Årets medieflop. Årets citat. Årets mediebegivenhed. Nasar Khaders Ny Alliance og Henrik Qvortrups aktiviteter og indbyrdes slagsmål er ikke til at komme uden om i år. De to kamphaner bliver nævnt i snart sagt alle kategorier, når 14 kommunikationsfolk udpeger årets maveplaskere og højdespringere.

Diskussionen om diverse kommentatorers habilitet var en af årets vigtigste for pressen. Khader vs. Qvortrup-historien om påstået sort arbejde er et klart eksempel på problemerne ved venskaber med vigtige kilder. Henrik Qvortrup har sagt, at offentliggørelsen af historien er et bevis på, at han ikke lader sin journalistiske dømmekraft påvirke af venskabet med Khader. Tværtimod. Jeg tror aldrig, Qvortrup havde valgt at trykke den tyndbenede historie, med-mindre han tidligere var blevet kritiseret for at kalde Khader for Danmarks p.t. stærkeste politiske brand, samtidig med at de to i privaten hos Khader hyggede sig med thai takeaway.

Det kan godt være, at én anonym kilde på tiphonorar normalt er nok til at bære en historie i SE og HØR. Men Qvortrup kender, som garvet reporter, udmærket spillereglerne i resten af pressen. Det er ikke tilstrækkelig dokumentation, når man beskylder en ledende politiker for, at der bliver udført sort arbejde hos ham midt under en valgkamp. Men via sit venskab med Naser Khader havde chefredaktøren objektivt set bragt sig og sit medie i en vanskelig situation, uanset hvad Qvortrups motiver måtte være. For hvad gør Qvortrup i netop det øjeblik, en reporter siger, at han har en historie om, at der er lavet sort arbejde hos Khader?

Enten siger han nej og udsætter sig for mistanke om at holde hånden over en ven. Eller også kører han den ikke dokumenterede historie. Ikke noget sjovt valg. Qvortrup traf det forkerte.

Jeg kan sådan set godt forstå SE og HØRs chefredaktør. Ikke mindst efter at en af Khaders talrige bekendte, udgiveren Bettina Aller, på ubegribelig klodset vis havde forsøgt at overtale chefredaktøren til at stoppe historien. Det kunne være blevet en rigtig ubehagelig sag, hvis det senere var kommet frem, at SE og HØR ikke havde kørt en historie efter et telefonopkald fra udgiveren på vegne af en af hendes bekendte.

Medierne – herunder Journalisten – formidlede historien i stor stil inklusive alle detaljer. Der var sådan set ikke nogen, der var bedre end andre. Den statsejede public servicekanal TV 2 lancerede fra morgenstunden historien stort og ukritisk, trods den mangelfulde dokumentation. Men de mange medier, der på den ene side gerne ville have deres bid af den saftige historie og på den anden side gerne ville vinkle pænt til fordel for Khader var ikke et hak bedre. Som Journalistens gennemgang viser i dag, så blev de fakturaer, som Khader fremlagde som dokumentation, først fremsendt fra Michael Jeppesen til Khaders samlever, efter at SE og Hør begyndte at spørge til sagen.

Khader kan i skrivende stund stadig ikke fremvise endegyldig dokumentation for, at arbejdet blev udført hvidt. Befolkningen kunne således måbende følge med i, at alle medier – inklusive det lille nichemedie Journalisten – rullede sig rundt i en mudret historie uden helte og uden klare fakta, hvis omkvæd meget betegnende lød "svin svin svin".

Skal politikere bevise deres uskyld?

Nej, dokumentationspligten ligger hos de medier, der fører påstandene frem. I den forbindelse er vi på Journalisten ikke et hak bedre, for vi har i dagevis presset Khader & Co for dokumentation. Vi retfærdiggør det over for os selv ved, at det er nødvendigt for at kunne komme til bunds i sagen og bedrive mediekritik.

Er det begrundelse nok? Jeg er i tvivl. Men nok og de moralske kvababbelser, for sådan et mudderbad af historie kan trods alt gøre én helt glad.

Skål og godt nytår!
Jakob Elkjær