
Morten Runge tager selv direkte kontakt til de kilder, han ønsker at interviewe Foto: Bjarne Bergius Hermansen
Danske medier er ofte afhængige af hjælp fra venskabsforeninger og andre NGO’er, der kan formidle kontakten, når journalisterne så hurtigt som muligt skal finde øjenvidner i fjerne konfliktområder.
Journalist Morten Runge fra P1 Morgen har fundet sin egen metode til at finde kilderne uden brug af mellemmænd. Han går ganske enkelt på nettet og bruger Google Maps.
Siden i sommer har han og kollega Anders Vestergaard Nielsen interviewet almindelige mennesker i blandt andet Kazakhstan, Etiopien, Libanon og Afghanistan efter Talebans overtagelse ved at bruge Google Maps til at zoome ind på den by, hans historie omhandlede, finde telefonnumrene på de lokale frisørsaloner, blomsterbutikker og hoteller – og så interviewe dem, der tog telefonen.
”Det er helt vildt at gå ind i et DR-studie og bruge 45 minutter på at vade ind i en by via Google Maps og spørge de mennesker, der bor i byen, hvordan de oplever situationen,” siger Morten Runge.
Når det er muligt at bruge Google Maps på den måde, er det fordi, telefonnummeret som regel optræder ved de butikker, der er plottet ind på kortet.
Når Morten Runge ringer op, lægger nogle mennesker røret på med det samme, fordi det virker for mærkeligt, at der er en dansk journalist i den anden ende.
”Men nogle bliver nysgerrige, når jeg spørger, hvordan de ser på en aktuel konflikt lige dér, hvor de befinder sig, og hvordan de klarer hverdagen,” siger Morten Runge.
Senest har han dækket konflikten i Etiopien, hvor provinsen Tigray ifølge nødhjælpsorganisationerne har været helt afskåret fra omverdenen.
Men med Google Maps kunne man godt komme ind, for der var stadig folk, der tog telefonen, da han ringede.
Hurtigt og effektivt
Det vigtigste øjeblik i interviewet er de første sekunder.
”Når du har en etiopisk hotelejer i røret skal du overbevise ham om, at han er tilfældigt udvalgt. Men hvis jeg lyder rar og ikke for telefonsælgeragtig, så er folk i mange tilfælde parate til at fortælle deres historie,” fortæller Morten Runge.
Han forklarer, at tidligere måtte han for eksempel gå igennem en dansk-etiopisk venskabsforening for at skabe kontakten til mennesker i Etiopien, men Google Maps er hurtigere og mindst lige så effektiv.
”Nogle gange er det lidt akavet at lave telefonopkaldet, og efter 10 forgæves forsøg kan man godt miste modet, men hvis der bor 1 million mennesker i en by, skal det nok lykkes. Hvis én person ikke vil sige noget, kan det være, at naboen vil.”
Optager samtalerne
Morten Runge optager hele samtalen, fordi det tit kan være noget i starten, som har værdi for historien. Han spurgte længe sig selv, hvornår i samtalen han skulle forklare, at han faktisk optog interviewet.
Det var ikke et nemt dilemma, fordi folk risikerede at springe fra.
”Jeg har fundet ud af, at det er bedst at sige til dem undervejs, at jeg plejer at optage samtalen fra start, men at jeg kun bruger det, hvis de godkender det,” siger Morten Runge.
Det er den formulering, der virker bedst.
”Men det er ikke et spørgsmål, som jeg glæder mig til at stille. Der er bare ikke nogen vej udenom.”
Mere end bare ofre
Fordelen ved at søge via Google Maps er, at han får en anden slags kilder og en anden slags historier end de klassiske øjenvidneberetninger fra mennesker, som har set en bombesprængning eller et hus stå i flammer.
Telefonsamtalerne handler mere om de nære ting. For eksempel om en handlende, der prøver at få afsat sine varer i et område præget at konflikt, eller samtaler med en person, der tænker over, om han skal blive i området eller prøve at flygte. Og i givet fald hvordan han vil gøre, hvad han vil tage med sig og hvem han tør stole på.
”Samtalerne siger mere om, hvordan mennesker helt konkret prøver at løse de problemer, de står i. De er ikke bare ofre. De er også handlekraftige,” siger Morten Runge.
Han understreger, at det er vigtigt, at personerne i røret taler godt nok engelsk til at kunne nuancere deres historie, så det netop kan komme et skridt videre end kun at være øjenvidne.
Hør Morten Runges interview med den 33-årige Aaron, der ikke tør gå uden for døren i Etiopiens hovedstad Addis Ababa.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.