Politisk kommunikation

Socialdemokratiet bookede selv Shubiduo til statsminister-svingom på plejehjem

Socialdemokratiet betalte selv for coverband og fest på plejehjem, som Mette Frederiksen fremhævede som en ”fantastisk aften” på stort anlagt pressemøde om ældrereformen. Aktindsigt viser, at den fantastiske aften var skemalagt til 55 minutter. Opdateret 15.42

Det var faktisk lige, som det skulle være, da statsminister Mette Frederiksen fredag den 12. januar besøgte plejeboligerne på Bronzealdervej i Odder.

”Det var fredag aften. Shubiduo spillede covernumre, stemningen den var god, og sangene, kan jeg godt afsløre, kunne vi alle sammen synge med på,” fortalte Mette Frederiksen om besøget i Odder på det pressemøde, hvor hun sidste tirsdag præsenterede regeringens ældreudspil.

”Vi havde en fantastisk aften, der blev danset både med og uden rollator, de gamle de var glade, det var personalet og de pårørende også. Det var faktisk lige, som det skulle være,” fortsatte hun.

Men nu viser det sig, at det var lige præcis, som det skulle være, takket være Socialdemokratiet.

Det var nemlig Mette Frederiksens egen personlige assistent fra Socialdemokratiet, der bookede coverbandet Shubiduo til at komme og spille.

Og det var også Socialdemokratiet, der betalte for musikken. Det bekræfter Shubiduo-guitarist og sanger Carsten Rønnest over for Journalisten:

”Det var god stil, at de ringede og bookede os. Og jeg ville ønske, at de andre partier gjorde det samme og fulgte trop. Det viser da vejen, i stedet for bare at snakke om at gøre noget,” siger han og tilføjer, at det altid er festligt, når Shubiduo er ude at spille sin blanding af Shu-bi-dua og Bamse-covernumre.

”Vi kommer med et friskt pust, sparker dørene op og holder en fest,” tilføjer musikeren, som også fortæller, at duoen ofte spiller på plejehjem.

”Fantastisk aften” på 55 minutter

Journalisten har fået aktindsigt i programmet for besøget på plejehjemmet, hvor det fremgår af en mailudveksling mellem en centerleder i Odder Kommune og Mette Frederiksens personlige assistent i Socialdemokratiet, at den ”fantastiske aften” for Mette Frederiksens vedkommende officielt var skemalagt til 55 minutter og skulle slutte før klokken 18.

På Mette Frederiksens egen Instagram fortæller hun også om besøget:

”Her var der dans og levende musik. Det føltes som at komme ind i et hjem, hvor man har samlet sine gode venner og familie. Følelsen af hjemlig hygge er vigtig for dem på Bronzealdervej i Odder.”

I samme opslag tilføjer Mette Frederiksen, at plejehjemmet ”er et godt eksempel på, hvordan medarbejderne af egen drift skaber varme og hjemlige rammer for de ældre.”

Lokalavis: Lugtede af pressestunt

Episoden blev dækket i en reportage af Horsens Folkeblads Odder-redaktion. Herfra lyder det fra egnsredaktør Ingrid Trier Christiansen, at man var meget loren ved arrangementet, da redaktionen blev kontaktet af Socialdemokratiet med en invitation til at dække det:

”Det lugtede langt væk af pressestunt. Og den her oplysning om, at Socialdemokratiet selv hyrede bandet, gør det bare endnu mere til et pressestunt,” siger hun.

Men når man alligevel valgte at dække begivenheden, skyldtes det, at det trods alt ikke er hverdag, at statsministeren besøger en af landets mindste kommuner. Og i reportagen beskriver Horsens Folkeblad også flere gange, at besøget var et led i en kampagne, og at bandet ”med hjælp fra Statsministeriet” var hyret til at spille.

Tirsdag eftermiddag har Statsministeriet bedt Horsens Folkeblad om at rette ‘Statsministeriet’ til ‘Socialdemokratiet’, hvilket Horsens Folkeblad har imødekommet.

”Vi var fuldt ud bevidste om, hvad det var, vi tog ud til. Og vi fortryder det ikke, for når statsministeren kommer her, er det usædvanligt,” tilføjer Ingrid Trier Christiansen.

Socialdemokratiet: En god eftermiddag

Journalisten ville gerne have interviewet Socialdemokratiets kommunikationsafdeling om sagen, men det har ikke været muligt at få et interview. I stedet har de fremsendt et skriftligt svar:

“Det er helt normalt, at Shubiduo spiller koncerter på landets plejehjem. Det har de gjort et utal af gange før. Derfor synes vi, det var oplagt at invitere dem,” lyder det.

”På den måde fik de ældre en god eftermiddag med sang og musik. Det er et godt eksempel på, hvad ældreplejen også er, hvor engagerede medarbejdere hjælper de ældre på dansegulvet og tager en svingom med dem. Det støtter vi gerne op om i Socialdemokratiet. Hvis vi derudover kan være med til at starte en samtale om, hvad god ældrepolitik er, så gør vi gerne det. Det trænger området til,” afsluttes det skriftlige svar fra Socialdemokratiets pressetjeneste.

Ifølge Henrik Berggren, uddannelseschef på DMJX med ekspertise i journalistisk framing og politisk retorik, er det da også inden for skiven, at Socialdemokratiet bruger scenen fra Odder, som de gør.

Mette Frederiksen siger ikke noget faktuelt forkert under præsentationen af ældreudspillet, selv om hun refererer til et stykke virkelighed, der altså er planlagt af hendes eget parti.

”Det giver meget god mening, at man som politiker, der vil gennemføre en reform af noget, viser, at man kender til området og har været de steder, det handler om – det kan give noget etos og noget troværdighed i forhold til, at man ved noget om det, man taler om,” siger han.

Opdateret 15:42 med oplysning om, at Statsministeriet har taget konktakt til både Horsens Folkeblad og Journalisten om at rette ‘Statsministeriet’ til ‘Socialdemokratiet’. 

Lyt også til Journalistens podcast ’Budskab’, hvor vi blandt andet på baggrund af Jyllands-Postens afdækning diskuterede, at regeringens ministre har aflagt mindst 16 besøg på plejehjem og i andre dele af ældresektoren i januar måned:

0 Kommentarer

Læs også

Politisk kommunikation

Statsministerens pressestunt i Odder får nu politiske konsekvenser

07. FEBRUAR 2024