Uddannelse

Regeringen vil forkorte DMJX-studerendes praktik

Regeringen lægger op til en omlægning af uddannelserne på DMJX, så praktikken bliver forkortet fra 18 til 12 måneder.

Det er ved at være et år siden, at DMJX fik afslag på sin ansøgning om mulighed for at forkorte praktiktiden for de journaliststuderende.

Men nu er der alligevel håb for, at praktikken kan skæres ned fra 18 til 12 måneder.

Regeringen vil nemlig ændre på journalistuddannelsen på DMJX og i den forbindelse forkorte praktikperioden, så de studerende får et halvt års undervisning mere end i dag.

Det siger kulturminister Zenia Stampe (R) og uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund i et interview med Information.

”Der har længe været et meget stærkt ønske fra DMJX om at erstatte en del af praktikken med mere undervisning på skolen. Medievirkeligheden er blevet mere kompleks, og der stilles nye krav til, hvad en nyuddannet journalist skal kunne,” siger Christina Egelund til Information.

Kan løse to problemer

Da DMJX i september sidste år ansøgte Uddannelses- og Forskningsstyrelsen om at skære praktikken fra 18 til 12 måneder, skete det, fordi skolen vil løse to problemer, forklarede rektor Julie Sommerlund.

DMJX vil blandt andet sikre, at kommende journalister og tilrettelæggere får flere teoretiske og praktiske kompetencer inden for alt fra forretnings- og brugerforståelse til medieinnovation og forståelse for ændrede samfundsforhold.

Derudover kan en kortere praktikperiode også afhjælpe problemet med mangel på praktikpladser.

Julie Sommerlund er da også godt tilfreds med udmeldingen fra regeringen.

”Verden, fagene og brancherne flytter sig med rasende fart. Der er brug for, at journalister får ny viden og nye kompetencer, og de klassiske kompetencer er ikke blevet mindre vigtige. Det vil vi få væsentlig bedre mulighed for med et halvt års ekstra undervisning,” siger Julie Sommerlund i en pressemeddelelse fra DMJX.

Mere metode og verificering

Ifølge DMJX vil det ekstra halve år have fokus på, at de studerende skal have dybere viden om samfundsforhold i en kompleks verden og styrke deres metodiske kompetencer. DMJX vil også sørge for, at de studerende får øgede kompetencer i at anvende AI og til verificering af information - blandt andet ved hjælp af såkaldte OSINT-redskaber.

Slutteligt vil DMJX også give de studerende værktøjer, som gør dem stærkere på entreprenørskab og innovation.

”Journalister spiller en afgørende rolle for den demokratiske samtales overlevelse. Derfor er det nødvendigt med både dyb viden om samfundsforhold og et stærkt fundament af troværdighed, etik og evne til at gennemskue information,” siger DMJX-bestyrelsesleder Lea Korsgaard i pressemeddelelsen.

”Med 20 procent ekstra tid på skolebænken vil vi få mulighed for at klæde vores studerende meget bedre på. Herunder også med en dybere forretningsforståelse, så de er rustet til en fremtid, hvor der er brug for journalister, men hvor medielandskabet ser meget anderledes ud,” fortsætter hun.

0 Kommentarer