Pressemeddelelse

Ritzau bandlyser Frihedslisten

Der er ikke behov for opdaterede retningslinjer på Ritzau, fortæller administrerende direktør. Opdateret 14:59

Partiet Frihedslisten er fremover forment adgang til Ritzaus pressemeddelelsestjeneste.

Det skyldes en pressemeddelelse, der blev sendt ud via tjenesten, hvor Frihedslisten blandt andet sidestillede coronapasset med det såkaldte ”gesundheitspass”, der blev brugt af Nazityskland.

Derudover henviste partiet i pressemeddelelsen til en ”rapport” fra en ”selvstændig statistiker”, der mente at kunne bevise, at op mod 83.151 danskere kan være døde af at få coronavaccinen.

Ingen af påstandene i pressemeddelelsen bliver underbygget af troværdige eller bredt anerkendte kilder, og derfor har Ritzau fjernet den fra platformen.

”Vi har blokeret den, og de skal ikke være kunde hos os længere,” siger administrerende direktør Lars Vesterløkke fra Ritzau til Journalisten.

Godkender ikke før udsendelse

Ritzau godkender ikke pressemeddelelser, inden de sendes ud, men det har været en del af kontrakten med Frihedslisten, at de skulle overholde de gængse presseetiske regler.

Ifølge Lars Vesterløkke er der ikke behov for at stramme op på den procedure, da man meget sjældent oplever misbrug.

”Vi har ikke ansvar for det, der sendes ud, men stiller et system til rådighed. Vi redigerer det heller ikke. Kunderne sender selv ud og køber adgang,” siger han.

”De fleste overholder reglerne, og vi sender mange pressemeddelelser ud hver dag, hvor reglerne bliver overholdt. Så er der nogle få stykker, som ikke kan finde ud af det,” fortsætter han.

Frihedslisten er et mindre parti, der har opstillet en række kandidater som løsgængere i forskellige kredse. Det gjorde partiet også ved det seneste kommunalvalg.

Opdateret 14:59: Det fremgik tidligere af denne artikel, at Frihedslisten stillede op til folketingsvalget i 2019. Det gjorde partiet ikke, men stillede derimod op til kommunalvalget. Derudover er det uddybet i teksten, at Frihedslisten som del af kontrakten med Ritzau skulle overholde de gængse presseetiske regler.

3 Kommentarer

David Wedege Petersen
29. OKTOBER 2022
Jeg synes, de er grove og smagløse, men kan Journalisten spørge Lars Vesterløkke om, hvad de røde linjer hedder og hvor de går i denne sammenhæng? Interesseorganisationer og politiske partier støder hele tiden nogen, og fra tid til anden smider de også forkerte konklusioner og tal ud til offentligheden.
Der var også politikere, der slog hårdt på, at folk skulle lade sig vaccinere imod covid-19 for at stoppe smitten, men sådan en smittedæmpende effekt var ikke dokumenteret forud for udrulning og er ikke dokumenteret siden.
Det er heller ikke så uvanligt, at socialister giver højreorienterede politikere "mindelser om det gamle sovjet" og ikke så uvanligt at højrefløjen giver venstrefløjen mindelser "om noget der var i 30'erne". Eject?
Jacob Wenzel Hansen
28. OKTOBER 2022
Siden hvornår har pressemeddelelser fra politiske partier skulle overholde de vejledende regler for god presseskik?

Troede vejledningen var tiltænkt ... pressen, og udokumenterede påstande er vel strengt taget ikke uhørt fra et politisk parti.

Undrer mig til gengæld lidt over, at Frihedlisten tilsyneladende ikke har ret til genmæle her.
Klaus Robert Bach
27. OKTOBER 2022
Tak til Ritzau. Den sidste pressemeddelse fra frihedslisten om Mette F gav mig virkelig en dårlig smag i munden.
Kh Klaus