Kommunikation

Politikere får kritik for at give influencer medvind: ”Stop nu jer selv”

Moderaternes politiske ordfører forklarer, hvorfor hun var hurtigt ude med støtte til influencer, som følte sig dårligt behandlet til livmoderkonference

Det strømmede ind med likes og sympati i kommentarsporet, da influenceren Julie-Elsebeth Johannesen Krog postede et vredt instagramopslag om at være blevet bedt om at forlade konferencen ’Respect the uterus’ på Christiansborg i fredags.

Opslaget har i skrivende stund over 38.000 likes og over 1.200 kommentarer.

I Journalistens podcast ’Budskab’ får to politikere kritik for at være hurtige på tasterne i kommentarsporet og stille sig på influencerens side og samtidig erklære sig klar til at afbryde samarbejdet med en kommerciel partner ved arrangementet.

”Jeg tænker: ”Stop nu jer selv”,” siger Eva Tolstrup Ziegler, kommunikationschef i Banedanmark.

”Stop nu jer selv, gå lige en tur rundt om blokken, og tænk over, om det i virkeligheden også er det her, der skal til.”

Tog afstand til kommerciel partner

Julie-Elsebeth Johannesen Krog havde sin baby med til konferencen på Christiansborg. Den lille datter pludrede så højt, at Roccamore-stifter Frederikke Antonie Schmidt – kommerciel partner ved arrangementet – bad hende om at tage babyen udenfor. Noget, som stødte influenceren, der besluttede helt at forlade Borgen.

Efterfølgende postede hun et billede af sig selv og babyen fra toget mod Sorø sammen med et opslag til sine mere end 150.000 følgere på Instagram.

”Jeg gik med det samme, med tårerne løbende. Det var så ubehageligt at tro, at jeg var i et sikkert rum, hvor vi skulle forbedre forholdene for kvinder – og så bliver jeg behandlet det absolut dårligste, jeg nogensinde har prøvet i min rolle som mor,” skrev hun blandt andet.

To af dem, der hurtigt var ude med sympati til influenceren, er politikere fra det tværpolitiske udvalg Alliance for kvinders sundhed, som var medarrangør på konferencen.

”Vi er så kede af, at I skulle have den oplevelse,” skrev det tidligere radikale folketingsmedlem Anne Sophie Callesen, som tilføjede et ”UNDSKYLD” i kapitaler og:

”Vi kommer ikke til at indgå flere samarbejder med den kommercielle partner.”

Hvorefter Moderaternes politiske ordfører, Monika Rubin, fulgte trop med kommentaren:

”Jeg kan love dig for, at det var første og sidste gang, vi har lavet noget med den virksomhed. Undskyld igen.”

Handlingsforbandelsen spøger

Eva Tolstrup Ziegler siger i ’Budskab’, at det er fint nok, at de anerkender, at Julie-Elsebeth Johannesen Krog havde en dårlig oplevelse.

”Men hold nu op med at hoppe i handlingsforbandelsen,” siger hun med reference til politikere og andres trang til at handle eller reagere prompte på problemer.

Asbjørn Haugstrup, kommunikationsdirektør hos Innargi, er enig.

”Politikerne skal i virkeligheden også tænke lidt som influencerne. Når man så hurtigt hopper i gryden på det første og det bedste synspunkt, så risikerer man at stå lidt afpillet,” siger han.

Rubin: ”Derfor har vi undskyldt”

Monika Rubin, politisk ordfører hos Moderaterne, forsvarer i en mail til ’Budskab’, at hun stillede sig på influencerens side.

”Julie-Elsebeth Johannesen Krog var blevet inviteret til at deltage i et arrangement, som alliancen var medarrangører af. Hun havde fået at vide, at hun og hendes baby var velkomne. Dermed var præmissen, at baby måtte være med i salen,” skriver hun.

Monika Rubin skriver også, at hun ikke personligt overværede episoden, hvor Julie-Elsebeth Johannesen Krog blev bedt om at tage sin baby udenfor, og at hun er ”ærgerlig” over, at den episode fjerner fokus fra temaet ved arrangementet.

”For os i alliancen vejer det tungt, at kvinder med små børn kan deltage i den demokratiske samtale. Især når det handler om kvinders sundhed. Derfor har vi undskyldt, at Julie-Elsebeth blev bedt om at forlade arrangementet.”

Argumentet imponerer ikke panelet i ’Budskab’.

”Problemet er ikke så meget, at hun synes, det er synd for influenceren,” siger Asbjørn Haugstrup og tilføjer:

”Problemet er, at hun med det samme drager den konklusion, at så kan man aldrig nogensinde mere lavet noget med det selskab, som var sponsor. Det er jo i virkeligheden en vild konklusion.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Julie-Elsebeth Johannesen Krog, Anne Sophie Callesen eller Frederikke Antonie Schmidt.

0 Kommentarer