Man glemmer aldrig det første råd, man får fra en redaktør. Heller ikke efter 52 år i branchen.

”Unge Bech. Husk, at fællesspisning staves med dobbelt s,” lød ordene fra redaktøren på Roskilde Dagblad, da Rasmus Bech som helt grøn journalistelev fandt sin vej ind i branchen.

Nu er han ved at finde sin vej ud af branchen og ved at finde ud af, hvad det betyder, at man for første gang i over fem årtier ikke skal levere fast til spalterne i et medie.

Sidste opgave for Politiken, som han har været tilknyttet siden 1986, bliver at skrive et tilbageblik om livet med journalistikken over fire kapitler.

”Og så tænker man jo på, hvad man har oplevet og været en del af. Jeg er jo et produkt af blyets tid, som gik fra den gamle avisproduktion frem til i dag. Det er jo ufatteligt at tænke på, hvad der er sket i den periode,” siger Rasmus Bech.

En god ting at være amatør

Den tekniske forskel giver næsten sig selv.

Skrivemaskinerne er for længst sat i storskraldscontainerne, og et helt fag af magtfulde trykkere forsvandt ret pludseligt.

For Rasmus Bech blev sportsjournalistikken et kald, der blev definerende for karrieren. Særligt på Politiken, hvor han i tidens løb har været chef for sportsredaktionen, medlem af avisens redaktionsledelse, journalist og klummeskribent.

De første syv år af karrieren handlede ikke om sport, men den trak i ham.

”Da jeg begyndte, var det rene amatører over hele linjen,” fortæller han.

”Dengang var ordet ’amatør’ jo et agtværdigt udtryk, og det har så med årene udviklet sig til at blive et skældsord. Det var en fin position, at man var amatør, og at man dyrkede sin lidenskab med stolthed og ære i sin fritid,” fortæller Rasmus Bech.

Det gør han også i en klumme i Politiken, hvor han skriver om sin første reportagetur med det mandlige danske håndboldlandshold i 1977. På hotellet i Ljubljana var der ”striptease i natklubben – med spillerne og de medrejsende journalister som publikum i den lumre belysning. Og ingen ledere til at holde øje med sengetiden”.

En delvist lukket verden

Det var andre tider, og meget af den danske sportsverden blev ifølge Rasmus Bech ændret, da TV 2 blev etableret i 1988.

”Hvis to mænd klædte om til korte bukser, stod der et kamerahold fra TV 2 og fulgte med,” som Rasmus Bech beskriver det.

Professionaliseringen af sporten betød dog også, at især fodboldspillere med årene lukkede af for pressen. Kontakten styres i dag af agenter og klubberne. Alle budskab måles og vejes, mener Rasmus Bech.

”Pengene er så store i fodbold, at det smitter af på kulturen. Ingen andre i sportens verden optræder på den måde der. Sportsfolk er normalt meget, meget tilgængelige. Nogle af dem vil jo gerne, men må ikke, så vi skal ikke gøre spillerne til skurke i det her, for de er del af en kultur og ofre for en kultur,” mener han.

Det er ikke ulig ministre og politikere, der bliver mindre tilgængelige gennem presserådgivere og særlige rådgivere.

Trods færre medier er presset vokset, vurderer han:

”Jeg kan godt se, det må være et helvede. Og alle forlanger jo, at ministre skal stå til rådighed. Hvis man ikke gør det, bliver man hængt ud.”

Det er anderledes i håndbold, hvor han har telefonnumrene til nærmest alle spillerne.

Med pengene i sporten følger også beslutninger, der er upopulære blandt seerne.

For eksempel vinter-OL i Kina eller VM i Qatar, hvor der begge steder lægges pres på menneskerettigheder og det frie ord.

Her mener Rasmus Bech, at organisationer som Den Internationale Olympiske Komité og fodboldforbundet FIFA har et ansvar, og at man bør fremme den slags begivenheder i demokratiske lande i stedet:

”Det er uheldigt, at sporten i årrækker og årtier har hængt sig op på at være gode venner med diktaturstater. Det er noget underligt noget, og det har også udløst alle mulige former for korruption og misbrug af midler.”

Vi var ude i marken

Med sit farvel til journalistikken tager Rasmus Bech også afsked med en helt anden måde at lave journalistik på. De nyuddannede journalister på redaktionerne er ifølge Rasmus Bech langt bedre uddannet og bedre udstyret end hans egen generation.

”Vi var bedre oplevere, hvis jeg må bruge det udtryk. Vores arbejde foregik primært ikke på redaktionerne, men ude blandt folk. Vi var ude i det, der populært kaldes virkeligheden,” siger han.

”I dag får man det indtryk, at man lige så godt kunne møde ind i skattevæsenet, hvor man møder ind på et kontor. Man møder om morgenen og går hjem om eftermiddagen. Sådan var det ikke. Vi var ude i marken hele tiden.”

Og her trænger endnu et minde fra redaktionen i Roskilde sig på. Da den unge journalistelev Rasmus Bech på et tidspunkt sad på kontoret, kom redaktøren farende:

”Han sagde: ’Hvad laver du her? Kør en tur med fotografen og kom tilbage om fem timer med to historier’,” fortæller Rasmus Bech.

Det gjorde han så.

Plej sproget

Og det er en vigtig lektie, mener Rasmus Bech. For vores fag er og skal være drevet af nysgerrighed, og nogle af hans største minder er fra de syv gange, han har været på ekspeditioner i Grønland med flåden som udsendt for Politiken.

Deri ligger også en iboende påmindelse om, at man som journalist skal være nysgerrig og tage alt alvorligt – selv den mindste historie.

”Man skal pleje sproget og sørge for at give læseren den størst mulige oplevelse uanset stoffets karakter,” siger han.

Faste læsere af Politiken gennem årene vil også vide, at Rasmus Bech kan noget med ord. Det blev han hædret for i 2018, hvor han modtog Dansk Sprognævns sprogpris.

”Det var jeg helvedes stolt af. For en bonderøv fra Hvidovre var det meget, meget stort, og mine dansklærere ville have bukket og været glade for, at de dog var lykkedes med noget,” griner han.

Efter et langt liv i faget kan man også risikere at lyde som en ”gammel idiot”, hvis man giver råd videre. Det er Rasmus Bech klar over, og det vil han gerne have understreget, siger han i en munter tone.

Men alligevel vil han gerne give råd med på vejen, da Journalisten spørger ind til en afsluttende bemærkning til den samlede journaliststand i Danmark:

”Gør jer umage. Gør jer umage med sproget. Udvis hæderlighed. Gå til biddet, men vær ikke bidsk. Og husk, at fællesspisning staves med dobbelt s.”