Ukraine

Særligt ét foto fra Butja har ramt fotoleder

Billederne af de dræbte civile i Butja bryder med de billeder, der ellers har været brugt i dækningen af Ruslands invasion af Ukraine og viser krigens grusomheder, siger leder af fotouddannelsen på DMJX

Nogle ligger livløse på asfalten med deres hænder bundet på ryggen. Andre har cykelstellet mellem benene, mens de ligger døde på jorden.

Én for én – enkelte i par – er de blevet dræbt under Ruslands invasion i Ukraine, og en serie fotografier fra byen Butja dokumenterer, hvad flere statsledere og FN vil have undersøgt som mulige krigsforbrydelser.

Billederne og beretningerne er i sig selv nok til, at eksperter har vurderet, at der er tale om ren henrettelse og oplagte krigsforbrydelser.

Fotografierne fra Butja er så voldsomme, at de bliver bragt i danske medier med en advarsel om voldsomme billeder. Nogle medier har endda set sig nødsaget til at forklare, hvorfor de bringer billeder af ligene i Butjas gader.

Men det er immervæk nødvendigt at vise den type billeder, siger Søren Pagter, leder af fotouddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Den helt store konsekvens i krig er, når civile dør i dagligdagen. De viser uretfærdigheden, konsekvenserne og urimelighederne, og det er vigtigt at vise konsekvenserne af krig.”

Præsident Volodymyr Zelenskyj talte i går til pressen, efter at russiske styrker havde forladt Butja. Foto: Ronaldo Schemidt/AFP/Ritzau Scanpix

Fotosiden af dækningen af krigen i Ukraine har ifølge Søren Pagter overvejende været domineret af billeder af flygtninge og af udbombede bygninger, biler og gader.

”Her får vi billedet på dem, der ikke slipper væk. Når du ser folk, der har været i gang med deres hverdag i deres daglige gader i deres daglige miljø, og at de bliver myrdet, får du et nyt lag på konsekvensen af krig. Det er bevis for, at det er civile, der bliver dræbt,” siger han og tilføjer:

”Vidste vi så ikke godt det? Jo, det gjorde vi nok, men nogle gange skal vi have bevis for, at det faktisk forholder sig sådan,” siger han.

Rammer midt i en hverdag

De senere år har medier vist billeder af krig, død og lemlæstelse fra adskillige dele af verden. Noget af det, der får billederne fra Butja til at vække opmærksomhed og forfærdelse, er ifølge Søren Pagter den måde, ligene ligger nærmest alene i gader, stræder og baggårde.

”Men her har man fornemmelsen af, at folk har været alene. De ligger alene, de lig. Som om de er blevet dumpet.”

Nogle er bagbundet, og det skaber ifølge Søren Pagter en forestilling om, at ofrene har været alene og forsvarsløse. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

Fotodokumentationen fra Butja minder Søren Pagter om en anden tragisk begivenhed, nemlig Utøya, hvor de dræbte unge også lå alene, dræbt og fordelt ud i landskabet:

”Det er, som om en har gået og prikket dem ud og likvideret dem. Vi ved ikke, om det er det, der er sket, men det er den følelse, vi læser ind i billedet,” siger han.

Det er særligt et foto af en mand med en cykel, der har ramt Søren Pagter.

”Det er så dagligdagsagtigt. Det med at cykle ned efter varer eller hen for at besøge et familiemedlem. Og så ligger man pludselig der. Det er kontrasten mellem den helt almindelige dagligdag, der bliver fjernet fra en og sprængt i tusind stykker, der gør det meget voldsomt.”

Skal doseres med omhu

Selv om billederne er vigtige og er dokumentation til eftertiden, betyder det ifølge Søren Pagter ikke, at medierne bare skal give los med at vise billeder af lig i gaderne, selv om de skulle være tilgængelige.

”Hvis man laver et helt opslag eller tillæg kun med lemlæstede lig, ville jeg tænke hvorfor det? Det handler om proportioner og god journalistisk dokumentation.”

Samtidig handler det også om ikke at gøre læserne immune over for de voldsomme billeder.

”Vi reagerer rigtig voldsomt, de første gange vi ser dem. Men når vi ser dem over de næste 10 dage, reagerer vi mindre og mindre, og de kan stoppe med at have en effekt, hvis man ikke doserer det.”

Samtidig advarer Søren Pagter imod, at man kommer til at vise nærbilleder og store billedserier med de dræbte, men i stedet spørger sig selv om, om man vinder noget ved at gå meget tæt på.

”Hvis man træder et skridt tilbage, skaber man en antydning, hvor man får fortællingen om, at det er en hverdag. Det at give en kontekst og noget miljø og antydning med til at gøre billedet fortællemæssigt stærkere, så det ikke bliver et studie i lemlæstede kroppe,” siger Søren Pagter.

0 Kommentarer