Sjællandske beklager stødende billede og beskrivelse af voldtægtsmand som ”lummer”

Et facebookopslag fra Sjællandske Medier om en voldtægtssag har fået sindene i kog på de sociale medier

”En lummer kollega forsøgte at gennemføre samleje med en kvinde, der havde drukket sig under bordet til en firmafest.”

Sådan lød det i et facebookopslag fra Sjællandske Medier, da de i lørdags skrev om en voldtægtssag. Og den formulering har fået kritik på de sociale medier.

Både på Facebook og Twitter påpeger flere, at opslaget også underminerer alvorligheden i sagen. På Facebook skriver en bruger blandt andet:

”Lummer kollega? Stop, stop, stop. Det er en voldtægtsmand, der har voldtaget en kvinde. Det er fuldstændigt ligegyldigt, om en kvinde har drukket sig under bordet eller ej. På overskriften lyder det nærmest, som om at kvinden skulle have et ansvar.”

Virker stødende uden kontekst

Hos Sjællandske Medier anerkender man, at det var et problem at bruge ordet ”lummer” i opslaget. Derfor er ordet også fjernet fra opslaget nu, fortæller chefredaktør Bente Johannessen.

Hun forklarer, at ordet blev brugt, fordi den anklagede til retsmødet blev fremstillet som en, der syntes, det var ok at tage kvinder på bagdelen.

”Vi fjernede det, da vi godt kan se, at det kan virke stødende uden den kontekst, som er i artiklen,” siger hun.

Forkert billede, men rigtig beskrivelse

En anden kritik, der blev rettet mod opslaget, gik på valget af billede til artiklen. Det originale billede på opslaget var af en hånd på en bagdel. Billedet er nu blevet fjernet fra opslaget.

Bente Johannesen fortæller, at så vidt hun har forstået, blev billedet valgt for at skabe mere trafik på opslaget. En fejlvurdering, fortæller chefredaktøren.

”Billedet blev fjernet, da det var stødende. Det er en klar fejl fra vores side, at vi valgte at gå med det billede,” siger hun.

Formuleringen om, at kvinden ”havde drukket sig under bordet”, mener Bente Johannesen dog ikke, at der er et problem med.

”Vi refererer det, som blev sagt i retten. Når det bliver fremført som et argument i retssagen, så skriver vi det selvfølgelig,” siger hun.

0 Kommentarer