Der bliver foretaget et par justeringer på Politiken, så der kommer en helt ny redaktion og en anden type fokus på sport.
Det skriver Politiken i en pressemeddelelse.
Den ene er en helt ny digital redaktion, der samler digitale kræfter på avisen, under navnet ’Redaktion for digital innovation’.
Redaktionen skal stadig gøre idéer og projekter til virkelighed, og den skal samtidig være stedet, hvor redaktionelle AI-værktøjer bliver testet i samarbejde med de andre redaktioner og den nye afdeling Digital Udvikling og Teknologi, der går på tværs af JP/Politikens Hus.
Og så bliver sportsredaktionen til en ”selvstændig boble” under Politikens Danmarksredaktion. Christian Heide-Jørgensen kommer til at stå i spidsen som skrivende redaktør og skal sikre, at Politiken har færre referater og registreringer og mere fokus på fortællende og undersøgende sportsjournalistiske projekter.
”Vores mål er hele tiden at styrke den journalistiske kvalitet ved at udvikle med fokus på indhold, kreativitet, samarbejde på tværs og et stærkt ønske om gode rammer for innovation blandt vores medarbejdere. Formålet med de ændringer, vi nu foretager på redaktionen, er at give vores læsere og lyttere endnu mere og bedre nyskabende kvalitetsindhold i fremtiden,” siger Amalie Kestler, chefredaktør på Politiken, i pressemeddelelsen.