
Programmet oversatte clickbait til rubrikker, der afslørede artiklernes indhold. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
’Kan lugtes i Norge’ eller ’Tidligere ansat: ”Sandt”’’.
Svært at gætte indholdet bag de rubrikker, ikke?
Et plugin til browsere gjorde det ved hjælp af kunstig intelligens (AI) dog i en begrænset periode muligt for brugere af B.T. og Ekstra Bladets websites at afkode indholdet bag de drilske rubrikker.
Den første blev ved hjælp af programmet i stedet til ’Røgskyer fra canadiske skovbrande når Norge’ og ’TikTok giver Kinas Kommunistiske Parti ubegrænset adgang til brugerdata ifølge tidligere ansat’.
’Unbait’, som det lille tilføjelsesprogram hed, bliver dog lukket ned igen. Det skriver udvikleren bag, Younes Touati, på Reddit.
Opslaget er skrevet, efter at Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix, i går eftermiddag sagde til 24syv, at han ser programmet som et ”klokkeklart brud på ophavsretten”.
”Unbait har for mig været et hobbyprojekt, og det har aldrig været min intention at gøre mig til bannerfører for en ideologisk kamp mod tabloidpressen. Jeg har forsøgt at udvikle Unbait i respekt for de respektive medier. Eksempelvis har det været afgørende for mig ikke at lede trafik væk fra deres sider, men kun vise deres (AI-tilpassede) indhold i kontekst af deres egen side,” skriver udvikleren, der på Reddit kalder sig ’honodk’.
”Jeg synes bestemt, at kampen for en bedre brugeroplevelse er værd at kæmpe, men så længe det juridiske er uafklaret, er det forbundet med for stor risiko for mig. Herudover er mine udgifter allerede stigende grundet stor interesse, og jeg vil ikke være i stand til at løfte den økonomiske byrde, som juridisk bistand vil kræve,” fortsætter opslaget.
Udvikleren tilføjer, at han inden for de næste dage vil lække koden ud, så andre kan tage projektet videre.
Som at bryde ind hos en bager
Unbait blev gjort tilgængelig den 2. juni og virkede ved, at en AI gik ind og læste indholdet i de enkelte artikler for derefter at generere en mere forståelig rubrik, der så blev trukket ud på forsiden af eb.dk og bt.dk.
Men den finte kan være i strid med loven om ophavsret, vurderer flere eksperter over for 24syv-programmet ’Reporterne’.
”Dét her program går ind og roder i indhold, som andre har lavet. Som journalist har man ophavsret. Når man ændrer andres værker uden samtykke fra rettighedshaverne, så er det en selvstændig ophavsretskrænkelse. Det er ulovligt. Og det er strafbart,” siger Søren Sandfeld Jakobsen, som er juraprofessor på CBS og advokat i Gorrissen Federspiel, til 24syv.
Også Knud Brix vurderer, at tilføjelsesprogrammet er ulovligt. Han sammenligner rubrik-udbytningen med at bryde ind i en bagerbutik for at ændre på skiltene.
”Det er os, der udgiver avisen, og hvis man ikke kan lide det, vi laver, så er man velkommen til at finde andre medier,” siger han til 24syv.
Større udfordringer forude
Younes Touati sender i sit opslag en stikpille til de danske medier:
”Unbait er et lille projekt, jeg har udviklet over en måneds tid, når jeg har haft en ledig stund, efter at børnene er blevet puttet. Det er intet i forhold til de udfordringer, der venter jer, når der kommer større spillere på banen. De muligheder, AI giver for at aggregere, opsummere, manipulere (!) osv. med data, rækker langt ud over, hvad Unbait har demonstreret. Jeg tror, I skal spare på krudtet, til de virkelige udfordringer melder sig,” skriver han.
Brancheorganisationen Danske Medier anbefalede i starten af måneden alle danske medier at skrive på deres hjemmesider, at de ikke tillader såkaldt datahøst. Datahøst er, når AI-robotter kan gå ind og læse og lagre indhold fra danske nyhedsmedier.
Baggrunden for, at Danske Medier ønsker at holde robotterne væk, er, at søgeresultater inden for en overskuelig fremtid forventes at blive AI-genererede artikler, og ikke bare links.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvis Unbait hackede sig ind på BTs server og ændrtede clickbaitene der til lødig journalistik, ville der være brud på skribenternes rettigheder. Men det er ikke, hvad der foregår.
Det handler alene om, hvad der vises på brugerens egen personlige skærm. Ingen andre end brugeren selv får disse ændringer at se, og der er således ingen krænkelse af nogen ret. Ikke mere end der ville være ved at køre teksten igennem et oversættelsesprogram for at læse den på engelsk eller latin.
Samme historier, blot er der en chance for at gennemskue, hvad de handler om...