Arbejdsmarked

Samsø Kommune søger ”kommunikationsninja” til otte timer om ugen: ”Totalt urealistisk”

Jobopslag fra Samsø Kommune inviterer til enten en stress-sygemelding eller gratis arbejdskraft, mener næstformand i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation. Ifølge Samsøs kommunaldirektør skyder kritikken helt forbi

I et aktuelt jobopslag søger Samsø Kommune en ”kommunikationsninja” til ø-kommunens kampagne imod en fast forbindelse over Kattegat.

Vedkommende skal blandt andet arbejde med sociale medier, traditionelle medier, kampagneaktiviteter, medieovervågning og idéudvikling på kampagneindsatsen. Og så også lige vedligeholde og udvikle kampagnesitet www.enandenvej.dk.

Opgavelisten ”suppleres og tilpasses, som debatten udvikler sig nationalt såvel som lokalt”, står der i jobopslaget, hvor kommunen også skriver om at have ”flair for public affairs”.

Alt sammen skal det klares på otte timer om ugen. Stillingen er tidsbegrænset til 2024, dog med mulighed for forlængelse.

”Som jeg læser jobopslaget, så har man fire måneder med otte timer om ugen til at få stoppet en Kattegat-forbindelse,” konstaterer Allan Boye Thulstrup, næstformand i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation.

”Totalt urealistisk”

Næstformanden kalder det ”totalt urealistisk” at nå de mange opgaver på otte timer om ugen.

”Hvis man tror, at man på otte timer kan få det, man beder om der, så beder man enten om at få en medarbejder, der går ned med stress, eller også beder man om gratis arbejdskraft.”

”Jeg kan jo have en mistanke om, at Samsø Kommune er ude efter en, de kun giver otte timers løn, men som så ender med at arbejde 15-20 timer og lægge de sidste timer gratis. Det er i hvert fald det, man risikerer,” siger Allan Boye Thulstrup.

Han mener, der er ”mindst otte timers arbejde” i hver af de fem ”pinde” af opgavetyper, som jobopslaget beskriver.

”Når du ganger op, så er det 40 timer om ugen. Mindst,” siger han.

”Kritikken skyder helt forbi”

Det har ikke været muligt at få et interview med Samsø Kommune. Men i en mail skriver kommunaldirektør Mogens Wehrs, at ”kritikken skyder helt forbi”.

”Vi har tidligere haft en studentermedhjælper ansat i en meget lignende stilling, og det forløb uden problemer og med tilfredshed fra alle parter. Vi tilpasser naturligvis opgavemængden i stillingen til timetallet,” lyder det.

I jobopslaget søger de en ”studentermedhjælper eller en færdiguddannet deltidsmedarbejder” til kampagnen mod Kattegat-forbindelsen.

Allan Boye Thulstrup siger, at det er et generelt problem med kommunikationsjobs, at der ofte bliver slået alt for stort et brød op i jobopslagene, og at mange kommunikatører træder ind i jobs, hvor de reelt ikke har en chance for at imødekomme arbejdspladsens forventninger.

I tilfældet med Samsø Kommune kunne de med fordel file kampagne-stillingen til, mener han.

”Hvis de skal lave en stilling på otte timer, så synes jeg, de bør bruges på en tilbundsgående interessent-analyse, så man ved, hvem er vores allierede, og hvem kan vi aktivere på det her. Så kan man måske nå noget på otte timer,” siger Allan Boye Thulstrup.

”Hvis der er mere tid sidst på året, så kan man lave nogle gode argumentark, som man kan dele med de interessenter også, så man kan klæde dem på,” fortsætter han.

Otte timer inklusive hjemmearbejde

En anden mulighed kunne være at slå otte-timers-kampagnestillingen sammen med en anden stilling. Samsø Kommune søger for tiden også en ”netværksudvikler”, som skal bidrage til, at unge bosætter sig og bliver på Samsø. Også på otte timer om ugen. Denne stilling er også tidsbegrænset, dog så den varer et år, og også med mulighed for forlængelse.

Med Allan Boye Thulstrups øjne er det ”lidt samme fælde” som kampagne-medarbejderstillingen: For lidt tid til for mange spredte opgavetyper.

”Bare det at finde de unge på Samsø. Det kan jo godt tage nogle timer,” siger han.

Næstformanden hæfter sig ved, at det indgår i jobbet, at man skal ”evaluere og forankre tiltagene”, og at der er mulighed for hjemmearbejde i jobbet.

”Hvis det er hjemmearbejde en dag om ugen med otte timer om ugen, så er det jo ikke meget, man ser vedkommende på rådhuset på Samsø. Så er det svært at forankre noget som helst,” vurderer han og opfordrer den østjyske ø-kommune til at prioritere kræfterne:

”Samsø kunne også slå en 16-timers stilling op. Hvis det her er, hvad de har plads til i budgettet, skal de overveje, om det ikke ville være bedre at fokusere stillingen og rent faktisk løse en af de to opgaver, de gerne vil have løst,” siger han.

0 Kommentarer