Podcast

Shitstorm over børne-dragshow overraskede bibliotek

Et kulturnat-arrangement inspireret af en børnebog har kastet Frederiksberg Bibliotek ud i en national shitstorm, som kom helt bag på dem

Når der fredag er Den Lille Kulturnat, lægger Frederiksberg Hovedbibliotek lokaler til et meget omstridt arrangement, de selv har omtalt som ’dragunderholdning i børnehøjde’.

Det er inspireret af René Toft Simonsens børnebog ’Børnene i Sølvgade’, som handler om fire forældreløse børn, der møder karakteren ’Miss Nelly’, som er en mand med nederdel, højhælede støvler og strithår.

Arrangementet har kastet biblioteket og de involverede dragqueens ud i en regulær shitstorm.

Dansk Folkepartis Mette Thisen har over for Berlingske kritiseret arrangementet og kaldt det en ’identitetspolitisk glidebane om kønsforvirring af børn’. Hendes partifælle Mikkel Bjørn tog kritikken med i ’Go’ Aften live’, hvor han blandt andet sagde:

”Det er jo ingen hemmelighed, at dragshows generelt er meget seksualiserede. Og jeg synes ikke grundlæggende, at det og børn hører sammen på nogen som helst måde.”

’En kønsforvirret pædofil’

De to dragqueens, som skal optræde, er på sociale medier blevet mødt af dødstrusler og beskyldninger om pædofili. Blandt andet har TV2 Kosmopol citeret kommentarerne: ”Jeg havde dræbt dem med mine bare næver” og: ”Børnestrip med en kønsforvirret pædofil”.

Nu er der også anmeldt en demonstration mod bibliotekets arrangement.

Den voldsomme kritik og shitstorm er kommet fuldstændigt bag på biblioteket, skriver en kommunikationsrådgiver i en mail til ’Budskab’, fordi det for dem drejede sig om at folde en kendt børnebog ud for et børnepublikum.

”For os er det bare to mandlige kunstnere, i dette tilfælde udklædt i prinsessetøj, som skal synge Disney-sange for børn i forbindelse med vores litteraturformidling. Set i bakspejlet har vi helt klart undervurderet, hvor voldsomme reaktioner der kunne komme,” lyder det i mailen.

Eksperterne i ’Budskab’ mener, at shitstormen var til at forudse.

”Når man siger ordene børneunderholdning, dragqueens, bibliotek og kulturnat i én sætning, så er der en suspense, der kommer ind. Så det kunne de godt have forudset,” siger Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema1000.

Thomas Hundsbæk, kommunikationschef i 3F, peger dog på, at biblioteket næppe kunne have forudset, hvor voldsom shitstormen ville blive.

”Vi kan godt forudse, at dynamikken er der, men at det eksploderer så meget, som det gør, det kan faktisk være rigtigt svært at forudsige,” siger han.

Aktiverer yderfløjene

Begge eksperter peger på, at arrangementet er som skræddersyet til at aktivere de to ’yderfløje’, der har en interesse i at skabe debat enten for eller imod woke.

”Frederiksberg Bibliotek går direkte ind og giver begge de fløje en hel masse gødning, som de kan bruge til at lade deres interesseområder blomstre ud i fuldt flor,” siger Thomas Hundsbæk.

Derfor forudsætter arrangementet ifølge eksperterne også, at Frederiksberg Bibliotek er klar til at deltage i den samfundsdebat, de skaber.

Her mener Jonas Schrøder, at kommunens bibliotekschef er kommet med gode svar i flere medier, men også at biblioteket forpasser en ’unik platform’ for at skabe den helt store samfundsdebat om, hvad bibliotekets rolle anno 2023 er.

”Man kunne godt brede diskussionen ud,” mener han.

0 Kommentarer