Nærdemokrarti

Regionerne er helt væk i valgkampen – og det er ikke kun mediernes skyld

Regionerne bruger 149 milliarder kroner på danskernes sundhed, men det er ikke nok til at sætte et tydeligt aftryk på mediernes valgdækning

Tirsdag 18. november skal de danske vælgere afgive to stemmer. En til kommunalvalget og en til regionsrådsvalget.

Men når man ser på nyhedsmediernes omtale af de to valg, står regionsvalget fuldstændig i skyggen af kommunalvalget. Det viser en opgørelse lavet af Retriever (tidligere Infomedia) for Fagbladet Journalisten.

Undersøgelsen er baseret på 33.000 omtaler af kommunal- og regionalvalget i de danske medier de seneste tre måneder.

80 procent af historierne nævner kun kommunalvalget, og seks procent nævner kun regionalvalget, mens de resterende 14 procent nævner både kommunalvalg og regionalvalg.

Med andre ord: Hver gang regionalvalget er nævnt én gang, bliver kommunalvalget nævnt fem gange.

Ofte bliver kommunal- og regionalvalget 18. november blot kaldt ”kommunalvalget” i medierne.

Medierne burde gå mere op i det

Ulrik Kjær, professor i statskundskab på SDU og forfatter til bogen ’Regionalvalg’ siger, at tallene dokumenterer et velkendt mønster.

”Regionalvalget er ikke glemt, men det bliver klemt på grund af kommunalvalget,” siger han.

Jeg ville gerne have, at vi fyldte mere
Bo Libergren (V), formand i Region Syddanmark

Ulrik Kjærs opfordring til medierne er at dække regionalvalget tættere, fordi der er så mange penge på spil.

”Vi taler om 149 milliarder kroner – og sundhed er noget af det, folk går mest op i. Alene af den grund burde medierne gå tættere på valget,” siger Ulrik Kjær.

Lidt træt af det

Bo Libergren (V), formand i Region Syddanmark siger, at han er ”lidt træt” af, at regionsrådsvalget ikke får mere opmærksomhed.

”Jeg ville gerne have, at vi fyldte mere. Men der er jo også en logik i det, fordi uenigheder i kommunerne ofte er tydeligere – og medierne er jo glade for konflikt,” siger Bo Libergren.

Til sammenligning er den politiske behandling i regionerne præget af mere konsensus, hvor man søger brede forlig.

Men hvis beslutningerne kommer tæt på den enkelte vælger, kan det udløse en debat.

”Hvis man vil lukke et sygehus, skal folk nok reagere,” siger Bo Libergren.

Flere landspolitikere

En såkaldt automatiseret søgning lavet af Retriever indikerer, at kun to af de 50 mest omtalte personer i forbindelse med kommunal- og regionalvalget er regionale kandidater. Til gengæld er der 19 landspolitikere.

Ulrik Kjær fra SDU siger, at journalisterne som regel godt ved, hvilke politikere, der repræsenterer forskellige synspunkter i en kommunalbestyrelse.

Men det er ikke tilfældet i regionsrådene, og det skyldes blandt andet, at der mangler markante profiler i regionalpolitikken.

Så hvis de regionale politikere ønsker mere medieomtale, må de melde sig ind i kampen og ”give den fuld gas”.

”Der er ikke journalisternes opgave at opfinde politiske forskelle,” siger Ulrik Kjær.

 

0 Kommentarer