Anthon Unger/Radio4
Det er ikke længere muligt at finde Radio IIII på oversigten over ugentlige lyttertal, som Kantar sender ud.
Administrerende direktør Nikolai Thyssen har nemlig bedt om at få trukket kanalen ud af den ugentlige opgørelse, siger han til Frihedsbrevet og MediaWatch.
Fremover vil kanalens lyttertal blive opgjort på kvartalsbasis. Beslutningen skyldes ifølge Nikolai Thyssen, at der er for stor usikkerhed om tallene for kanaler med færre lyttere, og Radio IIII’s lyttertal kan i øjeblikket svinge med 40 procent fra uge til uge.
”Jeg vil gerne fremlægge tal, som jeg selv kan stå på mål for. Og jeg vil helst ikke være så ustabil, at jeg står og praler den ene uge og skammer mig den næste,” siger Nikolai Thyssen til MediaWatch.