Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
11:19 08.05.2024 Anna Sol Jørgensen

Politikens chefredaktør: Huset har fået ridser i lakken

Politikens chefredaktør: Huset har fået ridser i lakken

Philip Hoepner/APPR/Ritzau Scanpix

Den seneste tids afdækning af aflønninger i toppen af bestyrelserne i JP/Politikens Hus får ikke ligefrem huset til at fremstå pletfrit. Snarere tværtimod:

”Uomgængeligt er det, at både Jyllands-Postens Fond og JP/Politikens Hus i de seneste dage har fået ridser i omdømmet. Det er selvforskyldt,” skriver Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken, i sin leder.

Chefredaktøren hæfter sig omvendt ved, at journalistikken fra medierne i huset ikke har lidt skade af sagerne, i og med at medierne i huset er gået kritisk til historierne og endda står bag nogle af dem.

Politiken beskrev blandt andet, at formanden for Jyllands-Postens Fond, Jørgen Ejbøl, fik udbetalt 2,1 millioner kroner fra fonden, da han fyldte 75 år. Et beløb, som formanden for fonden normalt får udbetalt ved sin pension, men fordi Jørgen Ejbøl fortsatte efter 75-års fødselsdagen, fik han dem udbetalt alligevel – for så at betale dem tilbage igen efter kritik og rådføring med en advokat.

Politiken har ligeledes skrevet, at Lars Munch, der er formand for JP/Politikens Hus-bestyrelsen, vil sænke sit honorar til samme niveau som forgængerens.

”Når det kommer til den journalistik, pressen er sat i verden for, så er det værd at bemærke, hvor store dele af oplysningerne er kommet frem. Vores troværdighed står og falder med, at vi ikke tager særlige hensyn i vores journalistik. Heller ikke når den magt, der undersøges og drages til ansvar, er en del af vores eget mediehus,” skriver Christian Jensen i lederen.

Medarbejderne i JP/Politikens Hus sendte tidligere i denne uge et kritisk brev til bestyrelserne i huset, hvor de kaldte sagerne pinlige, provokerende og nedslående.

SENESTE NYT

Flere nyheder