For medier tilmeldt Pressenævnet frafalder gebyret for at få dokumenter udleveret fra domstolene. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
150 kroner.
Det er standardtaksten, når man som journalist skal have udleveret en dom, kendelse eller retsbog fra domstolene.
Men med den nye politiske aftale om at etablere en medieombudsmand bliver den afgift afskaffet fra 2026.
Det fortalte aftalepartierne Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF og Enhedslisten i går på et pressemøde.
”Det har været rigtig vigtigt for os at kigge på sagsgebyrerne, som vi godt ved kan være en ekstra økonomisk byrde, hvis der er en stor sag, man som journalist eller medie vil dykke ned i,” siger Charlotte Mølbak, medieordfører for SF.
Den sløjfede afgift gælder kun for de medier, der er tilmeldt Pressenævnet. Driver man en blog eller en anden form for medie, der ikke er tilmeldt Pressenævnet, skal man fortsat betale de 150 kroner per udskrift fra retten.
Gulerod til traditionelle medier
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt betegner den sløjfede afgift som ”en lille gulerod til de traditionelle medier”.
”Vi giver dem bedre muligheder for at bedrive publicisme ved at fjerne gebyrerne, når de søger aktindsigt i domme, kendelser og alt muligt andet.”
”For der skal være forskel på medier, der drives efter redaktionelle principper med en redaktør for bordenden, og så de medier, der udgiver indhold uden helt at kende til deres ansvar,” siger Jakob Engel-Schmidt.
Der bliver i 2026 afsat 700.000 kroner til at fjerne afgiften. Fra 2027 og frem er der afsat 1,3 millioner kroner årligt.
Medieombudsmand skal gå efter de nye
Det er ikke kun i forhold til afgiften på udskrifter fra domstolene, de politiske partier gør forskel på medier tilmeldt Pressenævnet og de såkaldte alternative medieaktører som for eksempel influencere.
Forskelsbehandlingen er helt central i den nye aftale om medieansvar, der skal beskytte borgerne og sikre troværdigt indhold på platforme.
Den store nyhed i aftalen er, at der bliver udpeget en medieombudsmand. Den medieombudsmand kommer ikke til, som det ellers har været frygtet, at kunne føre sager mod traditionelle, etablerede medier – hvis de er tilmeldt Pressenævnet.
Over for de alternative medieaktører skal medieombudsmanden kunne træffe afgørelse om overholdelse af god offentliggørelsesskik, udstede påbud om offentliggørelse af afgørelserne og om offentliggørelse af genmæle. Hvis påbud ikke overholdes, vil det kunne strafforfølges.
Medieombudsmanden skal også kunne føre straffesager om freds- og ærekrænkelser udbredt af de ”alternative medieaktører”. Vedkommende skal også kunne indtræde i og føre civile sager mod dem.
Fakta om medieombudsmanden
Generelle kompetencer:
• Pligt til at bidrage til den offentlige debat om den danske medievirkelighed, herunder ift. indhold målrettet børn og unge.
Kompetencer over for alternative medieaktører (ikke tilmeldt Pressenævnet):
• Skal kunne træffe afgørelser om overholdelse af ”god offentliggørelsesskik” samt udstede påbud om offentliggørelse af sådanne afgørelser og om offentliggørelse af genmæle. Hvis påbud ikke overholdes, vil det kunne strafforfølges.
• Skal kunne føre straffesager om freds- og ærekrænkelser udbredt af alternative medieaktører.
• Skal kunne indtræde i og føre civile sager mod alternative medieaktører.
• Skal kunne henstille, at der meddeles fri proces.
Kompetencer over for traditionelle massemedier:
• Skal kunne indbringe sager af væsentlig eller principiel betydning for Pressenævnet, men ikke kunne træffe afgørelse.
• Skal kunne anmelde sager om freds- og ærekrænkelser til politiet, men ikke træffe beslutning om bl.a. tiltale. Det er stadig op til politiet og anklagemyndigheden, som ved alle andre sager.
• Skal kunne henstille, at der meddeles fri proces.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Indtil da: Kan man ikke omgå det ved at tilmelde sin egen blog/hjemmeside eller facebook-side? På den måde er man tilmeldt Pressenævnet. Det har jeg og flere andre gjort.
Domstolene kan jo ikke kræve, at man skriver om alle de sager man søger aktiindsigt i - på netop de medieflader der er tilmeldt. Som freelancer / produktionsselskab har man jo ret til at sælge til hvem man vil i et frit marked - eler lade være med at publicere.