Om aftenen onsdag den 28. september 2022 bragte Helsingør Dagblad en artikel med overskriften ”Her har du overblikket: Så mange millioner lænses Helsingør for – udgifter til handicappede eksploderer”
Det fik mig til tasterne, for sjældent har jeg set en så usmagelig overskrift.
Den skal ses i et historisk lys, hvor mennesker med handicap i årevis er blevet fremstillet som stigende udgifter og et udgiftspres, og som en befolkningsgruppe, der grådigt rager til sig og bare er ude efter at flå det offentlige.
Den fortælling blev for alvor cementeret i 2009, da den daværende formand for Kommunernes Landsforening og borgmester Erik Fabrin (V) i forbindelse med økonomiforhandlingerne udtalte, at udgifterne til handicapområdet havde en skadelig gøgeungeeffekt.
Ord har magt, og den magt kan medierne udnytte og bruge til både at ændre og fastholde en situation i samfundet.
Når Helsingør Dagblad omtaler mennesker med handicap som nogen, der lænser kommunen, har mediet for det første glemt, at det er mennesker, det omtaler så nedladende, og for det andet har mediet dermed medvirket til at fastholde fortællingen om mennesker med handicap som en grådig samfundsbyrde.
Helsingør Dagblad og alle andre medier i Danmark skal være klar over, at alle mennesker kan få et handicap igennem hele livet. Et handicap kan være medfødt, men kan også opstå i forbindelse med sygdom og ulykke. Mennesker med handicap er almindelige mennesker, der ønsker at være en del af samfundet, men blot har behov for hjælp til at være det. Mennesker, der har rettigheder som alle andre. Rettigheder der er lovfæstet. Det er kommunernes ansvar at sørge for, at disse love og rettigheder bliver overholdt.
Når et medie som Helsingør Dagblad kan finde på at bringe den konkrete overskrift og, uanset om det er bevidst eller ubevidst, at fremstille mennesker med handicap i det grimme lys, så er tiden inde til at spørge, om vi som land har et kulturelt problem, når det handler om menneskesynet.
Monica Lylloff er jurist og stifter af #enmillionstemmer
—
Replik fra Josephine Vedel, chefredaktør, Helsingør Dagblad:
Jeg vil gerne give Monica ret. Men kun delvist. Jeg medgiver, at rubrikken kan være misvisende. Vi kunne have brugt et mildere udtryk end ”lænses”, da vi ikke har dokumentation for, at botilbuddene er dyrere, end de burde være.
Men på Twitter kan jeg forstå, at det ikke er ordet ”lænses”, hendes kritik går på. Det er derimod vores brug af ordet ”handicappede”. Men her er der altså tale om fakta. Helsingør Kommunes udgifter til handicappede er eksploderet. Når det er sagt, så kunne vi have præciseret det i rubrikken. Altså at den aktuelle udgift, som artiklen handler om, er botilbud til handicappede.
Monica Lylloff skriver, at ”Helsingør Dagblad omtaler mennesker med handicap som nogen, der lænser kommunen”. Det skriver vi ingen steder, og sådan kommer vi aldrig til at omtale handicappede. I underrubrikken til artiklen fremgår det helt tydeligt, at botilbud er steget med 100.000 kroner i gennemsnit på blot to år. Sidste år gav det Helsingør Kommune en ekstra udgift på mere end 26 millioner kroner, og nu skal kommunen spare. Vi er som samfund nødt til at kunne tage en debat om kommunens udgifter – både når det handler om udgifter til ældre, til handicappede, til integration og så videre.
Jeg har stor respekt for Monica Lylloffs budskab. Men jeg synes, det er ærgerligt, at hun omskriver rubrikken, så den passer til hendes dagsorden. Jeg kan se på Twitter, at hun ikke har læst artiklen og dermed ikke forholdt sig til den aktuelle samfundsdebat. Det er en skam. For kommunerne er pressede på den stærkt øgede udgift på handicapområdet, og det er bemærkelsesværdigt, at udgifterne i Helsingør Kommune til botilbud er steget med 100.000 kroner i gennemsnit på blot to år.
Det er også værd at bemærke, at ingen af Helsingør Dagblads læsere havde misforstået rubrikken, før Monica Lylloff og hendes følgere fra hele landet kommenterede på Facebook og Twitter på den her lokale artikel. Dermed er Monica Lylloff selv med til at skabe en meget hård tone i debatten.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
En prioritering, som gør, at man må købe de botilbud, som man ifølge loven skal tilbyde borgere med behovet, dyrere i andre kommuner - botilbud som selv kan sætte prisen uden, at man som kommune kan gøre ret meget andet end at betale ved kasse 1. Samtidig med at man mister skatteindtægter, udligning mv. på borgeren, som flyttes væk fra sit nærområdet og ud over kommunegrænsen.
En prioritering, som gør, at så må man spare på andre tiltag indenfor området, f.eks. børnene på Nygård Skole, egne botilbud og tilbud, der ikke er lovpligtig bestemt pga. serviceloftet. Eller bede om flere penge.
Se, den debat - har Helsingør Kommune udvist rettidig omhu på dette område? , vil jeg som borger i Helsingør Kommune rigtig gerne have at I løftede i stedet. Som den fjerde statsmagt, borgernes vagthund.
Tip: I kan finde masser af info, rapporter fra embedsværket i udvalgsmøde-referater mv., om at Helsingør Kommune længe har vidst, at man ikke havde den rigtig vifte af botilbud i kommunen. Det er bare at gå i gang med at grave...