Medieforhandlinger

S bruger to lukkede aviser som argument for at droppe Radio IIII, men de to aviser lever stadig

I liveradioen lagde Socialdemokratiets medieordfører de to aviser Amager Bladet og Østerbro Bladet i graven. De to aviser findes dog stadig. Dybt bekymrende, mener JFM-chef. Sophie Hæstorp Andersen beklager.

”I de seneste år har vi set Amager Bladet og Østerbro Bladet lukke, og vi har også set andre medier lukke uden for de store byer.”

Sådan lød det fra medieordfører Sophie Hæstorp Andersen (S), da hun i P1 Morgen skulle argumentere for at lukke Radio IIII og give midlerne til at bekæmpe nyhedsørkener og udfordrede lokale medier.

Men de to aviser er bare ikke lukket ned.

Tværtimod, siger chefredaktør Kim Stagaard fra JFM-koncernen, som udgiver de to lokalaviser, og som også er i ejerkredsen bag Radio IIII.

De to aviser har bare skiftet navn til AmagerLiv og ØsterbroLiv - både digitalt og på papir.

”Jeg oplever det som stærkt bekymrende, at en så central person i medieforhandlingerne udtaler sig på et faktuelt grundlag, der virker noget hullet,” siger han til Journalisten.

Ringede ind til P1

I alt er der 12 medarbejdere, der arbejder målrettet med at skabe journalistik til blandt andet AmagerLiv og ØsterbroLiv.

Kim Stagaard ringede selv ind til P1 Morgen for at gå i rette med udlægningen og kom igennem med sit budskab efter Sophie Hæstorp Andersens interview.

”Det kom næsten en passant i debatten om Radio IIII, men det efterlader jo spørgsmålet: Hvis hun går rundt med den opfattelse, at de to lokalmedier er lukket, hvilke andre sorte huller eller misforståelser kan så være med til at danne grundlag for hendes tilgang til medieforhandlinger?” spørger han retorisk.

Sophie Hæstorp: Det var en fejl

Journalisten har forelagt kritikken for Sophie Hæstorp Andersen via Socialdemokratiets pressetjeneste.

I et skriftligt svar lyder det:

“Det var ganske enkelt en fejl fra min side, da jeg var i radioen i morges. Det beklager jeg.”

Det ændrer ifølge Sophie Hæstorp Andersen ikke på, at lokalmedier mange steder er under pres:

”Udviklingen, hvor de store techplatforme har overtaget en stor del af annoncemarkedet, har efterladt mange aviser og medier i en økonomisk dårlig situation. Det gælder særligt lokale og regionale aviser,” skriver hun.

”I den forbindelse nævnte jeg konkret Amager Bladet og Østerbro Bladet som eksempler, hvilket er forkert, da de stadig eksisterer under paraplyen KøbenhavnLiv. I stedet skulle jeg for eksempel have nævnt nogle af de lokalaviser, som Sjællandske Medier har lukket,” tilføjer hun.

For tidligt at tale fremtid

Bestyrelsesformand for Radio IIII og nyhedsdirektør i JFM-koncernen Christina Blaagaard vil endnu ikke tage stilling til, hvorvidt Radio IIII potentielt kan overleve, hvis der ikke er statsmillioner i ryggen.

Hun håber, at politikerne får talt sig frem til en anden løsning. Og hun anfægter Socialdemokratiets udlægning af den omfattende krise hos lokale og regionale medier:

”Rygterne om de lokale, private mediers død er stærkt overdrevne. De lever faktisk rigtig fint, og alle er enige om, at der er brug for mediepluralisme i Danmark. Og den truer man jo ved at hælde flere kroner i TV 2-regionerne,” sagde hun tidligere torsdag til Journalisten.

0 Kommentarer

Læs også

Medieforhandlinger

Radio IIII-chef angriber præmis for at lukke kanalen

01. OKTOBER 2026
Medieforhandlinger

S er klar til at trække stikket på landsdækkende radio

01. OKTOBER 2026