Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix/Privatfoto
Det er ifølge JFM lidt af et nybrud i dansk radio, at mediehuset siden januar har kørt et AI-forsøg med en klonet stemme til nyhedsoplæsning på radiokanalen VLR.
Stemmen, der er blevet klonet, tilhører journalist Nina Lind, der til dagligt arbejder som både speaker, dubber og tilrettelægger på Collectif TV.
I over et års tid har et amerikansk firma, Futuri, stået for at udvikle en klon af Nina Linds stemme. Til det har hun indtalt en hel del artikler for at træne AI’en:
”Jeg tror, det er kommet bag på alle, at det har været mere omstændigt, end man lige troede til at starte med,” siger hun.
Stille udrulning
Man har i JFM Lyd været relativt tilbageholdende om udrulningen i januar, da man i første omgang ønskede at starte et ufarligt sted ved at teste produktet, og hvad brugerne synes om den nye stemmeklon, inden man rullede den ud for fuld skrue.
Dog er det forhåbningen, at man i løbet af foråret vil begynde at udbrede AI’en til JFM’s andre kommercielle FM-stationer, såsom Classic FM, VLR, Skala og Radio Viborg, oplyser ledelsen hos JFM Lyd.
I første omgang skal stemmeklonen bruges til oplæsning af nyheder, sport og vejret.
Ifølge Nina Lind er det en fordel, hvis der eksempelvis er breaking:
”Så kan du komme ud med den med det samme,” siger hun.
Ifølge hende er det altså et værktøj, der passer godt til en flydende nyhedsstrøm.
Overvejelser
Alligevel har Nina Lind haft sine betænkeligheder ved at skulle lægge stemme til AI’en.
En af dem har været, at det er følsomt at lægge sin stemme over i andres hænder, fordi man ikke ved, hvad det er for nogle nyheder, der vil blive bragt med den.
Dog fortæller hun, at de på JFM har kigget hinanden i øjnene:
”Det er ikke, fordi de bare må skyde i øst og vest som i Det Vilde Vesten og bruge den til, hvad de vil,” siger Nina Lind og tilføjer, at der i projektet er en indbygget tillid mellem parterne.
Det kommer til udtryk i en udførlig kontrakt med JFM, hvor det tydeligt fremgår, hvad stemmen må bruges til, og at begge parter kan stoppe samarbejdet når som helst.
Ender det der, må JFM ikke længere bruge stemmen og råder på den måde ikke over Nina Linds stemmeklon til evig tid.
Når hun alligevel har valgt at gøre det, er det blandt andet, fordi hun selv godt kan se fidusen i det og er ”totalt nysgerrig” på projektet:
”For mig er det sjovt, spændende og grineren. Jeg kan heller ikke lade være med at blive lokket af de nye teknologier,” siger hun.
Altid et menneske inde over
Nina Lind er ikke bekymret for, at hun undergraver sin egen branche eller tager brødet ud af munden på sine kolleger.
”Lige i den her situation er det lidt at gribe efter et halmstrå,” siger Nina Lind og tilføjer:
”Selvfølgelig har jeg ikke lyst til måske at gøre nogen arbejdsløse. Det er ikke det, det handler om. Det handler også bare om at være en del af den tid, vi lever i,” siger hun.
Og her fremhæver hun, at der stadig skal laves journalistik og research, da nyhederne ikke skriver sig selv.
”De skal stadig laves og stampes op af jorden og gennem en række journalistiske tandhjul,” siger Nina Lind.
Hun fortæller, at projektet har hørt kritiske røster fra andre journalister, men at der omvendt har været opbakning fra kolleger og venner i speak-branchen.
I JFM Lyd siger direktør Søren Bygbjerg også, at det ikke vil gå ud over journalistiske kræfter.
Der er nemlig altid en journalist, der skal lave arbejdet, skrive speaken og i øvrigt korrigere AI’en for fejl, fremhæver han.
Først er planen ifølge ham at udbrede den kunstige intelligens til JFM’s øvrige kanaler, så den kan erstatte de nyheder, som de i øjeblikket får leveret udefra.
Derefter er ambitionen, at stemmeklonen blandt andet kan være med til at lave et ugentligt nyhedssammendrag og oplæsning af artikler:
”AI kommer til at revolutionere radiobranchen, så hvis vi ikke hopper på toget nu, så kommer vi til at stå tilbage på perronen,” siger Søren Bygbjerg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.