Sex er svært

Journalistens sommernummer sætter i år fokus på sex og journalistik. Qvortrup og Brüchmann folder sig ud eksklusivt for Journalistens læsere.

Journalistens sommernummer sætter i år fokus på sex og journalistik. Qvortrup og Brüchmann folder sig ud eksklusivt for Journalistens læsere. Chefredaktørerne er lige til at hænge op på væggen i modsætning til Poul Madsen, som ikke turde.

Jeg interviewede chefredaktør Bent Falbert fra Ekstra Bladet.
»Den værste perversion er afholdenhed,« lød det.
Han var tydeligvis ved at være varm, og jeg tænkte, at tiden var inde.
Vi vil gerne have et billede af dig i et par shorts. I er jo den mest sexglade danske avis. Vil du ikke være med?
»Næh …«
Men du siger, at sex er det bedste i livet?
»Det har jo ikke noget med sex at gøre at tage et billede af mig i shorts.«
Du er ikke sexet?
»Der er ikke meget sex, der kan udføres med shorts på.«
Vi er også parat til at bringe et nøgenbillede?
»Det tænkte jeg nok. Men den fristelse kan jeg godt stå for.«
Kan man ikke kræve, at chefredaktionen på Ekstra Bladet stiller op, når I nu beder en masse kvinder om at gøre det?
»Næh. Vi skriver jo også om politikere uden selv at stille op til Folketinget. Jeg synes, at du selv skal gå foran.«

Chefredaktør Poul Madsen havde heller ikke lyst. Det er en røvsyg ide, sagde han.
Små pjevs. Så har jeg mere respekt for Se og Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, og B.T.s chefredaktør, Peter Brüchmann, der stiller op i dette nummer af Journalisten ud fra devisen om, at de selv beder folk om at stille op til lidt af hvert.
Vi gav ellers det generøse tilbud til mere end et dusin mænd i branchen. Det viste sig hurtigt, at det var langt sværere end at få adgang til A.P. Møllers arkiver.

Det begyndte ellers så stilfærdigt. Efter endnu en barsk mediesæson ville redaktionen sende læserne på sommerferie med et blad blottet for fyringer og fratrædelser.
»Alle vil læse om sex,« erklærede journalist Signe Højgaard Nielsen.
Men det er ikke kun hos Bent Falbert, frisindet har grænser. Tidligere sex-journalister havde ikke lyst til at tale i spalterne. Selv til noget så enkelt som en guide til sexguides måtte vi til udlandet for at få et ordentligt kildegrundlag.
Vi fik ikke mindst udfordret forestillingen om vores eget frisind. Freelancer Lasse Højsgaard kom glad slæbende med tyske pornoblade som Leder Bessy, og jeg støvsugede med skrækblandet fryd Hovedbanegårdens kiosk for glittede magasiner med seksuelt indhold.
Da jeg endelig fik taget mig sammen til at bladre, var det med en sær fornemmelse af deja vú.
I det ellers så kække M!, som i realiteten er en opdateret version af Ugens Rapport – nøgne damer og drengerøvsartikler – skriver man nødig pik, men til gengæld anakonda og generalen. Tal lige om sexforskrækkelse. På pigerøvsmagasiner som Woman er sproget forfriskende direkte, men billedsiden er så glittet og vagt antydende, at de kan ligge fremme, når svigermor er på besøg.
Samlet resultat: Uendeligt mange billeder af mere eller mindre nøgne kvinder og ikke en pik, så langt øjet rækker, når vi ser bort fra det forfriskende Aller-magasin Tidens Kvinder, der bestemt lever op til sloganet "Vi fortsætter der, hvor damebladene samler benene".
Bladene lå uåbnede forbløffende længe. Indtil Lasse Højsgaard – der var han igen – begyndte at hænge onanerende playmates op på redaktionen. Signe Højgaard Nielsen krævede blade og medfølgende pornofilm lagt diskret til side og pillede plakaterne ned.

Sidste sommer lavede vi en pastiche på et dameblad, men bare tanken om at lave et rigtigt sexblad gav mig grundangst. I stedet tyede vi til de sædvanlige værktøjer: Interviewet, baggrunden, praktikopholdet ude i medievirkeligheden og 'sådan gør du-guiden'. På sikker grund løsnede stemningen, og bladene kom frem på bordene.
Alligevel er eftervirkningerne ikke overstået endnu. Jeg døjer stadig med kramper i maven. I den halve time, jeg stod foran fotograf Jasper Carlberg i et studie i Valby, trak jeg uafbrudt maven ind. Han forsøgte ellers at trøste mig med sikkert velmente kommentarer som:
»Du er da ikke tyk.«

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right