Der skal fremover sendes live på weekendformiddage på Radio IIII, der derfor lancerer et nyt program med navnet ’Formiddag’.
Det skriver Radio IIII i en pressemeddelelse.
’Formiddag’ vil blive sendt direkte alle lørdage og søndage fra klokken 10 til 12 med nyheder fra verden og perspektiver på ugens store historier.
Indtil nu har weekendfladen på Radio IIII været dedikeret til kanalens podcast.
”Det skulle lige passe, at Trump annekterer Grønland på en lørdag eller en søndag – de to eneste dage, hvor Radio IIII ikke sender live ud over de korte timenyheder. Det går selvfølgelig ikke, når vi har lovet at være der, når verden står i brand,” siger Radio IIII’s direktør og ansvarshavende chefredaktør, Nikolai Thyssen, i pressemeddelelsen.