Som ung skuespiller bad Peter Mygind aldrig om citattjek.

”Jeg troede, at man blev citeret for det, man sagde. Så jeg talte bare. Men det gik hurtigt op for mig, at sådan er virkeligheden ikke.”

Peter Mygind har oplevet fejl i citater, indirekte citater eller hele vinklen på historier. Derfor beder han nu altid om at få artiklen tilsendt før tryk.

”Jeg får hele molevitten, også billedteksten og overskriften. Jeg kan dog ikke være sikker på, om de laver overskriften om.”

Citattjekket har sparet ham for mange skuffelser.[quote:0]

”Jeg er meget grundig og godkender samtlige sætninger. Det er heldigvis længe siden, jeg har været ked af det.”

Desuden garderer han sig yderligere.

Når Peter Mygind giver større interviews, beder han journalisterne om at bruge båndoptager.

”De garvede journalister siger: ”Jeg kan godt tage notater.” Ja, det er muligt, men jeg må af bitter erfaring desværre sige, at chancen for at ramme mine tanker korrekt bliver mindre med notater,” siger han.

Beder du nogle gange om at moderere udtalelser, som du har sagt?

”Ja, helt klart, hvis jeg ikke kan stå inde for det, når jeg ser det på skrift.”

Citattjek er ikke længere bare citattjek

Peter Mygind er langtfra alene. De seneste år har citattjek vundet indpas på de fleste redaktioner.

Citattjek får ros fra mange sider. Læsernes redaktør på Politiken, Bjarne Schilling, mener, at det har ført til færre fejl i avisen.

Direktør i Have Kommunikation Michael Feder er tilfreds med, at citattjek og faktuel gennemlæsning er blevet mere udbredt.

”Journalister kan lave fejl og misforstå ting, og ingen er interesseret i, at der bliver bragt fejl,” forklarer han.[quote:1]

Chefredaktør Anne Brandt fra Dagbladenes Bureau siger, at citattjek næsten altid kører helt uproblematisk.

”Ofte tilbyder vi det selv. De får det hele fra os,” siger hun.

Og citattjek er ikke længere bare citattjek. Især i portrætter og featureartikler er kilder begyndt at forlange at få hele artiklen tilsendt. Nogle vil også se overskrifter og underrubrikker.

Når kilderne i filmmagasinet Ekko ønsker at ændre i deres citater, er det i 95 procent af tilfældene, fordi de vil udvande deres egne citater eller trække i land, fortæller redaktør Claus Christensen.

”Alt med kant skal væk,” siger han.[quote:2]

”Nogle gange beder de om at tilføje, at ”det siger han og griner charmerende” for at bløde op på det.”

Journalist og forlægger Jakob Kvist mener, at citattjek har udviklet sig i en kedelig retning.

”Man bør ikke kunne lave skønhedsfremstillinger af sig selv. Det er jeg bange for lykkes lidt for tit nu om dage, når skuespillere kaster glans over et medie ved at give et interview, mens pr-rådgiveren pynter på teksten, før den bliver bragt,” siger han.

Citattjek er blevet mere udbredt

Freddy Neumann har sit eget pr-bureau, hvor han for eksempel forbereder skuespillere på at tale med journalister. Han siger, at citattjek er blevet mere udbredt, fordi det kan klares over en mail. Og det giver kilderne en mulighed for at undgå ubehagelige overraskelser, før artiklen bliver bragt.

”Det kan være en sætning, der er taget ud af kontekst, eller der er blevet skruet op for dramaet og de store følelser,” siger han.

Han har været med siden begyndelsen af 1990’erne. Dengang var der et mere ligeværdigt samarbejde mellem kommunikationsfolkene og medierne, mener han.

”Den oplevelse har jeg ikke længere. I dag er relationen mere præget af, at man er skeptisk, man har måske endda mistet tilliden til hinanden. Kommunikationsleddet er blevet professionaliseret, men det har ført til en slags fremmedgørelse med flere krav fra den interviewede om kontrol,” mener han.

Et skråplan

Da Jakob Kvist i slutningen af 1990’erne lavede interviewartikler med kunstnere, sportsfolk og andre mennesker på Berlingske, var det ikke nødvendigt at sende citater til tjek for at gøre kilderne trygge. Det var nok, at Jakob Kvist kom med en båndoptager.

Kilderne var ikke nervøse for at tale med dig?

”Nervøse? Nej, tværtimod tror jeg, at der var en større ro end i dag. De blev jo citeret for det, de havde sagt. I dag er der nok en nagende uro i mange, dels fordi det går så stærkt, dels fordi en fejl vil blive spredt for alle vinde på et nanosekund,” siger Jakob Kvist

Blev de nogle gange sure, når de i avisen kunne læse, hvad du havde citeret dem for?

”Jeg har oplevet, at dem, jeg lavede portrætter af, blev sure. Men det var ikke, fordi jeg citerede dem forkert. Hvis de var sure, var det på grund af det udenom,” siger Jakob Kvist.

Jakob Kvist mener, det er et skråplan, at kilder får hele artikler til gennemsyn – ikke bare citaterne.[quote:3]

”En journalist skal have mulighed for at komme med ufordelagtige iagttagelser og konklusioner. Det er et skråplan, hvis kilderne må rette i journalistens egne bemærkninger – for eksempel en iagttagelse af, hvordan de bor, eller hvordan der lugter.”

Der er lavet mange gode ting gennem årene, hvor journalister har stillet folks udtalelser i relief ved at komme med deres egne iagttagelser, mener Jakob Kvist.

”Det må man fanme ikke give køb på.”

Indblanding fra agenter og kommunikationsrådgivere

Når filmmagasinet Ekkos kilder ønsker at trække i land, er det typisk, fordi de har sagt noget kritisk om filmbranchen eller føler, de har givet for mange personlige oplysninger om sig selv.

”En af vores skribenter sagde, at filmbranchen har uofficiel rekord i rettelak. Vi ser det hele tiden,” fortæller Claus Christensen.

Claus Christensen mener, det handler om mediers ret til at bringe det, der faktisk er blevet sagt i et interview.

”En artikel skal være baseret på en samtale. Og hvis det pludselig er blevet gennemskrevet, er det ikke den samtale,” siger han.

Det er ikke kun kilderne, der har en holdning til, hvad der skal stå i en artikel, siger Jens Vilstrup, redaktionschef på Euroman. Kildernes agenter og kommunikationsrådgivere blander sig også.

”Der sidder én journalist, og så er der 10 andre, der vil forme det. Journalisten vil have sandheden frem, og de 10 andre vil groft sagt – meget groft sagt – ikke have den frem. Den uvane ser man i hele mediebilledet,” siger Jens Vilstrup.

Claus Vilhelmsen fra Sjællandske Medier ønskede i 2015 at lave et portræt af kaptajnen på Rødby-Puttgarden.

”Der var lagt op til en hyggeartikel om hans arbejde på færgen,” siger Claus Vilhelmsen.

Han kontaktede en medarbejder i kommunikationsafdelingen i Scandlines.

”Det går fint, indtil hun henkastet skriver, at hun lige skulle se artiklen, inden den går i trykken. Jeg svarede: Det kommer ikke til at ske,” forklarer Claus Vilhelmsen.

Normalt sender han direkte og indirekte citater til tjek. Men det er yderst sjældent, at han sender hele artikler. Han forklarer Scandlines, at han heller ikke accepterer, at det er kommunikationsafdelingen, der skal modtage teksten – ikke kaptajnen selv.

”De er en tredje part, der bare filer på teksten og måske tilføjer nogle superlativer.”

Det er jo ikke sikkert, hun ville prøve at file på teksten?

”Jeg kan ikke se, hvad hun skal blande sig i det for. Vi bliver i stigende grad udsat for, at kommunikationsenheder styrer det fra start til slut. Det skal vi ikke finde os i.”[quote:4]

Claus Vilhelmsen portrætterede i stedet en skadedyrsbekæmper på job.

”Det kunne have været Scandlines, hvis de ikke havde været så nidkære.”

Kommunikationschef: Journalisterne er som regel lydhøre

Anette Ustrup Svendsen, kommunikationschef i Scandlines, siger, at citattjekket skulle gå gennem hende, men at kaptajnen selv skulle forholde sig til det, han selv havde sagt.

Scandlines ønsker så vidt muligt at få hele artikler til tjek før tryk.

”Når det ikke er en journalist, jeg kender, synes jeg ikke, det er urimeligt at sige, at jeg gerne vil faktatjekke artiklen. Jeg anerkender fuldt ud den journalistiske frihed og har ingen intentioner om at lægge journalisten ordene i munden. Vi må bare have ret til at tjekke fakta i det, der skrives om os.”

Hun har forståelse for, at det kan være irriterende for journalister at få artikler retur, som er skrevet helt igennem.[quote:5]

”Vi respekterer journalisters arbejde og ændrer kun, når det er absolut nødvendigt. Vi får ikke noget ud af at tvinge en artikel igennem, hvor journalisten har fået vredet armen om på ryggen.”

Claus Vilhelmsen siger, at det er hans ansvar, at fakta er i orden.

”Hvis jeg har brug for at tjekke fakta, så skal jeg nok selv bede om det.”

Anette Ustrup Svendsen vil hellere klare det i god ro og orden før offentliggørelsen end at se en fejl komme ud til offentligheden.

”Hvis der er en fejl i en artikel, ved vi godt, at rettelsen kommer noget tid efter og ikke på forsiden, selv om den oprindelige artikel måske var der. Det kan være ærgerligt for mig,” siger hun.

Hvis hun i et interview er kommet til at sige noget, hun ikke ville være glad for at se på tryk, kan hun bede journalisten om at stryge det.

”Man skal stå ved, hvad man har sagt. Men der kan være forskel på at sige noget i en fortrolig dialog og se det på tryk. Der oplever jeg, at journalisterne som regel er meget lydhøre.”

Pr-agent: Kunstnere er mest bange for at blive fejlciteret i de kulørte blade

Pr-agent Elisa Lykke forlanger også altid, at hendes kunder får hele artiklen til tjek inden publicering. Elisa Lykke arbejder som pr-agent for standuppere, forfattere og skuespillere som Rune Klan, Julie Zangenberg og krimiforfatter Sara Blædel.

”Jeg får hele interviewet. Også rubrikken.”[quote:6]

Hun siger, at kunstnerne er mest bange for at blive fejlciteret i de kulørte blade.

Hvorfor så ikke bare forlange citattjek af de kulørte blade?

”Det er for at få helhedsindtryk og fremstilling og få luget ud i eventuelle misforståelser. Det sker sjældent, men som med alt andet arbejde er det godt med et ekstra sæt øjne,” forklarer Elisa Lykke.

Ifølge Elisa Lykke handler et citattjek om at godkende fakta. Men det kan også være, at interviewpersonen ønsker at få fjernet bandeord, eller at en udtalelse blev sagt i en anden mening. Ofte handler det om, hvordan interviewpersonen bliver fremstillet.

”Grænserne er lidt flydende. Men de fleste journalister er til at tale med,” siger Elisa Lykke.

Kommunikationsrådgiver: Journalisten har vetoretten

Kommunikationsrådgiveren Michael Feders råd til kunstnere, der bliver interviewet, er, at de kan få artiklen til faktuel gennemlæsning. Men de kan ikke trække udtalelser, de har givet i interviewet. Det er dog ikke alle interviewpersoner, der er fortrolige med spillereglerne.

”Og derfor er der nogle gange udfordringer med at få artiklen bakset på plads,” siger han.

Det kan for eksempel dreje sig om journalistens beskrivelse af en situation eller betydningen af en udtalelse.

”Nogle kan også have fortrudt noget, de har sagt, eller synes, det virker stærkere på skrift.”

Hvad gør man, hvis interviewpersonen fortryder?

”Der er den interviewede i journalistens nåde. Der vil ofte ske det, at journalisten vil tale med redaktøren, eller han vil bede om tid til at tænke sig om.”

Hvem har vetoretten?

”Det har journalisten,” siger Michael Feder.

Men nogle interviewpersoner kræver nemlig ret til at redigere i artiklen, forklarer Michael Feder.

”Enkelte kunstnere siger, at de har svært ved at lade sig interviewe og slappe af, hvis de ikke kan rette mere uddybende. Vi forklarer journalisten, at det er den pågældende kunstners ønske, og så kan journalisten forholde sig til det,” siger Michael Feder.

Michael Feder oplever sjældent, at journalister siger nej til interviewpersonens krav.

”Hvis det er betingelserne, så siger journalisterne som regel altid ja. Hvis journalisten ikke vil, siger interviewpersonen jo nej, fordi tilliden er brudt,” forklarer Michael Feder, der ikke ønsker at sætte navne på, hvilke interviewpersoner det drejer sig om.

Kommunikationsrådgiver Freddy Neumann opfodrer kun til citat i de tilfælde, den interviewede er usikker ved interviewet. Men de skal også vide, at de ikke har fuld råderet over hele artiklen.

”Jeg synes, det er mangel på respekt at gennemskrive eller omskrive et interview.”[quote:7]

Han har selv oplevet, at kunstnere – uden at han vidste det – har skrevet store dele af en artikel om som del af en godkendelsesprocedure.

”Det er lidt syret, at en skuespiller selv skriver, hvad en journalist har set og tænkt. Hvis jeg havde fået kendskab til det, før det skete, ville jeg have droppet opgaven eller anbefalet journalisten at droppe interviewet,” siger han.

Han har også oplevet interviewpersoner, der har fået en artikel til gennemlæsning og så trukket sig helt fra interviewet.

”Det var stærkt ubehageligt. Hvis man ikke har større respekt for folks arbejde, så skal man ikke stille op,” mener Freddy Neumann, der ikke ønsker at fortælle, hvilke personer der er tale om.

Redaktionschef: De fleste slagsmål er små

Redaktionschef på Euroman Jens Vilstrup har lavet mange portrætter til blandt andre Euroman. Han er tilhænger af citattjek, fordi man undgår faktuelle fejl, og det skaber tillid før interviewet, at kilden kan læse artiklen igennem.

”Vi giver dem ikke redigeringsret. Problemet opstår, når de tror, de har redigeringsret.” [quote:8]

På Euroman får kilderne hele artiklen. Men ikke rubrik, underrubrik og udstyr. Beskrivelserne i artiklen kan interviewpersonen ikke pille ved.

”Observationerne er vores. Ellers ville kilden få fuld redigeringsret.”

De fleste slagsmål er små. For eksempel ønskede forfatteren Mads Holger, at Jens Vilstrup skulle fjerne en iagttagelse om, at Mads Holger havde et hul i jakken.

"Så tager man slagsmålet, og det bliver stående.”

I 2009 ønskede skuespilleren Thure Lindhardts agent, at Euroman skulle fjerne en oplysning om, at Thure Lindhardt ikke er heteroseksuel. Selv havde Thure Lindhardt ikke noget imod, at Euroman citerede ham for oplysningen, fortæller Jens Vilstrup. Men hans agent ønskede til gengæld ikke, at oplysningen skulle med, fordi det kunne skade Thure Lindhardts muligheder i USA, forklarer Jens Vilstrup.

”Alle har spindoktorer med dagsordener inde over. Det er mere relationen til dem, der er problemet, end mellem journalisten og interviewpersonen,” sammenfatter Jens Vilstrup.

Kompromiset i interviewet med Thure Lindhardt blev, at han via agenten fik lov at bygge mere på sit svar. 

”Det var ikke helt det, han oprindeligt svarede, men vi accepterede det, fordi det havde karakter af en uddybning,” forklarer Jens Vilstrup.

Thure Lindhardts agent Lene Seested siger, at sagen ligger så langt tilbage, at det ikke giver mening for hende at udtale sig om den.

Portrætgenren adskiller sig fra andre genrer

Politikens Nils Thorsen sender hele artiklen til de personer, han portrætterer. De har også lov til at trække udtalelser tilbage eller ændre i teksten.

Han mener, at netop portrætgenren adskiller sig fra andre journalistiske genrer.

”Ingen skylder offentligheden indblik i deres følelsesliv. I øvrigt tror jeg, at de taler mere frit, når de har den garanti, og normalt fjerner de kun et par bandeord,” forklarer han.   

Hvor meget må kilden ændre på?

”Ret meget. Jeg har så til gengæld den mulighed, at jeg undlader at trykke det af respekt for læserne. Det har jeg gjort en enkelt gang, da citaterne ændrede sig for meget. Og bare muligheden giver mig en vis forhandlingsposition. Normalt spørger jeg ind til, præcis hvad det er, de nødigt vil have stående. Så kan jeg som regel skrive om og bevare det, jeg mener er vigtigt for historien,” forklarer Nils Thorsen. 

Har kilden vetoret?

”I store personlige portrætinterviews: Ja.”

[quote:9]

Nils Thorsen er tilfreds med den måde, han bruger citattjek.

”Der er den ulempe, at når man ved, at kilden skal læse teksten, før den bliver trykt, risikerer man, at det påvirker den måde, man skriver på,” forklarer han.

Forkerte historier og halve sandheder 

Peter Mygind har oplevet, hvad der sker, når medier viderebringer forkerte historier eller blæser halve sandheder op i en overskrift efter at have givet et interview på op til to timer.

”Mediet tager en lille sætning om mit liv og gør det til overskriften for at lokke læsere til. Det rammer ikke kun mig, men også min familie og mine børn.”

Som offentlig person kan Peter Mygind opleve at stå i kassekøen i supermarkedet og blive konfronteret med en flere år gammel artikel.

”Jeg orker ikke at skulle forsvare mig mod noget, en journalist har skrevet, men som jeg ikke har sagt.”[quote:10]

I forbindelse med artikeltjekket sker det, at han blander sig i journalistens stemningsbeskrivelser.

”Journalisten skal have lov til at komme med sine beskrivelser. For eksempel at jeg bor i et lyst og rart hjem, eller at jeg virker stresset. Det må bare ikke være helt i hegnet. Nogle gange kan en journalist putte sin egen farvelade ned over hele snakken, så stemningen er et helt andet sted henne, end da man sad over for hinanden.”

”Nogle gange kan man blive helt tung i spyttet, når man får en artikel tilbage, hvor man slet ikke kan genkende sig selv. Man kan blive ked af det og frustreret, fordi man skal bruge meget tid på at justere hele artiklen,” siger Peter Mygind.

Femina: Vi føler os som nogle af de sidste dages hellige

Feminas redaktionschef Dorthe Kandi hører ofte fra kommunikationsfolk og agenter, at andre medier er mere imødekommende over for ændringer i forbindelse med citattjek.

”Vi bliver ofte presset. Vi føler os som nogle af de sidste dages hellige,” siger hun.

På Femina får kilden i portrætartikler typisk hele teksten tilsendt. Men udgangspunktet for citattjekket er, at portrættet skal være baseret på journalistens interview med kilden.

Femina er dog parat til at lytte, hvis en kilde beder om at ændre i en oplysning af privat karakter.

”Det kan for eksempel handle om deres mor eller eks-mand,” siger Dorthe Kandi.

Men Femina har også oplevet et krav om, at en artikel skulle skrives helt om.

”Det ønsker vi ikke. Vi citerer dem for det, de har sagt. Hvis det ikke er muligt, er det spild af alles tid,” sammenfatter Dorthe Kandi.

Generelt synes hun dog, at kilderne i bladet er parate til at fortælle om sig selv.

”Jeg er imponeret over, hvor meget folk deler, og det er vi taknemmelige for.”