Projekt Y vil lade dig se verden på ny. Men anmeldere kan ikke lige se det nye og særlige

Journalisten har bedt en AI-medieekspert og en medieiagttager om lynanmeldelser af Michael Dyrbys nye medie. De kan ikke helt se, hvor Projekt Y skiller sig markant ud.

I dag klokken 13 gik Michael Dyrbys meget omtalte nye AI-støttede medie Y i luften under sloganet 'Se verden på ny'.

Mens man ventede, kunne man under et nedtællingsur se en video, hvor chefredaktøren forklarede, at han vil skabe ”en helt ny måde at producere og distribuere nyheder på”. Og et løfte om, at mediet vil ”udfordre dig og ikke mindst de mange emner, der ofte bliver til fastlåste sandheder og dogmer”.

Men hverken Peder Hammerskov, der leder DMJX’ Center for AI, eller Marie Louise Toksvig, der er vært på DR’s mediemagasin Tabloid, kan ved første øjekast se det helt nye og banebrydende i det nye medie, der har fået mere end tre millioner kroner i støtte fra Innovationspuljen.

”Det er lidt et nyhedsbureau med nye rubrikker,” lyder den umiddelbare kommentar fra Peder Hammerskov, der ved lanceringen tirsdag eftermiddag talte 19 ud af 26 artikler, der lignede omskrivninger af Ritzau og andre medier.

Han savner generelt, at det er deklareret, om og hvordan AI har været anvendt.

En borgerlig profil

Den første tophistorie ser dog ud til at være skrevet af et menneske, nemlig Projekt Y's politiske redaktør. Den handler om, at danskerne ikke stoler på Skat. Hvilket ifølge Peder Hammerskov ikke er så overraskende:

”Det taler ind i den borgerlige profil, de selv har meldt ud,” siger Peder Hammerskov.

Det er lidt svært at se det innovative.
Peder Hammerskov, leder af DMJX’ Center for AI

Han understreger, at det ikke er helt fair at vurdere mediet ud fra dets allerførste minutter på første arbejdsdag. Så projektet skal nok have lidt tid.

Men han vurderer debuten ud fra en betragtning om, at der er tale om et længe planlagt medie, der må formodes at have haft tid til at tænke over og forberede deres første møde med virkeligheden.

”Det visuelle er ikke så opmuntrende. Hvis man bare ser på det som bruger, er det et lidt tungt, sort, mørkt site at finde rundt i, og det er lidt svært at se det innovative,” siger Peder Hammerskov.

Det nye "bag skærmen"

Han formoder dog, at meget af det nye ikke ligger hos brugerne, men ”bagved skærmen” i form af en højere grad af automatisering.

”Men jeg er som bruger ikke ved at falde fuldstændig bagover i forhold til deres formidling af journalistik,” siger han.

Det tydeligste eksempel på brug af AI ser – eller rettere hører – han i lyddelen, hvor man i et panel i øverste højre hjørne kan få en AI-oplæst version af 'Dagens brief'. Men rækken af oplæste overskrifter er ”en lidt underlig oplevelse at lytte til”, siger Peder Hammerskov.

Også Marie Louise Toksvig understreger, at hun er forsigtig med at fælde for hård en dom på førstedagen. Som udgangspunkt konstaterer hun, at siden fungerer og er til at finde rundt på.

”Jeg synes jo generelt, det er superfedt, at nogen laver nye medier og prøver noget andet,” siger hun.

Din egen redaktør

Men hun har også umiddelbart svært ved at se, hvordan Projekt Y for alvor skiller sig ud.

”Jeg ser ikke en gigantisk forskel fra, hvad der bliver præsenteret for mig andre steder. Hvis jeg lytter til deres lancering og løftet om, at de skulle give mig noget andet, er der ikke noget, hvor jeg tænker: Hold da op!” siger hun.

Jeg har svært ved at se, hvad der er det helt særlige og anderledes, jeg får her.
Marie Louise Toksvig, vært på DR’s mediemagasin Tabloid

Hun gætter på, at det nye meget vel kan ligge i løftet om, at man skal ”være sin egen redaktør”. Men i første omgang har hun bare svært ved at se, hvad det betyder, og hvordan det kommer til udtryk.

”Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvad det betyder for mig som bruger. Andet end at jeg sidder og klikker rundt og hele tiden tænker: Det der skal jeg også se.”

Men meget kan ifølge hende handle om, at man lige skal lære det nye medie at kende, og at man lærer at gennemskue, hvad der er hvad.

”Man er jo i gang med at finde ud af, hvordan man laver balancen mellem al den effektivitet, kunstig intelligens kan give os, og hvor vi har den menneskelige finger med i spillet. Men hvad er det, de skal, de der fingre? Hvor er balancen i det?” spørger Marie Louise Toksvig.

En af de ting, hun hilser velkommen, er, at alle de anvendte kilder er markeret i bunden af hver artikel. Den form for transparens sætter hun pris på. Men hun noterer sig også, at der er rigtig meget Ritzau, Reuters, andre medier og pressemeddelelser.

”Jeg har svært ved at se, hvad der er det helt særlige og anderledes, jeg får her,” siger hun.

Svært at tjene penge på

Det er samme observation, der får Peder Hammerskov til at undre sig lidt over, hvordan det skal lade sig gøre at tjene penge.

”Det er nok lidt svært at bygge en forretningsmodel på citathistorier. Det her vil de nok have svært ved at tjene penge på,” siger han.

Han henleder dog også opmærksomheden på, at det kan være lidt forkert at vurdere Projekt Y ud fra, hvordan det præsenterer sig på en hjemmeside.

Som det er beskrevet på forhånd, vil der også blive stillet ting til rådighed via andre tekniske løsninger. Men det er endnu lidt uklart, hvad det betyder, og hvordan det fungerer.

Derfor tør han heller ikke endnu vurdere Michael Dyrbys plan om at sælge de bagvedliggende AI-løsninger videre til andre medier.

Og så undrer han sig i øvrigt over, at Projekt Y ikke er gået i luften med en stærk egenhistorie, de kan markere sig på.

”De kommer nok aldrig til at have så mange besøgende som i dag,” siger Peder Hammerskov.

1 Kommentar

Carl Heine Alenbæk Pedersen
I DAG 18:50
Ja, velkommen på forsiden, Y.
Dejligt at se et nyt medie kigge frem. Og gid at det må gå jer godt.
Men allerede på dag et har I kastet jer ud i en problematisk klassiker: Historien om faderen til tre somaliske piger, der har været sendt på genopdragelsestur til hjemlandet, er illustreret af et tilfældigt arkivbillede af tre piger fra formentlig samme land.
Den går ikke....man kan ikke bruge et arkivbillede af tre tilfældige, genkendelige piger til en så grusom historie.
Heine Pedersen
( https://y.dk/tre-aars-faengsel-sendte-doetre-til-somalia?o=1 )