
Erhvervsminister Morten Bødskov (S). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Den tidligere S-regerings lovforslag, der skulle sikre en mærkningsordning for retoucherede reklamebilleder og reklamefilm, bliver ikke genfremsat.
Det skriver erhvervsminister Morten Bødskov (S), som nu er en del af SVM-regeringen, i et folketingssvar på et spørgsmål fra SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.
Lovforslaget havde til formål at tvinge virksomheder og influencere med sponsoreret indhold til at markere, hvis fotos eller videoer var redigeret, så kroppens facon, størrelse eller hud blev ændret, og den ændring kunne bidrage til kropspres.
Lovforslaget skal i stedet vendes i en kommission for det gode børne- og ungdomsliv, der skal styrke børn og unges trivsel og udarbejde initiativer, som kan beskytte børns færden på internettet.
Lorentzen Dehnhardt er ikke imponeret.
”Jeg synes, det er meget skuffende, at man nu vælger at sylte det her i en kommission, når den tidligere regering pegede på, at det her kan bidrage til at reducere mistrivsel hos børn og unge.”
”Der er et færdigt lovforslag, og det kunne man bare fremsætte,” siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Retsordføreren peger på, at det er Moderaterne og Venstre, der blokerer for genfremsættelsen af lovforslaget, og som vil have det ”syltet” i en kommission.
”Jeg kan ikke tolke det på anden måde end, at de to partier må have noget imod, at vi reducerer mistrivsel hos børn- og unge med det her forslag,” siger hun.
V: Kritik er provokerende
Venstres erhvervsordfører, Hans Andersen, siger blandt andet i et skriftligt svar til kritikken:
”Jeg synes, det er dybt provokerende, at SF reducerer en så dybt alvorlig problemstilling, som børn og unges trivsel er, til et spørgsmål kun om mærkning af retoucherede reklamebilleder og reklamefilm. Jeg er selv meget bekymret for de tendenser, vi har set de seneste år, hvor flere unge piger og drenge end tidligere mistrives.”
Hans Andersen henviser også til, at der i regeringsgrundlaget er en række initiativer, der skal styrke børn og unges trivsel, heriblandt den førnævnte kommission.
Moderaternes it- og digitaliseringsordfører, Jeppe Søe, tilføjer:
”Der er kommet en ny regering. Og den regering griber tingene an på en anden måde. Vi vil gerne i dybden. Vi ønsker ikke at kradse i overfladen altid.”
En rapport fra 2020 udarbejdet af Børns Vilkår og Trygfonden viser, at hver fjerde pige i 9. klasse i lav grad eller ingen grad er tilfredse med deres kroppe. Afsenderne fremhæver, at kropsutilfredsheden forstærkes på sociale medier, hvor bestemte kropsidealer og det perfekte udseende dyrkes.
I undersøgelsen svarede 38 procent af pigerne i 9. klasse, at de selv redigerer billeder af sig selv, inden de lægger dem op på sociale medier.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.