For små fem år siden var der én sag, som overskyggede alle andre i samtlige danske medier – ubådssagen.

Mediedækningen af ubådssagen var enorm, og det samme var interessen fra tv-seere, læsere og lyttere.

Siden da er der blevet skrevet massevis af artikler og udkommet både tv- og dokumentarserier om mordet på den svenske journalist Kim Wall og selve retssagen, hvor Peter Madsen den 25. april 2018 blev idømt fængsel på livstid af en enig domsmandsret.

Nu har Maria Bendix Wittchen, der undersøger presseetiske gråzoner og dilemmaer i kriminalstof i sin ph.d.-afhandling på Journalistik på RUC, så skrevet en forskningsartikel, der dykker ned i, hvordan det som retsreporter var at dække den højtprofilerede retssag.

En sag, som de indrømmer var noget af en mundfuld at dække.

”Flertallet af de journalister, jeg har interviewet til studiet, fortæller, at de blev ret påvirkede af sagen, fordi det var voldsomt. Det var nogle virkelig brutale detaljer, der blev fremlagt. Andre fortæller, at de kæmpede med den massive interesse, der var fra brugerne,” fortæller Maria Bendix Wittchen.

Fortællemetoder skaber uenighed blandt journalister

Hun har til forskningsartiklen interviewet 10 journalister fra ni forskellige medier, der alle sad i byretten og fulgte retssagen. Det drejer sig om journalister fra DR, TV 2, Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, B.T., JFM, Weekendavisen og Ritzau.

Og der var stor forskel på, hvordan journalisterne på de forskellige medier greb genren retsreportage an.

En af de journalister, som Maria Bendix Wittchen har interviewet, fortæller, at denne ikke ønskede at være en anonym objektiv reporter.

”Jeg ville have, at læserne vidste, at der sad nogen bag computeren, som ville hjælpe dem med at forstå sagen. Det er ikke en anonym, objektiv reporter, men én, som er interesseret i sagen og vil finde ud af, hvad det hele betyder.”

En anden fortæller i forskningsartiklen, hvorfor det er vigtigt at fortolke en sag som denne:

”Når en forbrydelse sker, afspejler det os alle, og hvem vi er. Hvordan fortolker vi en forbrydelse? Det er den interessante del. Man bør ikke kun skrive om, hvad der sker (i retssagen, red.).”

”Du skal ikke fortolke”

Ifølge Maria Bendix Wittchen var det især Weekendavisen og JFM, der skilte sig ud blandt de danske medier, da de dækkede sagen på en mere analytisk og fortolkende måde.

”Weekendavisen valgte eksempelvis at hyre en skrivende, som normalt skriver krimifiktion, til at gå ind i retten og dække sagen. Produktet endte med at blive meget anderledes end den klassiske retsreportage,” siger hun.

Men netop den mere fortolkende fortællemåde bliver kaldt ”farlig” af en af de interviewede journalister, som i forskningsartiklen blandt andet udtaler:

”Når du har at gøre med retsreportage, er det ekstremt vigtigt, at detaljerne er præcise, og at du kender alle de juridiske begreber. Journalister bør ikke ændre offentlighedens forståelse af, hvad sagen handler om. Det er forkert. Du er nødt til at holde dig til fakta, fakta, fakta. Du skal ikke fortolke.”

Et skifte i retsjournalistikken

Ifølge Maria Bendix Wittchen har vi med ubådssagen set et skifte i, hvordan medierne tilgår retsjournalistik.

”Vi så medier, der formidlede sagen ved at dykke ned i detaljer, bruge scener og andre dramaturgiske virkemidler. De journalister, der benytter sig af denne form, siger, at det kan noget andet, og at man bruger retssagen til at gøre folk klogere på sig selv og eksistentielle spørgsmål.”

“Dem, der havde den klassiske reporterrolle med væsentlighed, relevans og fakta, var mere skeptiske. De mener, at den fortællende og fortolkende tilgang er problematisk, fordi brugerne kan opleve det som underholdning. True crime-journalistik får meget kritik for at dramatisere og underholde, og frygten for den kritik er tydeligt til stede blandt flere af journalisterne,” siger hun.

Brugerne fyldte meget

I de vejledende regler for god presseskik taler man om hensynet til pårørende. Men det var ikke de eneste, som retsreporterne havde fokus på under ubådssagen.

Flere af dem fortæller i forskningsartiklen, at de havde et stort fokus på brugerne, fordi deres interesse for sagen var meget intens.

De følte, at nogle af brugerne forsøgte at presse dem til at bekende kulør i sagen.

”Min forskning viser, at journalisternes strategi var at skrive tydeligt til læserne, at det ikke var deres rolle at vurdere, om Peter Madsen var skyldig eller ej. De italesatte idealet om at forsøge at være objektiv og ikke gå ind i skyldspørgsmålet – eksempelvis i liveblogs og i indbakken. Det blev til en form for metakommunikation, som blev en del af dækningen,” fortæller Maria Bendix Wittchen.

Du kan læse hele forskningsartiklen her.