymt citat fra et RUC-speciale af Cynthia Sánchez, Frederikke Hult Duvier og Marie Schlütter Vilen, der har undersøgt, hvad ansættelsesansvarlige fra nyhedsredaktionerne på DR, TV 2 og TV 2-regionerne lægger vægt på, når de ansætter journalistpraktikanter.

De tre forfattere af specialet fortæller til Journalisten, at det var deres egne erfaringer med praktiksøgningen, der fik dem til at undersøge emnet:

”Da vi selv søgte praktik, oplevede vi mange usagte forventninger til, hvad man skulle kunne, og hvordan man skulle opføre sig for at være en ‘god’ praktikant. Vi fornemmede en forkærlighed for energiske, udadvendte typer, men samtidig måtte man heller ikke fylde for meget,” skriver de samlet i et skriftligt svar.

I alt har 22 ansættelsesansvarlige svaret anonymt på spørgsmålene i specialet, og selvom der ikke på den baggrund kan drages brede konklusioner for hele branchen, tegner der sig et billede af, at personlighed ofte vejer tungere end faglige kompetencer på nogle praktiksteder.

Praktikvejleder for de journaliststuderende på RUC, Maria Bendix Wittchen, siger, at det ikke er overraskende, men derimod et billede på, at medierne søger et menneske, der er et match til deres redaktion.

”Personlighed kan komme til udtryk på mange måder. Det kan for eksempel være, at du trives foran et kamera, eller at din måde at være på passer godt til en bestemt redaktion. For både medier og studerende handler det om at finde det rigtige match,” siger Maria Bendix Wittchen.

Øl-testen

I et interview fortæller en af de ansættelsesansvarlige, at de bruger den såkaldte øl-test, når de skal ansætte en journalistpraktikant. Det handler kort sagt om, hvorvidt de kan se kandidaten som en, de også vil have det godt sammen med socialt.

”Hvem vil man helst drikke en øl med?” lyder det fra en af cheferne på en redaktion, som har medvirket anonymt i specialet.

Spørgsmålet er, om det risikerer at gå ud over de fagligt stærke studerende, som ikke passer ind i den personlighedstype, der ledes efter, eller som måske ikke er så ekstroverte.

Niels Møller Mikkelsen er praktikvejleder for journaliststuderende på Syddansk Universitet, og han anerkender, at der kan være en risiko, men det er ikke den bekymring, han først og fremmest tager med sig fra specialet:

”Mediernes opgave er ikke nødvendigvis at finde de bedste på papiret. Det handler om at finde det bedste match. Praktikken er en del af uddannelsen, så det handler også om at finde et menneske, som redaktionen kan være med til at udvikle,” siger han.

Kemi er afgørende

Et match kræver naturligvis, at kemien går begge veje:

”Vi er aldrig, aldrig nogensinde i tvivl om, at vi vælger den med personligheden og kemien,” lyder et andet anonymt citat fra en af de adspurgte ansættelsesansvarlige.

Den prioritering kommer ikke bag på Niels Møller Mikkelsen:

”Det minder faktisk om en almindelig ansættelse, hvor kemien mellem parterne også kan spille en stor rolle. Og jeg synes samtidig, at fokus på personlighed og kemi fortæller noget positivt om de studerende, fordi praktikstederne har tillid til, at de studerendes faglighed er på plads,” siger han.

Ifølge Maria Bendix Wittchen har mange studerende samtidig allerede en idé om, hvilken type redaktion de gerne vil være en del af:

”Det er en styrke. For vi er forskellige, og det betyder også, at vi trives i forskellige arbejdsmiljøer. Derfor bliver personlighed naturligt en del af matchningen,” siger hun.

Samtidig lyder det fra Maria Bendix Wittchen, at de færreste studerende vil kunne få en praktikplads alene på baggrund af deres personlighed. Der vil altid være krav til relevante faglige kompetencer.

0 Kommentarer