Quizzen handlede om kong Frederik, Tine Johansen, Allan Boye Thulstrup, Martin Krasnik – og om Simon Richard Nielsen ville fortsætte på B.T. i 2025. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Jacob Nielsen, Benita Marcussen, Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (Red. Jo)
Det er svært at spå om fremtiden, men det er ikke umuligt.
Det må være konklusionen, efter at vi her på Journalisten.dk i januar spurgte, hvad der ville ske i medie- og kommunikationsbranchen i løbet af 2025.
I alt svarede 695 medlemmer på vores 10 spørgsmål, og de to bedste spåmænd svarede rigtigt på det hele.
For eksempel om Simon Richard Nielsen fortsat ville være chefredaktør på B.T. Og om Katherine Diez ville gøre comeback som litteraturanmelder.
Ét spørgsmål var faktisk så nemt, at nærmest alle – over 99 procent – svarede rigtigt.
Det var, om Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, ville få en halstatovering – og dermed følge i sporet på Weekendavisens journalister, som i stigende grad er begyndt at afprøve tendenser i tiden på deres egen krop.
Martin Krasnik forsikrer i en mail til Journalisten, at han ikke er blevet tatoveret på halsen.
Men da han så spørgsmålet i quizzen tidligere på året, tænkte han faktisk, at det måske var en god idé med sådan en tatovering.
”Men så har jeg ikke lige nået det, desværre,” forklarer Martin Krasnik.
Quizzens sværeste spørgsmål handlede om Dansk Journalistforbund.
Her troede 88 procent nemlig, at Tine Johansen og Allan Boye Thulstrup ville fortsætte som forbundets formandskab.
Som bekendt genopstillede Tine Johansen ikke.
Ikke noget solointerview
Årets royale spørgsmål var, om kong Frederik ville give sit første store solointerview til Berlingske, der traditionelt står Kongehuset nært.
Men det er ikke sket, fortæller Berlingskes kongehuskommentator, Jakob Steen Olsen.
”Berlingske har ikke fået et interview med kongen, og det er ikke noget, vi skal skamme os over, for det er der ingen, der har,” fortæller Jakob Steen Olsen.
I alt svarede to personer rigtigt på alle spørgsmål, og ved lodtrækning er journalist og kommunikationskonsulent Anne Katrine Rud blevet kåret som vinder. Hun vinder en ugens fri leje i et af feriehusene fra DJ Ferie i Danmark eller udlandet i løbet af kalenderåret 2026 (undtaget påskeugen, sommerferien og efterårsferien.)
DE 10 SPØRGSMÅL OG SVAR:
Det var været et stormfuldt år på B.T. med fyringer, norsk opkøb og elendigt arbejdsmiljø. Er Simon Richard Nielsen også chefredaktør på B.T. om et år?
Ja, Simon Richard Nielsen er fortsat chefredaktør på B.T. (Det gættede 37 procent af deltagerne i quizzen)
Weekendavisens journalister er begyndt at afprøve tendenser i tiden på deres egen krop. En journalist fik lavet en hårtransplantation i Tyrkiet. En anden prøvede en weekend på coke. Vil Martin Krasnik i et essay prøve at komme tættere på den stigende udbredelse af halstatoveringer ved at få en selv?
Nej, det har han ikke. (Det gættede 99 procent)
Kong Frederik har endnu ikke givet sit første store solointerview. Bliver det mon til Berlingske, der traditionelt står Kongehuset nært – men hvor Jakob Steen Olsens syleskarpe analyser har skabt røre blandt de kongetro læsere?
Nej, kongen gav ikke det første solointerview til Berlingske. (Det gættede 78 procent)
Økonomien på Stig Hasners tv-kanal dk4 skranter. Derfor ønsker kanalen at få andel i pengene fra Public service-puljen. Bliver det aftalt politisk allerede i 2025, at det godt kan lade sig gøre?
Nej, det er ikke aftalt politisk. (Det gættede 70 procent)
Katherine Diez blev afsløret i omfattende plagiat i 2024. Gør hun comeback som litteraturanmelder på et landsdækkende medie i 2025?
Nej, det gjorde hun ikke. (Det gættede 89 procent)
TV 2 Fyn har netop ansat fynboen Thomas Funding som administrerende direktør. Snart skal TV 2 Fyn også finde en chefredaktør. Bliver den stilling også besat af en person bosat på Fyn?
(TV 2 Fyn har ikke ansat en chefredaktør, og derfor udgår spørgsmålet.)
Berlingske Media er kommet på norske hænder. Køber Amedia sig ind i flere medier i Danmark?
Ja, i oktober 2025 købte norske Amedia sig ind i JFM i en byttehandel, hvor de overtog 30 procent af ejerskabet, mens JFM fik 30 procent af Berlingske Media. (Det gættede 23 procent)
Alt kan ske i fondsbestyrelserne i JP/Politikens Hus. I marts blev Peter Bartram fx fyret som formand for Jyllands-Postens fond, genansat i august (selv om det var ”lidt akavet”), men på generalforsamlingen i foråret 2025 forlader han bestyrelsen igen. Kommer det alligevel til at ske, at Peter Bartram genindtræder i fondens bestyrelse igen-igen senere i 2025?
Nej, der var ikke noget comeback til Peter Bartram. (Det gættede 96 procent)
Nordjyllands Politi – dem med de ofte morsomme opslag – har 100.000 følgere på det sociale medie X. Flytter de ind på Bluesky?
Nej, Nordjyllands Politi flyttede – måske klogeligt nok – ikke ind på Bluesky. Nordjyllands Politi er fortsat er på X. (Det gættede 38 procent)
Der er delegeretmøde i forbundet til april. Her er formand Tine Johansen og næstformand Allan Boye Thulstrup på valg. Udgør de fortsat formandskabet, efter at de delegerede har stemt?
Nej, Tine Johansen genopstillede ikke som formand, og Allan Boye Thulstrup blev valgt som formand og Lise Møller Schilder som næstformand. (Det gættede kun 12 procent)
DR skal have ny generaldirektør i 2025. Finder DR-bestyrelsen en generaldirektør med en journalist- eller kommunikationsbaggrund?
Nej. Bjarne Corydon skiftede til DR fra et job som chefredaktør på dagbladet Børsen og er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet. Journalistens quiz-jury har derfor besluttet, at selv om Bjarne kom fra et mediejob, har han ikke en journalist- eller kommunikationsbaggrund. (Det gættede 76 procent)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.