”Det er supersvært og nærmest umuligt at bekæmpe på egen hånd”, siger Pressefotografforbundets formand, Sisse Stroyer. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Nye forsøg på at forhindre tyveri af danske fotojournalister og fotografers arbejde bliver taget godt imod hos Pressefotografforbundets formand, Sisse Stroyer.
Hun håber, at de nye digitale værktøjer kan bekæmpe ophavsretskrænkelser, som går direkte ud over medlemmerne:
”Danske fotografer har i lang tid haft et ønske om bedre beskyttelse af deres materiale,” siger hun som reaktion på, at mediehuset Aller nu har iværksat et forsøg med vandmærkning af billeder for at undgå uretmæssig brug af mediehusets fotografier.
”Det er supersvært og nærmest umuligt at bekæmpe på egen hånd. Og derfor er det så spændende med de her forsøg på at se, hvad vi kan gøre for at stoppe misbrug af billeder,” fortsætter hun.
Bruger vandmærker
Konkret samarbejder Aller med virksomheden Sasha om at lægge usynlige vandmærker i husets billeder. Derved bør mediehuset kunne se, hvis nogen uretmæssigt deler ophavsretsbeskyttet materiale.
Inden sommer beskrev Journalisten et konkret eksempel, hvor en mand i Armenien foretog systematiske krænkelser af danske mediers indhold. Her var det blandt andet indhold fra Aller-koncernens fotografer, der blev misbrugt og lagt direkte ind i Facebooks systemer.
Sisse Stroyer håber, at Allers system viser sig at virke. Hun kan frygte, at der med den rivende udvikling inden for kunstig intelligens laves et modtræk, som kan slette vandmærkerne.
”Vi må håbe, at det her værktøj kan gøre en forskel,” siger hun.
Testes i Danmark
Fra Aller lød det tirsdag fra fotochef Jesper Sunesen, at han håber, at hele branchen vil følge trop, så der kan lægges pres på de platforme, der gør den ulovlige deling af ophavsretsbeskyttet materiale mulig:
”I årevis har vi set, hvordan folk har udnyttet vores indhold med AI-genererede artikler. Og det accelererer bare. De kannibaliserer på vores indhold, og det skal stoppes,” siger han.
I første omgang testes løsningen på Allers danske medier som eksempelvis Billed-Bladet, Se og Hør, Familie Journal og Ude og Hjemme. Hvis det er vellykket, vil det også blive rullet ud til Allers titler i Norden.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.